Det har virkelig været en mærkelig sommer. Først kom corona. Den er her stadig, men den fylder ikke helt lige så meget nu. I stedet dukkede alt det, vi tidligere har stredes om, op igen: race, ulighed, undertrykkelse. Der har ikke været meget at grine ad. Hvilket nærmest er tragisk, eftersom der ikke er noget, som stiller os mere lige og ophæver påståede forskelle, som når vi griner sammen. Faktisk har der været så lidt at grine ad, at man ikke længere rigtigt tør grine, man lige skal overveje, om man må grine ad det, man synes er sjovt, og lige dér i vores overvejelse forsvandt vores humor. Humor er spontan. Skal du bruge et par sekunder, kommer du ikke til at grine.
Kan I huske ”Busters verden”? Ole Thestrup i en meget stramtsiddende danmarkstræningsdragt koncentreret om små, lækre træk med hofterne a la den lynhurtige Kevin Keegan, og boldidioten og den til sidst-valgte Buster, der losser ham ned og stikker af over hegnet. Vi har lige genset verdens bedste børnefilm hjemme hos mig. Fremragende, fordi man stadig som voksen holder af den. Den er sjov og rørende og fremragende at se i en tid, hvor der ikke er meget at grine ad.
Jeg elsker Ole Thestrup! Manden var genial. Han kunne aflevere replikker, så det fik englene til at grine. Stod det til mig, måtte man godt hænge et billede af Ole Thestrup op i kirken. Ved siden af Henning Primdahl, navnkundig sportsdirektør for det dengang storsatsende Team Easy On, en taktiker af Guds nåde (vi kører bare ind på Champs-Élysées om natten, så krydser vi målstregen, før de andre hold er stået op). Ole og Henning i våbenhuset. Så kan man godt for en tid tage Paulus ned. Modsat Jesus havde Paulus ikke meget humor.
Der er en tid til alt. Også til at tage på ferie i Jylland. Og til at gense alle Anders Thomas Jensens film i Jylland. Det har jeg lige gjort. De har reddet mig igennem meget alvor. Den mand kan skrive dialog som ingen anden. At skrive sit hjerte ud i smerte er én ting. At bygge en scene op, så man græder af grin, er en kunst. Og for glæden ved livet er grinet, man græder, større end selv den dybeste indsigt. Det er og bliver Ole Thestrup, som lyser klarest i Anders Thomas Jensens film. ”Så sidder han bare der og spiser cowboytoast,” konstaterer han i ”Adams Æbler”. Ingen anden skuespiller kunne sige cowboytoast som Ole.
Der er meget, som har fået mig til at grine gennem tiden: Michel Houellebecqs bog ”Platform” (skrev han virkelig det, ja det gjorde han), Ricky Gervais, Martin Kongstads totale blotlæggelse af blandt andre mig og dem, jeg er vokset op med, i ”Fryser Jeg”, den norske serie ”Dag” på Netflix, Søs og Kirsten, ”Drengene fra Angora” og alle de andre. Hov vent, jeg glemte ”Rytteriet”.
Jeg glemte Bodil Jørgensen, som rejser sig fra bordet for at få det bedste ud af en våd søndagsberlinger. Den kvinde kan få selv Paulus’ ord til menigheden i Rom til at lyde sjovt.
Humor er i den grad subjektiv. Min er omtrent den samme, som da jeg var 17 år, og den er ikke særlig distingveret. Den er faktisk upassende plat. Andre har sikkert heldigvis en anden. Det er lige meget. Bare man kan grine. Det må være en objektiv sandhed, at humor kan løsne op som intet andet, når alvoren har låst os fast.
Humor kræver tillid. Tillid til, at det, man siger, ikke forstås som ondt ment. Der er en masse, vi må tage alvorligt. Og skal. Men den dag, der ikke længere er noget at grine ad, er den dag, vi ikke længere har tillid til hinanden.
Jeg har ikke mandat til at give tilladelser til at grine, så det er bare en opfordring: I må endelig godt grine igen. Vi har brug for det. Latter smitter. Den spreder tillid. Til den mest triste begravelse er der intet bedre end at grine sammen.
Den bedste lyd i verden er mine børns latter. Jeg er ikke i nærheden af selv at være sjov. Så til alle sjove mennesker i Danmark, alle jer, der får os andre til at grine: Smid den tunge, alvorlige dyne af jer. I må godt være sjove. Lige nu mere end nogensinde.
Karsten Møller Hansen er sognepræst ved Tårnby Kirke.