Prøv avisen
Debat

Lektor: Der er brug for diplomati i Hormuzstrædet

"Problemet er, at både Trump og Johnson er fanget af en retorik, hvor de vil optræde som stærke drenge i skolegården og vise, hvem der er i stand til at tryne andre," skriver lektor Gorm Harste. Foto: Jack Hill Nicholas Kamm / AFP / Ritzau Scanpix

Gorm Harste

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Sender man store kostbare styrker ud i lang tid og langt bort, kan modstanderne være sikre på, at den stærke slides op og bliver den svage, skriver lektor

Risikoen for, at konflikten ved Hormuz- strædet (strædet, der forbinder Den Persiske Golf og Omanbugten, red.) eskalerer, ligger igen i, at militær optrapning tænkes ud fra taktik og våbenkapaciteter snarere end ud fra politiske strategier.

Som den vietnamesiske general Giap sagde efter Vietnamkrigen: ”I amerikanere troede, at I vandt slagene, fordi I havde armbåndsurene, men vi havde tiden og vandt krigen.”

Teknik og kapabiliteter gør det ikke. Irak- og Afghanistan-krigene burde også have lært vestlige politikere at være mere end forsigtige med krig.

Sender man store kostbare styrker ud i lang tid og langt bort, kan modstanderne være sikre på, at den stærke slides op og bliver den svage.

Det er læren af nutidens såkaldte asymmetriske krige. De amerikanske og britiske militærstrateger er udmærket klar over, at en krig mod Iran ikke kan vindes. Derimod kan krig styrke præstestyrets behov for totalitær kontrol.

I dette tilfælde er situationen værre. For USA og Storbritannien er udstyret med to politiske ledere, der samtidig er engageret i valgkampe og tænker i kortsigtet prestige. Valg kan vindes ved eskalering af konflikter, lige som G.W. Bush og Dick Cheney forestillede sig Bushs genvalg ved at føre den håbløse krig i Irak og Thatcher med baggrund i Falklandskrigen vandt sit næste valg.

En række danske politikere så også dengang krig som en instrumentel forlængelse af politik. Problemet er, at både Trump og Johnson er fanget af en retorik, hvor de vil optræde som stærke drenge i skolegården og vise, hvem der er i stand til at tryne andre. Den retorik passer også til de interesser, den tidligere amerikanske præsident Eisenhower advarende så i ”det militært-industrielle kompleks”.

Men der er brug for diplomati af samme art, som den Kennedy anvendte under Cuba-krisen i 1962. Frem for alt skal Irans ære bevares. ”Ære” er afgørende i mellemøstlige samfund.

Derfor kunne Saddam Hussein ikke til sin befolkning og til modstanderen Iran sige, at Irak ikke havde masseødelæggelsesvåben, som man fra vestlig side jo altså vidste, at Irak heller ikke havde.

Derfor skal Iran have noget til gengæld for eventuelle små ændringer i Obamas atomaftale.

Man kunne give højt profilerede institutionelle garantier for gensidig indsigt i sejladsen gennem strædet eller andre internationalt overvågede markeringer, som Irans ledere kan deklamere som gevinster – ligesom Trump ville kunne. Det iranske præstestyre har brug for at kunne demonstrere kontrol, styrke og ære. Ikke mindst af indenrigspolitiske grunde. Der paradoksalt nok er nøjagtig de samme grunde, som Trump dyrker. Æreskampe er heldigvis symbolpolitiske.

Desværre lader danske politikere og journalister sig alt for let fascinere af højteknologisk isenkram beskrevet på glittet papir og afbildet på en blå baggrund af himmel og hav og demonstreret ved flådeøvelser.

At lade sig blænde af naivitet er en uhyggelig risiko.

Danmark er langtfra som hævdet at være den femtestørste skibsfartsnation, andre opgørelser peger på placeringer som en syttendeplads. Men politikere vil jo gerne som musen høre broen gungre, når den betrædes sammen med elefanten. Men i Mellemøsten er USA en mastodont på lerfødder.

Imens kan Vesten indstille sig på at blive mindre olieafhængig samt at erstatte Mellemøstens olie med import fra ekstremt olierige Venezuela, hvis regime lettere kan udvikles, stabiliseres og ændres end Irans.

Gorm Harste er dr.scient.pol. ved Aarhus Universitet.