Det er 50 år siden, at Charles de Gaulle døde. Den ukendte general blev Frankrigs folkehelt

Charles de Gaulle inkarnerede i begyndelsen af 1940’erne Frankrig, som det ellers kun havde været Jeanne d’Arc beskåret, skriver tidligere lektor

Her ses den franske general Charles de Gaulle tale med daværende britisk premierminister Winston Churchill den 11. november 1944. Ifølge Per Lund-Rasmussen var det takket være de Gaulle, at det gik godt for landet med at komme med i de allieredes kreds. – Foto: Ritzau Scanpix.
Her ses den franske general Charles de Gaulle tale med daværende britisk premierminister Winston Churchill den 11. november 1944. Ifølge Per Lund-Rasmussen var det takket være de Gaulle, at det gik godt for landet med at komme med i de allieredes kreds. – Foto: Ritzau Scanpix.

I foråret fejrede vi med rette 75-året for Tysklands betingelsesløse kapitulation den 8. maj 1945, og i den anledning kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvor forunderligt det var, at Frankrig kom med i de allieredes kreds efter krigen, på trods af at landet under ledelse af den gamle helt fra Første Verdenskrig Philippe Pétain, 1856-1951, i dén grad havde samarbejdet med tyskerne, så man kunne få indtryk af, at de var to nære allierede.

Havde det ikke været for en dengang forholdsvis ukendt general, Charles de Gaulle, der i løbet af få år i begyndelsen af 1940’erne inkarnerede Frankrig, som det ellers kun havde været Jeanne d’Arc beskåret, var det aldrig gået så godt for landet, og i år er der så gået 50 år, siden han døde i Colombey-les-Deux-Églises i departementet Haute-Marne i Nordøstfrankrig.

Frankrig, der sammen med Storbritannien erklærede Nazityskland krig den 3. september 1939 efter Tysklands overfald på Polen, var i løbet af kort tid i foråret 1940 blevet rendt over ende af de tyske styrker, og den franske regering var flygtet til Bordeaux, hvor der indledtes våbenhvileforhandlinger med fjenden, som den 22. juni blev underskrevet af regeringschefen, Philippe Pétain.

General de Gaulle forlod Frankrig den 17. juni 1940 og landede i London, hvor det lykkedes ham at få Winston Churchills opmærksomhed allerede om aftenen den samme dag i Downing Street 10. De Gaulle skrev lakonisk om dette møde i sine memoirer:

”Churchill gav mig med det samme sin støtte, og som en begyndelse stillede han BBC til min rådighed. Vi enedes om, at jeg skulle bruge det, når den franske regering havde bedt om våbenhvile. Nyheden om, at dette var sket, indtraf samme aften. Næste dag, klokken 18, læste jeg den tale op i mikrofonen, som alle kender.”

Denne tale indledes med disse stolte ord: ”Frankrig har tabt et slag, men Frankrig har ikke tabt krigen... Intet er tabt, thi denne krig er en verdenskrig...”

Da Paris befries af de allierede den 25. august 1944 (efter invasionen i Normandiet den 6. juni samme år), er det den høje general, der tiltrækker sig opmærksomheden, idet de Gaulle med en stor selvbevidsthed paraderer ned ad l’Avenue des Champs Élysées i selskab med andre prominente krigere, og efter krigen blev Frankrig ligestillet med de tre andre allierede, England, USA og Sovjetunionen, og bliver således også en af besættelsesmagterne i det slagne Tyskland.

Imidlertid gik tingene ikke i de Gaulles retning efter befrielsen: Den 13. november 1945 skulle parlamentet finde ud af, om det ville kunne stemme for de Gaulle som statsoverhoved, hvilket man gjorde næsten énstemmigt, omend de Gaulle i sine erindringer lidt sarkastisk omtaler dette som en hyldest til hans tidligere bedrifter, men ikke til, hvad fremtiden kunne finde på at bringe.

På dette tidspunkt var Winston Churchill for øvrigt på privat besøg i Paris, efter at han havde måttet forlade posten som premierminister, da de konservative havde tabt parlamentsvalget i juli samme år, og han var nu blevet inviteret til frokost hos de Gaulle.

Da de Gaulle skulle danne ny regering, opstod der problemer, da kommunistlederen Maurice Thorez, der repræsenterede det største parti, insisterede på at få tildelt de tre vigtigste ministerier: Indenrigs-, udenrigssamt forsvarsministeriet.

Dette krav afviste de Gaulle imidlertid, og da han den 17. november 1945 over radioen appellerede til sine landsmænd om at forstå, at han i spidsen for en national samlingsregering ikke kunne betro landets forsvars- og udenrigspolitik til hvem som helst (han nævnte ikke kommunisterne ved navn), vakte det stort røre.

Men de Gaulle ville stadig ikke acceptere kommunisternes krav og overvejede muligheden for at rejse til Canada i en periode, hvis han måtte opgive at danne regering.

Der blev så i sidste ende opnået et kompromis, så kommunisterne i stedet fik tre økonomiske ministerier, men i løbet af den første måned af 1946 forværredes landets økonomiske situation, og den kommission, der skulle komme med et udkast til Den Fjerde Republik, barslede med noget, der gjorde de Gaulle nervøs, idet det så ud til, at man ville svække den udøvende magt i den nye ”grundlov” mere, end det for eksempel havde været tilfældet i Den Tredje Republik, som havde fået skyld for mange af de kalamiteter, som havde ramt Frankrig.

De Gaulle trådte således tilbage som statschef den 20. januar 1946 og overlod posten til en ubetydelig socialist, Félix Gouin.

Og så begyndte et nyt afsnit i den berømte generals spændende liv, idet han nu kom ud på en ørkenvandring uden større indflydelse gennem 12 år med afkolonisering som ét af de springende punkter, hvor Frankrig måtte forlade Indokina (Vietnam, Cambodia, Laos) efter det forsmædelige nederlag ved Dien Bien Phu den 6. maj 1954, hvorefter amerikanerne landede midt i hvepsereden, og også de endte med at tabe kampen.

Efter at den håbløse Fjerde Republik i et stykke tid havde været tjenlig til udskiftning, vendte de Gaulle tilbage til magten som præsident og fik dannet den nuværende Femte Republik, der var som skræddersyet til ham med store beføjelser til præsidenten, der vælges ved almindelig og direkte folkeafstemning for en periode af syv år, der kan fornys én gang, men som dog fra præsident Jacques Chiracs anden periode og videre frem er blevet forkortet til fem år.

Den store bedrift i de Gaulles første periode, thi han blev genvalgt i 1965, er, at han fik afsluttet den blodige krig i Algeriet, som ved Évianaftalen i 1962 blev selvstændigt (idet Frankrig undgik borgerkrig), og da han endelig trak sig efter at have tabt en betydningsløs folkeafstemning i april 1969 om blandt andet de nye regioner, havde han også overlevet studenteroprøret i maj 1968 og fik kun godt ét år mere på denne jord, inden han den 9. november 1970 døde af en aneurisme hjemme i Colombey-les-Deux Églises, mens hans kone var ved at lave aftenkaffe, og han så de sidste nyheder. Dagen efter erklærede hans efterfølger, Georges Pompidou, om denne kæmpe: ”De Gaulle er død, Frankrig er blevet enke.”

Per Lund-Rasmussen er tidligere lektor.