Små børns aflevering i institution er ofte fulgt af adskillelsesgråd. Det er så indgroet i vores forståelse af pasningskulturen, at der nærmest er en forventning om en reaktion hos barnet, omend den ofte ikke er ønsket. Og det er egentligt absurd: Vi ønsker ikke, at barnet skal græde, når det afleveres, men accepterer alligevel normaliteten i det. Hvor ofte trøster vi ikke hinanden med: ”Det er normalt, de græder.”?
Lad os uddybe. Problemet er ikke, at barnet græder ved aflevering. Tværtimod. Det er et sundt tegn på tryg tilknytning til forælderen, at et lille barn græder, fordi dets forælder går. Set fra et biologisk og tilknytningsteoretisk perspektiv er det normalt, at barnet græder, hvis vi forlader barnet – men det er ikke normalt, at vi gør det. Det er kun gjort normalt, fordi vores såkaldte moderne kultur dikterer, at vi skilles fra vores børn for at arbejde eller studere, før de og vi er klar til det.
Det gennemsnitlige barn er 10 måneder, når det påbegynder ”indkøring” i institution. Det er ikke kognitivt i stand til at forstå, at forælderen kommer igen, hvorfor barnet naturligt føler sig forladt. Gråden er derved et forsøg på at kommunikere den utryghed, barnet mærker, og et forsøg på at få forælderen til at blive. Det er almindelig, sund tilknytningsadfærd, barnet udtrykker.
Ikke alle trygt tilknyttede børn græder ved aflevering – og ikke alle utrygt tilknyttede børn græder. Men mange børn græder, og den gråd gøres til et problem på forkerte præmisser, nemlig arbejdsmarkedets præmisser, fordi gråden vanskeliggør adskillelsen mellem forældre og barn. Men adskillelsesgråd er i sig selv ikke et problem. Problemet er, at denne gråd, som kommunikerer, at barnet ikke vil forlades, overhøres. Forælderen går alligevel, for de bliver trøstet med ordene ”det går jo over om lidt” og ”han skal lære, at vi godt kan trøste ham” af pædagogerne.
At et barn græder, er altså et sundt tegn, men det er ikke en sund respons, at vi forældre går. Og alleroftest er det jo slet ikke forældrenes ønske at gå – men de føler sig pressede, enten af arbejdet eller studiet, der forventer deres tilstedeværelse og indsats, eller en forældrekultur, der fortæller dem, de er ”pylrede”, ”overbeskyttende”, ”curling”, ”for knyttet til deres børn” eller lignende.
Så oftest er det meningsløst at klandre forældrene. Det er hele det samfund, vi har opbygget, der nærmest umuliggør, at forældre kan vise sensitiv respons over for barnets behov, som oftest er, at vi ikke går fra dem – men i stedet respekterer deres behov for at blive hos forælderen.
Fordi børn græder, når deres primære omsorgspersoner går, er det blevet normalt i adskillelseskulturen, at de græder. Det sker ganske enkelt så ofte, at børnene forlades – og reagerer med gråd – at det er normalen. Denne normalitetsforståelse bruges så til at forsvare adskillelsen: ”Det er normalt, de græder” – underforstået: ”Du gør ikke noget forkert som forælder, og det er o.k., at du går”.
Den kultur er skadelig for barn såvel som forælder, for ingen er tjent med, at ens følelser bliver affejet med så reduceret en forståelse af adskillelsesgråd, som at ”det er normalt”. Basal kendskab til tilknytningsteori vil give forældre et langt større indblik i, hvad gråden betyder, og hvorfor det er vigtigt, vi lytter, responderer og handler på den.
Denne forvrængede normalitetsforståelse har sneget sig helt ind i børnebøgerne, hvor der er skrevet bøger specifikt om afskedsseancen. De er det, man kan kalde adskillelseslitteratur: litteratur rettet mod at beskrive, normalisere og ”lette” den adskillelse, som er nødvendig, når et barn går i institution. Den slags børnebøger er med til at vise børn, at deres gråd og ord ikke skal tages alvorligt og kan ”distraheres væk”. Den er med til at fortsætte normaliseringen af børns adskillelsesgråd, som opfattes problematisk i en adskillelseskultur, hvor der ikke er rum, tid, plads eller penge (!) til på en sund måde at håndtere, at børn protesterer over adskillelse.
Vi ønsker et samfund, hvor denne adskillelse, før den er ønsket af børn og forældre, ikke er nødvendig. Vi ønsker et samfund, hvor børns adskillelsesgråd kan blive hørt og imødekommet af de mange forældre, hvis hjerter dagligt rives itu, når de skal skilles fra deres grædende børn.
De spørgsmål, vi bliver nødt til at udforske, er: Hvad ville der ske, hvis adskillelsesgråd blev hørt? Hvad ville der ske, hvis det blev socialt og kulturelt accepteret – ja, måske endda forventet – at man ikke går fra et barn, der græder? Hvad hvis det ved lov var påkrævet, at indkøringen ikke må vurderes afsluttet, før barnet udviser tydelige tegn på tryghed? At man havde ret til (betalt) orlov, så længe barnet ikke var tryg i pasning? Hvad ville der ske, hvis sensitiv respons over for barnets behov gik forud for alt, vi gør på samfundsniveau?
Siff Marie Sahlholdt er ambassadør for Kulturkritisk Forum og cand.mag.
Mie Storm er stifter af Kulturkritisk Forum og filosof.
Anil Abildgaard er ambassadør for Kulturkritisk Forum og stud.jur.
Anne Damgaard er ambassadør for Kulturkritisk Forum og cand.jur.
Camilla Fredsgaard Dam er ambassadør for Kulturkritisk Forum og stud.mag.
Manja Holmelund er ambassadør for Kulturkritisk Forum og stud.mag.