Prøv avisen

Folketingskandidat: Det er ikke en menneskeret at få børn - hverken for kvinder eller mænd

Marie Høgh er sognepræst og folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti. Foto: Mikkel Møller Jørgensen

Marie Høgh

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Socialdemokratiet har et alvorligt demokratisk problem, hvis de er blevet så ideologisk forbenede, at der er helt legitime meninger, man ikke må have i debatten om familiepolitik uden at blive udskammet, skriver Marie Høgh (K)

Familiepolitik. Det er noget, alle partier fra venstre mod højre gerne vil gøre sig lækre på. Så længe det handler om legepladser, normeringer i institutioner og omsorgsklippekort, er det temmelig ufarligt. Men hvis man drister sig til at udfordre tidsåndens ideologiske rettighedstænkning og regnbuefarvede mangfoldighedskultur, kan man snart miste kors og bånd og stjerner og kandidatur til Folketinget, hvilket muligvis bliver udgangen på balladen om den socialdemokratiske folketingskandidat Simon Simonsen.

I et opslag på Facebook kom Simon Simonsen for skade at løfte et øjenbryn over, at Roskildeborgmesteren Joy Mogensen er blevet gravid med en anonym donor. Selvvalgt solomor. Det er ”ulykkeligt, at vi er blevet så selvcentrerede og egoistiske”, skriver Simon Simonsen og kalder soloforældreskab for et ”personligt frigørelsesprojekt, der handler om selvrealisering”.

Elegant var Simon Simonsen måske ikke over for sin partifælle, men jeg skal da også love for, at han fik læst og påskrevet, fordi han tillod sig at forsvare traditionelle familiemønstre, hvor barnet som udgangspunkt både har en mor og en far.

Socialdemokratiet har et alvorligt demokratisk problem, hvis de er blevet så ideologisk forbenede, at der er helt legitime meninger, man ikke må have i debatten om familiepolitik uden at blive udskammet.

Vi skal huske, at det ikke en menneskeret at få børn – hverken for kvinder eller mænd. Det er ikke alt i livet, vi kan få – men børn er blevet en mulighed for stort set alle. Og det er der meget godt at sige om.

Opfattelsen af familien er under forandring. Sådan er det, og det vil jeg slet ikke anfægte. Enlige eller homoseksuelle kan være fuldstændig lige så gode og kærlige forældre som heteroseksuelle. Selvfølgelig.

Men børnene, der kommer ud af foretagendet, er der sjovt nok ingen, der nævner i kønsdebatten, som donorbørnene er blevet fanget i.

Mennesket har en grundlængsel efter at føre slægten videre – det er en måde, hvorpå vi forstår os selv som mennesker i verden og i den sammenhæng.

Ligeledes bærer vi en medfødt længsel i os efter at kende fortællingen om, hvem vi er, og hvor vi kommer fra. Hvem vi har arvet den skæve næse, det blonde hår og fregnerne på næsen efter.

En livslang uforløst længsel, mange donorbørn med identitetsbrud de senere år har fortalt om i forskellige medier. Efter 40 år med donationer er 15.000-20.000 danskere født ved hjælp af sæd- eller ægdonationer – og som konsekvens af en ansvarsløs anonymitetslov kæmper mange af dem med rodløshed hele livet og leder efter slægtninge og søskende i grupper og fora på de sociale medier.

Vi må tage deres søgen efter genetisk ophav og deres eksistentielle sorg og fortvivlelse alvorligt.

Vi prøver altid uberettiget at give samfundet skylden for vores sjælelige utilpashed – men her bærer samfundet faktisk et ansvar. For når samfundet påtager sig ansvaret for at hjælpe barnløse med at få børn, bør det ligeledes påtage sig ansvaret for, at barnet har adgang til sit genetiske ophav, når det er myndigt.

Børnekonventionen taler om børnenes rettigheder – men jeg vil hellere kalde det samfundets pligt – eller en menneskepligt over for et andet lille menneske. Donormoderen eller -faderen skal selvfølgelig ikke have nogen juridisk forpligtelse over for barnet – og måske vil barnet aldrig opsøge vedkommende, men det skal have bevidstheden om, at det er muligt.

I Tyskland, Østrig, Holland, England – ja, selv i politisk korrekte og normopløste Sverige er donoranonymitet ikke tilladt. Men i Danmark trumfer rettighederne alle etiske, eksistentielle og åndelige hensyn.

Et donorbarn er både et ønsket, elsket og længe ventet barn – men det udfylder ikke hulrummet i hjertet. Et menneske er Guds skabning med det åndelige i sig, der længes efter at forstå sig selv – ikke i et reagensglasspejl, men i et ansigt. Og i en fortælling.

Marie Høgh er sognepræst og folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti.