Prøv avisen

Depressionsforeningen: Vi har alle medansvar for ensomhed blandt midaldrende mænd

At der er en kønsmæssig skævvridning, i forhold til hvem der åbner for sin situation over for omverdenen, er der ikke noget nyt i. Undersøgelser har længe tegnet et klart billede af, at det er mændene, som mest sjældent opsøger hjælp og dermed giver sig selv de dårligste odds for at bedre deres situation. Foto: Iris/Ritzau Scanpix

Bodil Kornbek

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Selvmordsraten for mænd i alderen 40-59-år er stigende, og generelt tager tre gange så mange mænd som kvinder sit eget liv. Men ingen bør gå i årevis uden at have nogen at betro sig til, lyder opråbet fra formanden for Depressionsforeningen

Vi har alle et medansvar for, at selvmord ikke bliver den skæbnesvangre vej, som svært ensomme midaldrende mænd i stigende grad vælger.

Når vi i vores dagligdag erfarer, at ensomheden for nogle er blevet deres eneste faste følgesvend, må vi blive bedre til at handle. Ingen bør gå i årevis uden at have nogen at betro sine private tanker til.

Men især hos én gruppe af danskere tegner der sig et dystert billede. Blandt de 40-59-årige mænd er der – som den eneste aldersgruppe i Danmark – sket en stigning i antallet af selvmord, viser en rapport fra Center for Selvmordsforskning fra i år. Tallene viser også, at der er tre gange så mange mænd som kvinder, der tager deres eget liv, og svær ensomhed er den største bagvedliggende årsag, vurderer forskerne bag rapporten.

At der er en kønsmæssig skævvridning, i forhold til hvem der åbner for sin situation over for omverdenen, er der ikke noget nyt i. Undersøgelser har længe tegnet et klart billede af, at det er mændene, som mest sjældent opsøger hjælp og dermed giver sig selv de dårligste odds for at bedre deres situation.

Heldigvis er der gennem de seneste par årtier sket et skred i unge mænds selvopfattelse og deres måde at håndtere svære livssituationer på. Blandt den yngre generation har man fået en større erkendelse af, at det gavner at tale højt om sine problemer. De forstår i højere grad, at gør det selv-typen har størst succes, når han skal skifte håndvasken, og mindst succes, når han forsøger at reparere sig selv, hvis han har ondt i livet.

Men en stor gruppe af de midaldrende mænd har stadig svært ved at vriste sig fri af den fejlslutning, at de ikke skal opsøge hjælp udefra. De 40-59-årige har nu den næsthøjeste selvmordsrate, kun deres fædre – mændene over 70 – ligger en anelse højere, men sikkert ikke længe, for hos dem er tallet faktisk halveret over det seneste tiår.

Selvom det overhovedet ikke altid er let, skal vi blive bedre til at blande os, når vi ser, at en i vores nærhed mistrives. Det er for nemt at sige, at det blot er mændenes eget ansvar, eller at sundhedsvæsenet skal blive bedre, hvilket det skal, til at være opmærksom på mændenes livsbehov. For det fratager på ingen måde os andre fra at træde i karakter, når vi oplever, at nogen omkring os har brug for vores nærvær.

Julemåneden er over os, og et nyt år toner snart frem. Nogle gange må man oprigtigt gerne tro på, at et nytårsforsæt bliver til virkelighed. Så når en ny selvmordstatistik om mænd ”i deres bedste alder” kommer for dagen, håber jeg inderligt, at vi kan konkludere, at vi ikke længere ser på de midaldrende mænd som dem, der har svært ved at tale med nogen omkring deres tanker og mismod. Men at vi i stedet viser og gensidigt giver udtryk for, at vi er der for hinanden.

Bodil Kornbek er formand for Depressionsforeningen.