Prøv avisen
Debat

Paludan har også klædt Sørine Gotfredsen af – ikke kun kommentatorerne

Rasmus Paludan fyrer kugler af, som Sørine Gotfredsen har været med til at støbe, mener præstevikar og tidligere sognepræst Peter Grønlykke. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Peter Grønlykke

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Sørine Gotfredsen hører selv til den gruppe af teologer, der igennem de senere år har bidraget til kritikken af islam og til den almindelige skepsis over for at modtage flygtninge og indvandrere, skriver tidligere sognepræst

Sørine Gotfredsen hævder i sin mediekommentar den 29. april, at Rasmus Paludan ”klæder kommentatorerne af” med sin noget bizarre og grove måde at skænde koranen på.

Det er Sørine Gotfredsens opfattelse, at ”den intellektuelle debat” igennem de senere år burde have leveret baggrund for den modstand mod islam, som med Paludans optræden har fået tilføjet nye aspekter fra ”det mere anarkistiske og følelsesfulde folkedyb”, som det hedder.

Sørine Gotfredsen hører selv til den gruppe af ikke mindst teologer, der igennem de senere år har bidraget til kritikken af islam og til den almindelige skepsis over for at modtage flygtninge og indvandrere. Hun var med i kredsen af præster, der dannede det, der kaldtes Islamkritisk Netværk, og som hvad forholdet til flygtninge og indvandrere angår har ligget på Dansk Folkepartis linje.

Så det er rigtigt, hvad Sørine Gotfredsen siger, at det, som især en gruppe præster med tilknytning til Tidehverv og Dansk Folkeparti har skrevet og udtalt sig om vedrørende islam og muslimer, nu virkelig har slået rod i folkedybet på en både vulgær og grov måde.

Såfremt Sørine Gotfredsen er af den opfattelse, at teologiske og akademiske overvejelser også har forbindelse til en menneskelig virkelighed i folkedybet, så synes jeg rent ud sagt, at hun må vedkende sig at have været med til at støbe de kugler, andre nu fyrer af.

Sørine Gotfredsen har sammen med en lang række andre såkaldte intellektuelle blandt både kristne og ateister været med til at støtte den folkelige frygt og det ubehag ved islam, der nu slår ud i højreradikal ekstremisme.

Her synes jeg, man kunne have forventet andet end den rent kritiske og temmelig konfrontatoriske holdning, som både kristne og ateister har bidraget med. Herunder også Sørine Gotfredsen.

Enhver kritik må være ledsaget af et positivt modspil. Vi har ikke så stærk og selvfølgelig en kulturel identitet, at vi bare kan tage dette positive modspil for givet.

Her må den kristne kultur reformulere sig i en ny opbyggelighed og dannelsesforståelse, som kristne vil stå inde for, og som også kunne rumme genkendelse og anerkendelse hos muslimer og i islam.

Det er ikke kun kommentatorerne, Rasmus Paludan har klædt af. Det er også islamkritiske intellektuelle som Sørine Gotfredsen.

Peter Grønlykke er præstevikar og tidligere sognepræst.