Prøv avisen
Debat

Kunsten er ikke at skabe opmærksomhed om kirken – men at lede den væk fra sig selv og hen på evangeliet

Når jeg har holdt børnegudstjenester med forskellige ”virkemidler”, har jeg altid haft som tommelfingerregel, at gudstjenesten skal have en form og et indhold, som kan tåle, at der måske senere står en kiste med et af de deltagende børn i samme kirkerum. De to begivenheder må ikke skrige mod hinanden. Den tankegang værner mod mange vildfarne idéer, men udelukker jo ikke en festlig gudstjeneste, skriver pastor emeritus. Foto: Kåre Gade

Laurids Korsgaard

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Bruger man kirkerummet til ”alting”, forregner man sig alligevel. Gøgl, flimmer og popsmarte pædagogiske påfund kan hurtigt komme til at skygge for eller stjæle opmærksomheden fra evangeliet, skriver pastor emeritus

Diskussionen om, hvornår gudstjenestefornyelse bliver til gøgl og flimmer, dukker jævnligt op. Der er åbenbart et vedvarende problem.

Engang blev vi i den kirke, jeg var ansat ved, opfordret til at lægge hus til en såkaldt ”free style gudstjeneste”. Som virkemidler skulle der blandt andet bruges rockmusik, farvet røg, diskolys og en storskærm, hvor der skulle vises bønner, sendt som sms fra de unge deltagere. Vi sagde naturligvis nej.

Men jeg tænkte, at det kunne være spændende at præsentere idéen (uden at tilkendegive min egen holdning) for konfirmanderne og høre deres reaktioner. En afstemning blandt dem viste et klart flertal (størst blandt pigerne) imod eksperimentet. Begrundelserne var blandt andet, at det var for barnligt og ikke hørte til i en kirke. Især én piges svar mejslede sig ind i min hukommelse: ”Måske skal der bagefter være en begravelse fra kirken. Så vil det være ondt over for den døde, at sådan noget er foregået i den samme kirke, som den dødes kiste står i.”

Denne 13-årige pige havde fattet, at i kirken samles vi, når glæden og sorgen er alvor. Og det stiller særlige krav til vor adfærd i rummet. Da vi få uger senere måtte begrave en af konfirmandernes mor fra det samme kirkerum, var jeg glad for at have afvist eksperimentet.

Når jeg har holdt børnegudstjenester med forskellige ”virkemidler”, har jeg altid haft som tommelfingerregel, at gudstjenesten skal have en form og et indhold, som kan tåle, at der måske senere står en kiste med et af de deltagende børn i samme kirkerum. De to begivenheder må ikke skrige mod hinanden. Den tankegang værner mod mange vildfarne idéer, men udelukker jo ikke en festlig gudstjeneste.

I princippet kan alt jo foregå i en kirke. Men bruger man kirkerummet til ”alting”, forregner man sig alligevel. Gøgl, flimmer og popsmarte pædagogiske påfund kan hurtigt komme til at skygge for eller stjæle opmærksomheden fra evangeliet.

For 30-40 år siden skrev den tænksomme Poul Dam, folketingsmedlem for SF, en klog advarende artikel i Kristeligt Dagblad om ”det kirkelige pjat”. Siden da er den kirkelige hittepåsomhed nærmest gået grassat, dog uden at man vist af den grund sporer en større folkelig indsigt i, hvad det kristne evangelium er. Ofte oplever man, at folk efter en ”alternativ” gudstjeneste taler om, hvor frisk og moderne præsten var, mens man har glemt alt om, hvad der blev sagt og sunget. Så har formen kvalt indholdet – eller også var indholdet bare for tyndt.

Kirken og dens aktører har altid samme opgave som Johannes Døberen: at lade Kristus vokse, mens man selv bliver mindre. Vi skulle jo nødigt ende derude, hvor kirkegængerne i deres stille sind mistænker de ”optrædende” præster, organister eller kunstnere for at opfatte Guds hus som kulisser for deres egen selviscenesættelse.

Det er ingen kunst at skabe opmærksomhed om og i kirken. Kunsten er at lede opmærksomheden væk fra sig selv og hen på det evangelium, der både forarger og opbygger.

Laurids Korsgaard er pastor emeritus.