Prøv avisen
Debat

Der er ingen bånd, der binder mig – og jeg har aldrig prøvet noget mere meningsløst

Det er naivt at tro, at meningen med livet dukker op af sig selv, bare fordi vi står op klokken syv og kommer hjem klokken fire. Men måske ville det være et meget godt sted at starte, skriver Freja Gru, der holder sabbatår

Freja Gru

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Vi mennesker har brug for bånd, der binder os. Det er derfor, det føles mere meningsfuldt at stå op og tage på arbejde eller studere hver dag end at lade være, skriver Freja Gru, der holder sabbatår

Jeg tager mig selv i endnu en gang at scrolle ned over en bekendts Facebook-indlæg, der omhandler hendes to kattes fødselsdag. Det er tredje gang, jeg ser det i dag. Først klokken 11 tager jeg mig sammen til at gå i bad, og min tøjkrise, der ligger og roder rundt i alle afkroge af rummet, hænger mig langt ud af halsen. Jeg har sabbatår, og alting er i princippet, som det skal være. 13 års skolegang er afsluttet, og jeg har nu frihed til selv at kunne vælge og gøre, hvad jeg vil.

Der er ingen bånd, der binder mig – og jeg har aldrig prøvet noget mere meningsløst.

Det kunne godt tænkes, at mit indoktrinerede sind bilder sig ind, at jeg ikke føler mening, fordi jeg ikke bidrager med noget til samfundet klokken 7-16 alle hverdage. Som institutionsbørn, senere hen arbejdende voksne og til sidst institutionsældre er vi jo opdraget med, at vi hver især er små mekanismer i en større helhed. Det lyder en smule småkommunistisk, men det er det, som er idealet. De, som ikke bidrager, kalder vi samfundsnassere – og sabbatår, dem kalder vi for fjumreår.

Vi bryder os generelt ikke specielt meget om dem, som ikke står op klokken syv og kommer hjem klokken fire. Måske er det denne problemstilling, som gør sabbatten med dens frihed så hård at gennemføre, men jeg har en anden teori.

Mange bruger et sabbatår på selvrealisering. En omgang navlepilleri tilsat narcissisme, som i sidste ende skal ende i selvindsigt. Nogle unge rejser ud i den store fagre verden – ikke for at møde fremmede mennesker og blive klogere på dem, men for at møde og blive klogere på sig selv. Men i virkeligheden er der nok større chance for at støde ind i en overraskende stor ensomhed end i sig selv. For som karakteren Noora formulerer det i populærserien ”Skam”: ”Mennesker trenger mennesker.”

Vi mennesker har brug for andre mennesker. Vi mennesker har brug for bånd, der binder os. Det er derfor, det føles mere meningsfuldt at stå op og tage på arbejde eller studere hver dag end at lade være. Det giver os et ansvar over for nogen eller noget, som binder os til noget større, om så passionen er bag dit arbejde eller fællesskabet med dine kolleger og medstuderende. Først i kontakten med andre mennesker bliver vi klogere på os selv – for i bund og grund er vi jo ingenting alene.

Jeg har besluttet mig for at starte med at studere til sommer. Det er nok den konklusion, de fleste sabbattagende kommer frem til efter et, to eller tre år. Ikke nødvendigvis fordi man savner store opgaver og eksaminer, men fordi vi trænger til det.

Den åbne Facebook-fane og tøjbunkerne – og al den tid og energi, jeg har brugt på disse – står stadig som symbol på den egoisme og ligegyldighed, som den ellers tiltalende frihed hurtigt kan forårsage. Sabbatåret har ikke givet mig indsigt i mig selv, men i hvad det vil sige at stå alene uden større ansvar og forpligtelser.

Det er naivt at tro, at meningen med livet dukker op af sig selv, bare fordi vi står op klokken syv og kommer hjem klokken fire. Men måske ville det være et meget godt sted at starte.

For godt nok er mening noget, vi skaber, men ikke alene i navlepilleriets navn og med afskårne bånd til omverdenen.

Freja Gru er student.