”Stol ikke på stormænd,/ på mennesker, de kan ikke frelse.”
Salmernes Bog 146, 3
I mine gemmer så jeg, hvad jeg i midten af 1990’erne havde noteret om en reportage i TV Avisen om det værdimæssige tomrum i Rusland efter opløsningen af Sovjetunionen og bortfaldet af kommunistpartiets ideologi som verdensforklaring. Reportagen afsluttedes med en samtale med en teenagedreng; han blev spurgt, hvad der for ham at se nu var at tro på. Han svarede, at han vel bare måtte tro på sig selv.
Før studieværten annoncerede det næste indslag, knyttede hun friskt smilende sine egne ord til den russiske drengs bemærkning om at tro på sig selv: ”Dét er jo heller ikke det værste at tro på!”.
Helt forkert er det jo ikke, hvis det var en passende selvtillid, hun tænkte på. Hvis vi skal være livsduelige, må vi have tillid til vores egen opfattelsesevne, egne reaktioner, egen kunnen. Men det virkede ikke til at være det, der lå i drengens ord. Der lod til at være mere resignation end frimodighed i dem. Som om der – ud fra, hvad han kendte til – ikke rigtig var noget at hente andre steder.
Dette element af resignation så det ikke ud til, at studieværten havde bemærket. Hendes kække bemærkning var altså udtryk for uopmærksomhed og overfladiskhed – og typisk for den menneske- og tilværelsesforståelse, der gradvist blev udbredt med kulturradikalismen og ikke mindst er kommet til at stå stærkt i medieverdenen. I generationer er offentligheden blevet påvirket til at se på mennesket som et væsen, der skal bære sig selv uden behov for hjælp fra højere magter. Den synsmåde blev kaldt humanisme, men hjalp det menneskene?
Efter de år, der er gået efter det nævnte tv-indslag, virker det indlysende, at den stadige promovering af tanken om det selvberoende menneske har medvirket til det problem, der nu er udbredt opmærksomhed på: unge menneskers oplevelse af at være overbelastede og at komme til kort over for egne og andres forventninger til det vellykkede liv. Eller tænk på, hvor voldsomt udbredt stress er blevet. Under forskellige former en oplevelse af uoverkommelighed – og man tænker typisk, at det er ens egen skyld.
Gudstro er ikke automatisk et hurtigt fix, men der er noget større end os selv at hente.
Johannes Værge er pastor emeritus og forfatter.