Akademimedlem: Det Danske Akademi bliver nu igen en del af Marianne Stidsens politiske dagsorden

Litteraturprofessor og medlem af Det Danske Akademi Anne-Marie Mai mener, at akademimedlem Marianne Stidsen med sine udtalelser trækker akademiet ind i sin egen personlige dagsorden. Billedet til højre er fra et offentligt temamøde afholdt af Det Danske Akademi sidste år.
Litteraturprofessor og medlem af Det Danske Akademi Anne-Marie Mai mener, at akademimedlem Marianne Stidsen med sine udtalelser trækker akademiet ind i sin egen personlige dagsorden. Billedet til højre er fra et offentligt temamøde afholdt af Det Danske Akademi sidste år. Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix og Iben Gad.

Marianne Stidsen har fået sig en ny dagsorden, som hun vil spænde Det Danske Akademi for – nu er det Black Lives Matter, der står for tur.

I en udtalelse til Kristeligt Dagblad den 16. juni siger Marianne Stidsen, at hun vil bidrage til at afhjælpe krisen i Det Danske Akademi af følgende grund:

”Og det er mit eget store ønske, at akademiet kan komme på sporet igen. Det er en meget vigtig institution i en tid som denne her, hvor mange kulturinstitutioner vakler, det ser vi blandt andet med Black Lives Matter-demonstrationerne.”

Nu vil hun altså gøre sin nye fjende, Black Lives Matter, til Akademiets fjende og ”sag”.

Hun forsøger ganske vist i Dagbladet Information den 17. juni at tage brodden af sin udtalelse. Information spørger hende, hvad Black Lives Matter-demonstrationerne og angreb på visse statuer i udlandet har med Det Danske Akademi at gøre. Marianne Stidsen svarer:

”Det har intet med Det Danske Akademi at gøre – andet end at der er en tendens til, at kulturinstitutionerne er under pres. Det var bare for at anskueliggøre det med et helt friskt eksempel. Andet lå der ikke i det.”

Nej, men det er sandelig også rigeligt: Det Danske Akademi bliver her igen en del af hendes politiske dagsorden for kulturinstitutioner.

Marianne Stidsen må for min skyld og forhåbentlig mange andres i og uden for Det Danske Akademi mene nøjagtigt, hvad hun vil.

Men hendes konsekvente forsøg på at trække Det Danske Akademi ind i sine personlige dagsordener tager jeg på det kraftigste afstand fra.

Anne-Marie Mai er professor i dansk litteratur ved Syddansk Universitet, medlem af Det Danske Akademi og udtaler sig i indlægget på egne vegne.