Mistrivsel blandt børn og unge er udbredt. Men i stedet for at lytte til viden om børn, bliver vi ved med at sætte turbo på skift og skoling af de små. Og det får store konsekvenser for børnene.
Mindst 49 kommuner har over de seneste år eksperimenteret med en mere flydende overgang fra børnehave til skolegang med såkaldte mini-sfo’er.
Mens loven foreskriver, at danske børn starter i skolen i august det år, de fylder seks år, arbejder man nu mange steder med et mere eller mindre tvunget tilbud til forældrene om, at børnene begynder i skolefritidsordningen i løbet af foråret. Et tilbud fra marts, april eller maj måned, man kalder mini-sfo eller forårs-sfo.
Når vi læser materiale fra kommunerne om forårs-sfo’en, fremgår det, at denne er ment som en støtte til barnet, et initiativ, der skal skabe en glidende overgang fra børnehave til skole.
Men hvordan virker teorien i praksis? Hvad er der egentlig på spil ved at arrangere dette forårsspring ind i skolen for de femårige og nyligt seksårige børnehavebørn? Og er børnehaveklassen ikke tænkt til netop at facilitere denne overgang og tilvænning til skolelivet?
Der er mange store planlagte skift i barnets liv: fra hjemmet til vuggestuen til børnehaven til børnehaveklassen til skolen. Ud fra barnets perspektiv skal vi være varsomme med at planlægge endnu et forandrende skift, der sender barnets tilknytningssystem på overarbejde.
Store internationale undersøgelser har dokumenteret, at uheldige skift i små børns liv kan få livsvarige konsekvenser for børns trivsel og udvikling.
Børn fødes med evnen til at danne tilknytning til andre mennesker. Det sikrer barnets trivsel og udvikling, at der er tilstrækkeligt mange kærlige, parate og nærværende voksne, der responderer på barnets rækken ud efter tilknytning.
I begyndelsen er det naturligvis forældrene, der opfylder dette behov hos børnene. Siden er det pædagoger og andre fagpersoner, der er tilgængelige tilknytningspersoner for barnet. Det er så berettiget, at der er kæmpet for minimumsnormeringer i daginstitutionerne.
Derfor er det også så alvorligt, når kommunernes pædagogiske og psykologiske rådgivere observerer flere og flere børn landet over, der ikke er trygt tilknyttet til deres institutioner. Det er farligt for børnene, for når deres tilknytningssystem er ”tændt”, søger de primært ro og tryghed og har ikke overskud til at udforske verden og lære det, de skal.
Det er derfor tankevækkende, at vi i Danmark nu er i fuld gang med at indføre et helt nyt skift i børns liv: fra børnehave til forårs-sfo efterfulgt af skiftet fra forårs-sfo til skolestart – uden at nogen har sat spørgsmålstegn ved, hvad der driver og motiverer kommunerne til den nye, tidlige skolestart.
Vores pædagogiske erfaringer er i overensstemmelse med hjerneforskningen, der peger på, at børns hjerner først omkring seks-otteårsalderen er parate til at opfatte og optage læring i klasseværelset. Fem-seksårige børn skal ikke rykkes i forårs-sfo, for vi sætter børnene ind i sammenhænge, de ikke passer ind i, og det er ikke noget, vi kan træne dem til at mestre ved en for tidlig skolestart.
Hvis vi gjorde os klart, at det er dette spørgsmål, vi eksperimenterer med, når vi sender børnene i forårs-sfo, ville flere lokale byråd og forældre måske ikke så gnidningsfrit acceptere dette forsøg på at få børnene tidligere ind i skolen. Det er på tide, at vi får sagt det så højt, at det bliver hørt alle steder i vores samfund. Ikke mindst af forældrene: Børnehavebørn er ikke færdigudviklede og modne til at indgå i det effektive og travle præstationssamfund, vi har opbygget, i hvilket skolerne indtager en vigtig plads.
Når undersøgelser peger på, at omkring hvert femte barn i 11-årsalderen viser tegn på mistrivsel og ikke er glad for at gå i skole, så vil vi rejse spørgsmålet, om der kan peges på en sammenhæng mellem for tidlig skolestart og senere mistrivsel og skolevægring.
Vi mener, at vores børn i dag kommer alt for hurtigt ud af det ”barndommens rige”, vi som pædagoger er uddannet til at forstå og værdsætte, og som vi gerne vil dele viden om. Vi har brug for et paradigmeskift i grundsynet og opfattelsen af barndommen.
Vi bliver nødt til at sætte fokus på de afgørende udviklingsår, på børnenes behov og på de skift, der sker i denne periode.
Helle Heckmann er international konsulent. Rikke Rosengren er institutionsleder og Steiner-pædagog. Margot Freire er institutionsleder og Steiner-pædagog.