Der er brug for mere empati i det offentlige. Det er vigtigt, når man arbejder med mennesker

DET ER NØDVENDIGT at have empati, når man arbejder med mennesker i det offentlige system, og det er nødvendigt, at man tager ansvar for, at man formår det. For at nå dertil mener jeg, at politikere, arbejdsgivere, ledere og uddannelsesinstitutioner skal tage ansvar og udstikke retningslinjer for empati.

For et halvt år siden havde jeg en oplevelse, som er et eksempel på, at empati er vigtigt. Jeg haster fra mit arbejde, henter på skolen, binder snørebånd, puster på knæ, smider ungen i Toyotaen, kører for stærkt hen til lægen, hiver ungen ud af Toyotaen, puster lidt på knæ igen og et par minutter for sent vælter vi ind ad døren til lægen med sved på panden. ”I skal komme til tiden!”, er alt, den unge læge har at sige til os.

Konsekvensen blev, at jeg ikke hørte 80 procent af, hvad lægen gav mig efterfølgende af gode råd til, hvordan jeg skulle behandle min søns øjenbetændelse. Hun havde tabt mig fra det første øjeblik, vi kom ind ad døren.

Historien havde været en helt anden, hvis lægen i stedet havde sagt: ”Orv, I har haft travlt.” Eller: ”Dejligt at se jer.”

For nylig kunne vi læse, at patienter generelt lægger stor vægt på at blive mødt med empati hos deres læge, og de fleste vil også kende følelsen af at være heldig, hvis man møder en professionel med empatisk adfærd.

JEG OPLEVER OG HØRER OM utallige eksempler på, at mennesker bliver mødt uempatisk af de professionelle, hvis job det er at hjælpe og støtte dem.

Det være sig hos lægen, på skolen, i jobcentret – og selv som pårørende på et plejehjem. Det gør mig afsindigt træt. Ja, man kan vel nærmest sige, at jeg bliver indigneret, når jeg støder på professionelle, der ikke tager ansvar for vores fælles møde og samtale. Og jo, det er dem, der skal tage ansvar – det er deres arbejde.

I mit eget professionelle virke som blandt andet underviser i samtalemetoden Den Motiverende Samtale, der netop kræver empati, lægger jeg indignationen til side og finder respekten frem. På kurserne sidder professionelle, som ønsker at udvikle deres empatiske adfærd. Her oplever jeg fra første parket, hvor svært det kan være for professionelle at vise empati, og hvordan mange ikke formår at sætte sig ud over sig selv og ind i den andens opfattelse af livet og verden. Det skræmmer mig, og det, der skræmmer mig allermest, er, at ingen har krævet det af dem før.

Empati er ikke bare et fancy (og udvandet) begreb, som vi alle med nemhed kan påkalde os at mestre. Det er en kompetence, der skal prioriteres på linje med andre afgørende faglige kompetencer, og der skal stilles krav til den kompetence fra arbejdsgivernes og politikernes side.

DER ER BEHOV FOR, at der udstikkes retningslinjer både fra politisk side og på de offentlige arbejdspladser. Politisk kan der laves retningslinjer for, hvilken grad af empati det kræver at arbejde som for eksempel sygeplejerske, misbrugsbehandler eller socialrådgiver.

Arbejdsgivere og ledere kan stille krav i jobopslag, ved jobsamtaler og ved udviklingssamtaler, og der skal benyttes tests, som kan vurdere, om det empatiske niveau er højt nok. Også uddannelsesstederne skal have fokus på at udklække nye fagpersoner med empatien intakt.

Endelig mener jeg, at det er et ansvar, som de professionelle selv skal tage alvorligt. Jeg advokerer ikke for, at vi skal dele de professionelle op i A- og B-mennesker.

Man er ikke et dårligere menneske, hvis man ikke formår at udvise empatisk adfærd i sit arbejde. Men man gør sit arbejde dårligere.

Måske sidder du som professionel og tænker, at du har empati. Det er jeg sådan set overbevist om, at mange professionelle har. Desværre kan man have svært ved at vurdere ens eget empati-niveau, og vi har brug for større objektivitet end blot overbevisninger og egne vurderinger.

For hvordan ved vi, om det er empati nok? Ved vi med sikkerhed, at der overhovedet er tale om empati? Selvfølgelig skal vi være sikre! Alt andet er uetisk.

Malene Akpuaka Brandt Andersen er underviser og foredragsholder, Store Heddinge.