”Det har bare været én af de dage,” siger hun, da vi tilfældigt mødes på gaden. Hun ser nærmest opgivende ud, men da jeg fra mit tidligere virke som sognepræst kender hende temmelig godt, ved jeg, at hun bestemt ikke har givet op.
Men træt er hun, mentalt træt af og ked af den hetz, der efter afsløringer af nogle fås ligegyldighed over for det ansvar, de er blevet betroet, har kørt mod hende og andre sosu-assistenter. Hun og andre bliver efterhånden kun betragtet som en slags robotter, der er ansat til at udføre et stykke arbejde ud fra et nøje udregnet skema.
Hun har været hjemmehjælper i adskillige år, og jeg har ofte mødt hende hos de ældre i sognet. Men hvor hun tidligere, når de aftalte forpligtelser var udført, havde tid til at sidde og snakke og lytte over en kop kaffe, er hun nu ude ad døren, så snart hun har lavet det, der er anført på skemaet, for at kunne nå den næste og den næste og den næste...
Hjemmehjælperen, som før i tiden havde tid og overskud til at være medmenneske og tale med og lytte til den ældre og svagelige, er gledet ud af systemet og er afløst af hjemmehjælperen, der nærmest robotagtigt arbejder ud fra et standardskema, som vise mænd i kommunerne har udarbejdet.
De embedsmænd og politikere, der er ansvarlige for det elendige makværk af en standardisering og tidsregulering af hjemmeplejen, som dybest set bunder i besparelser, og som mange lider under, mangler i den grad sans for, hvad der sker i mødet med den enlige ældre og svagelige.
Det er ikke noget problem at løse de rengøringsmæssige funktioner, men det er et problem at møde den anden, ansigt til ansigt, når tiden ikke er til det. For i mødet, i ansigtet, ligger der en appel om, at du er til stede som menneske og ikke som en robot.
Den franske filosof Emmanuel Lévinas har udtrykt det meget tydeligt i sit essay om ansigtet. ”På en eller anden måde kalder ansigtet i sin tavshed på én. Ens reaktion på ansigtet er et svar, ikke blot et svar, men et ansvar.”
Når et menneske, der står os nær, bliver ramt af sygdom, er vi alle afhængige af, at der er sygeplejersker og læger, der træder til og lindrer og om muligt helbreder. I nogle tilfælde viser det sig, at sygdommen ikke er alvorlig, og når man ikke fra sygehuset kan gøre mere, sender man vedkommende hjem igen. Her står mange pårørende ofte rådvilde og har brug for hjælp, men her viser det sig så, at der er en hjemmehjælper, der, når tid er, yder den hjælp og omsorg, der er brug for.
Hvad skulle de fortravlede gråhårede børn gøre uden disse hverdagsmennesker, der i deres forældres hverdag træder til og gør, hvad der står i deres magt for, at den gamle og syge og ikke mindst de pårørende fortsat kan føle sig trygge? De kan ved deres blotte tilstedeværelse gøre deres til, at ingen føler sig alene eller overladt til sin egen skæbne.
Og det er i det skjulte, det sker. Et smil, når de træder ind ad døren, venlige spørgsmål til den gamles ve og vel, ”levende hænder” med praktiske gøremål, rengøring og madlavning, opmærksomheden på den afmålte medicin, at alt er, som det skal være, når de lukker døren igen for at skynde sig hen til den næste på listen.
Vi er mange, der har erfaret og erkendt deres uundværlighed, og vi er lige så mange, der græmmes over, når de få svigter, men endnu mere over, at de mange af den grund mistænkeliggøres. Det fortjener de ikke. Tværtimod.
Ole Juul er skribent og foredragsholder.