Prøv avisen

Søster til Marie Krarup: Det er DF og ikke Marie Krarup, der foretager en faneflugt

"Min søster, Marie Krarup, kan sagtens svare for sig selv og behøver ikke sine søstre til at forsvare sig. Men jeg må have luft for min vrede over Søren Espersens (DF) anklage mod hende for faneflugt," skriver Agnete Raahauge (t.v.). Foto: Lene Esthave og Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Agnete Raahauge

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Dansk Folkeparti valgte at sænke fanen og stikke af, da kugleregnen blev ubehagelig, og partiets nationalkonservative image viste sig kun at være et overfladisk image

Min søster, Marie Krarup, kan sagtens svare for sig selv og behøver ikke sine søstre til at forsvare sig. Men jeg må have luft for min vrede over Søren Espersens (DF) anklage mod hende for faneflugt, fordi hun har offentliggjort sin beslutning om ikke at opstille ved næste folketingsvalg og angivet Dansk Folkepartis holdningsskifte i spørgsmålet om drengeomskæring som en af grundene.

Dansk Folkeparti gjorde i sommer meget ud af igen at holde fanen højt som et nationalkonservativt parti – det eneste af sin slags i Folketinget.

At Dansk Folkeparti nu vælger at anbefale et forbud mod jødernes ældgamle pagtstegn, omskæringen på ottendedagen af drengebørn, afslører med skuffende tydelighed, at det nationalkonservative image var – netop overfladisk image.

For Dansk Folkeparti valgte at sænke fanen og stikke af, da kugleregnen blev ubehagelig.

I modsætning til omskæring af piger er drengeomskæring ikke, som det historieløse hygiejne-religiøse hylekor påstår, børnelemlæstelse, og jødiske forældre er ikke børnemishandlere.

Det er ikke mange årtier siden, at omskæring også blandt læger regnedes for et fornuftigt hygiejnisk indgreb, og i USA er et stort antal ikke-jødiske mænd omskårne.

Den hast, hvormed stemningen mod det lille indgreb er vendt, tyder på, at det nok så meget er en ideologisk feber, som det er reelle medicinske grunde, der har grebet folk.

Drengeomskæringen har i årtusinder været det jødiske folks tegn på tilhørsforholdet til det folk, som Gud udvalgte sig som ejendomsfolk. Det folk, som Kristus skulle fødes i på Jorden.

Derfor bliver kristne ikke omskåret, for vi tror på evangeliet: at troen på Kristus er den hjertets omskærelse, som den fysiske omskærelse var og er det forløbige tegn på.

Men det skal ikke få os til at forbyde jøderne at holde det pagtstegn i hævd, som er deres folks mærke.

Tværtimod bør ethvert folk, der stadig vil forstå og forsvare sig selv som et folk med en fælles forpligtende historie, højagte jødernes trofasthed mod den pagt, der gjorde dem til et folk. I 2000 års udlændighed, på trods af forfølgelser, progromer og udryddelser, har de bevaret erindringen om sig selv som folk – og her har omskæringen, så sær og stødende, den måtte forekomme moderne mennesker, haft afgørende betydning.

De danske jøder har samtidig med bevarelsen af bevidstheden om, at de tilhørte et andet folk end det danske, gennem 400 år været loyale og lovlydige danskere.

Deres pagtstegn har de båret usynligt for os andre og ikke skiltet med det som et tegn på egen renhed over for vores vantro.

Forslaget om forbud mod drengeomskæring afslører en afgrundsdyb foragt for historien og for ethvert folkeligt forpligtende bånd. En foragt for, at ethvert menneskebarn fødes ind i en slægts- og familiesammenhæng, som bestemmer det som andet og mere end en vægtløs boble på tidernes strøm.

For forslaget er et angreb på den enkelte families ret til at opdrage sine børn i den nedarvede tradition, de er udsprunget af.

Derfor er Dansk Folkepartis anbefaling af et forbud mod drengeomskæring ikke et mindre politisk detailspørgsmål, men det rokker ved hele Dansk Folkepartis nationalkonservative karakter. Det er en faneflugt, der vil noget.

At partiet har stillet tre medlemmer fri til at stemme imod forslaget, gør ikke partiets faneflugt mindre, men viser bare, at partiet stadig gerne vil bevare et par nationalkonservative fjer at pynte sig med, mens det løber fra fanen.

Men det ændrer ikke ved, at det er Dansk Folkeparti, der begår faneflugt, og min søster nægter at flygte sammen med partiet. Fanen skulle vel også gerne betyde mere end partiet, eller hvad?

Agnete Raahauge er sognepræst i Hørup og redaktør af Tidehverv.