Sørine Gotfredsen skriver den 20. juli i Kristeligt Dagblad, at en befolkning bør kende til forholdet mellem kriminalitet og etnisk baggrund. Sørine Gotfredsen bør til gengæld kende til forholdet mellem etnicitet og socioøkonomiske problematikker, før hun drager forhastede konklusioner.
Mit spørgsmål er: Har Sørine Gotfredsen og andre, der gerne vil sammenkæde etnicitet og kriminalitet, forsøgt at sætte sig ind i den årsagsrække, der kan ligge til grund for vold og berigelseskriminalitet?
Eller er det nemmere blot at indtage en holdning ud fra konstateringen af, at kriminelle med udenlandsk baggrund er overrepræsenteret i de danske arrester og fængsler?
I mit arbejde som arresthuspræst møder jeg de mennesker, Sørine Gotfredsen taler om. Og der er mange af dem. Men måske vi kunne spørge, hvorfor der er mange af dem?
Legitimiteten i at indtage den holdning, at man er kriminel, fordi man er somalier, araber eller kurder, er yderst begrænset, for den levner ikke plads til de nuancer, der er med til at skabe et menneskeliv.
Mange af de mennesker, jeg møder som arresthuspræst, har været udsat for så voldsomme ting, at det kan være svært at forestille sig, at man skulle kunne ende andre steder end i kriminalitet. Det drejer sig om omsorgssvigt af forskellig grad, en opvækst præget af overgreb og vold, manglende forbilleder og alt for få forpligtende fællesskaber. De fællesskaber, man er vokset op med og kender til, er fællesskaber, hvor vold er blevet en normal måde at udtrykke vrede på.
Mange af de unge mennesker er vokset op med forældre med en form for PTSD eller traumer, og de bærer deres forældres smerte videre. For de er smertens børn, der ikke kan lykkes i at blive en del af positive fællesskaber, men kan finde plads for deres smerte og vrede i negative af slagsen. Det gælder i øvrigt også for langt de fleste af de etniske danskere, der er i arresten. Jeg har endnu til gode at møde en voldsmand, der ikke selv har været udsat for vold.
For nogle indsatte med anden etnisk baggrund gælder det – som for alle andre – at de ikke formår at tage ansvar for deres liv og derfor ender i kriminalitet, fordi det er den lette vej til penge. Men i dette tilfælde kan man spørge, hvad årsagen er til det. Tidligere hed de kriminelle primært Brian og Johnny og kom fra blokkene. Nu hedder de typisk Abdullah og Mahmoud – men de kommer fortsat fra blokkene. Hvad Brian, Johnny, Abdullah og Mahmoud har tilfælles er altså blokkene. Blokkene som symbolet på sociale og økonomiske begrænsninger. At nogle, heriblandt Sørine Gotfredsen, øjensynligt gerne vil gøre kriminalitet til et spørgsmål om etnicitet, er altså en forenkling af en kompliceret kæde af årsager.
Hvad kriminelle har brug for, er – som alle andre – at blive set og mødt som mennesker. Hvis vi møder dem som sådan i stedet for først og fremmest at møde deres etnicitet, så kan der måske være håb for forandring. Det er årsagerne til kriminaliteten, vi skal bekæmpe. Ikke mennesker.
Sidsel Hornemann er sogne- og arresthuspræst i henholdsvis Vor Frue Kirke og Aarhus Arrest.