Prøv avisen
Debat

Folkekirkens kommunikation og ledelse skal styrkes. Et fællesudvalg kan være løsningen

Det vil være utopi at tro, at alt ville have fungeret perfekt, hvis der havde været et folkekirkeligt fællesudvalg, skriver sognepræst Morten Skubbeltrang. Men mon ikke nogle ting ville have været bedre – for eksempel en tydelighed af, hvem der egentlig bestemmer hvad, og en mulighed for at melde noget mere fælles ud til folket? Foto: Mikkel Berg Pedersen/Freelance/Ritzau Scanpix

Morten Skrubbeltrang

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Folkekirken skal samlet set kommunikere langt mere tydeligt, hvis den fortsat skal være relevant for flertallet, skriver sognepræst

Der kaldes på folkekirken under krisetider. Men spørgsmålet er så, om folkekirken har strukturen, så den også kan svare? Forløbet i 2020 med både forårets og julens nedlukninger tyder på, at det bestemt kunne være bedre.

Det vil være utopi at tro, at alt ville have fungeret perfekt, hvis der havde været et folkekirkeligt fællesudvalg. Men mon ikke nogle ting ville have været bedre – for eksempel en tydelighed af, hvem der egentlig bestemmer hvad, og en mulighed for at melde noget mere fælles ud til folket?

Så var det ikke en idé at finde de små 500 siders betænkning ”1544” fra 2014 frem igen? Mon ikke det, som der bredt kirkeligt var opbakning til for fem år siden, stadig kunne være en fornuftig løsning på folkekirkens fremtidige styring? Forslaget faldt dengang på grund af politisk uvilje, men måske er tiderne skiftet?

Udover en fælles styring er der yderligere to områder, der bør ses på i 2021: kommunikation og ledelse.

Det har været meget tydeligt, at folkekirkens kommunikation ikke fungerer, når den er lokalt forankret. Der er ingen tydelig kommunikation, og det er svært for medlemmerne at finde ud af, hvad der egentlig er op og ned.

Ingen har kun adgang til deres egen lokale kirke, og det er da højst besynderligt, at de regler, der gælder i den ene kirke, ikke også gælder i den anden? Det er vist først, når man forstår hele folkekirkens struktur, at den ekstreme decentrale og lokale forankring giver mening – og det er nok de færreste af medlemmerne, der gør det.

Og hvorfor bruge så ufattelig mange kræfter på lokale løsninger, hvis nu større, landsdækkende initiativer faktisk havde været væsentlig bedre og samlet set ville nå langt bredere ud?

Det er desuden pinligt at opleve, at man kan læse om julens aflysninger på tv2.dk ikke blot som et rygte, men med citat fra en biskop, før møderne om netop det emne overhovedet var færdige.

Enhver organisation, der stod foran en så afgørende melding, ville have en klar kommunikationsstrategi – også selvom den var lavet på ganske kort tid, og det skete en sen aften, hvor alle medarbejdere er gået hjem.

Folkekirken skal samlet set kommunikere langt mere tydeligt, hvis den fortsat skal være relevant for flertallet. Langt de fleste opdager ikke de små, lokale pip, uanset hvor meget vi lokalt kan glæde os over svimlende tal i Facebooks opgørelse af rækkevidde for vores forsøg. Folkekirkens kommunikation skal styrkes, fordi folk fortjener at høre budskabet.

Og så mangler der ledelse. Både overordnet og endnu mere vigtigt lokal ledelse. Systemet med frivillige kontaktpersoner i hvert sogn fungerer ikke i usikre tider.

Det er en urimelig opgave at lægge ud til frivillige, og hvordan kan folkekirken være til stede under katastrofer, hvis personalet ikke ledes og der ikke tages hånd om usikkerheden?

Der bør være en daglig leder for alle ansatte. En leder, der har tid og lyst til at være leder, og som enten har eller får den indsigt, som ledelse også kræver. Der er rigtig mange sogne, der er for små til, at man kan have en daglig leder, men hvad nu hvis flere sogne gik sammen om et personalemæssigt fællesskab, der så var stort nok til at ansætte en som leder?

Så kunne personalet også dække hinanden i forskellige kirker under fravær, og man ville have tætte kollegaer inden for sin faglighed.

En anden mulighed er naturligvis at slå nogle af alle de mange sogne sammen. Både dem på landet, der affolkes, og i høj grad også dem i byerne, hvor de lokale sognegrænser er absolut meningsløse for andre end lokalarkivets medarbejdere og præsten.

Morten Skrubbeltrang er sognepræst i Hasle kirke.