Prøv avisen
Debat

Vi skal normalisere det uperfekte

”At blive forældre skaber nye vilkår som par. Nogle kan opleve, at det skaber større nærhed som par at få et lille barn, og andre kan opleve, at det kan skabe distance,” skriver Lisbeth Andreassen Ryelund fra Folkekirkens Familiestøtte. – Arkivfoto: Leif Tuxen.

Lisbeth Andreassen Ryelund, konstitueret leder af Folkekirkens Familiestøtte

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Det er når vi møder hinandens sårbarheder, at vi knytter bånd til hinanden, lyder det fra Folkekirkens Familiestøtte

FOR IKKE så længe siden var jeg på besøg i en af vore barselscaféer. Et tilbud, vi har startet i Folkekirkens Familiestøtte for forældre, som går hjemme på barselsorlov, og som gerne vil møde andre småbørnsforældre og høre andres hverdagsfortællinger om glæder og bekymringer ud fra dagens tema.

Som optakt til hver gang i barselscaféen er der et budskab om, at her mødes vi som mennesker med vores styrker og vores sårbarheder, og at her er der plads til dig, kære far eller mor, som du er.

Et meget befriende budskab at blive taget imod med. Det er et budskab, der for mig at se er godt at minde hinanden om i al almindelighed – at vi er velkomne i verden, som dem vi er. At budskabet gør indtryk og skaber en særlig atmosfære hos forældre med et lille nyfødt barn, er helt tydeligt.

I en undersøgelse foretaget for tre år siden viste det sig, at mange forældre på barselsorlov oplever en ensomhed og mangler et rum, hvor der kan tales om de svære følelser. Et rum, hvor man er fri for det perfekte glansbillede, et rum, hvor man ikke skal leve op til nogens forventninger om det glade børnefamilieliv.

Småbørnsfamilier beskriver, hvordan de oplever sig mødt af en uforståenhed fra bedsteforældregenerationen, der kan betragte det som luksuriøst, at der er mulighed for lang barsel. De kan også blive mødt af en uforståenhed hos venner, som ikke har børn, og som måske selv længes efter orlov fra arbejde eller studium.

Og her står de: Småbørnsfamilier, som alligevel oplever ensomhed, svære følelser og derudover ikke kan tale med de nære omkring det uden at komme i kontakt med utaknemmelighed eller måske skyld.

PÅ DENNE JANUARDAG SATTE VI fokus på parforholdet. At blive forældre skaber nye vilkår som par. Nogle kan opleve, at det skaber større nærhed som par at få et lille barn, og andre kan opleve, at det kan skabe distance. De blev sat til at tegne et hus med navne på dem, der bor i deres hus.

Og derefter tegnede de skyer og sole, som lige nu påvirkede parforholdet. Skyer for noget, der skaber afstand i parforholdet eller måske bekymringer. Sole for noget, der skaber nærhed og tryghed i parforholdet.

Tegningerne medførte en meget nærværende samtale. En forælder havde tegnet en sky og fortalte, at hun og hendes mand havde glædet sig til at få et barn sammen og havde forventet, at barnet ville få dem til at rykke tættere sammen som par. Men skyen på tegningen viste det modsatte. De havde ikke været så langt væk fra hinanden før, og det bekymrede hende.

En anden havde tegnet en sol og fortalte, at det fælles ansvar for det lille barn havde skabt en fornyet intimitet og nærvær i parforholdet, som hun var dybt taknemmelig for. En tredje havde tegnet en sky, hvori der stod ”ensomhed”. Hun gik hjemme med det lille barn og var i kontakt med en dyb ensomhed, som gjorde hende trist.

SÅ FORSKELLIGE FORTÆLLINGER. Og der kom mange flere. Alle tog mod til sig og fortalte om at få forældreskab og parforhold til at gå hånd i hånd. De inspirerede hinanden, de lyttede og vigtigst af alt: Der var plads til alt det uperfekte.

En teolog lærte mig engang, at det er, når vi møder hinandens sårbarheder, at vi knytter bånd til hinanden. Det var præcis, hvad jeg så ske der på rullemadrasserne med de små babyer liggende pludrende, mens forældrene talte sammen. Der blev knyttet bånd. Det var forløsende for forældrene at finde et rum, både fysisk og mentalt, hvor der var ord for det uperfekte, hvor der kunne fortælles om sårbarheder, og hvor andre bakkede op og gav plads. Som en deltager sagde til mig bagefter, så gik hun altid hjem derfra og følte sig som et helt menneske.

Min søn spurgte mig forleden dag, hvad mine tre største ønsker for verden er. Et fint og stort spørgsmål. Jeg svarede, at på den ønskeseddel var helt klart et ønske om, at vi tør gøre os sårbare, at vi er villige til at normalisere, at det at være menneske ikke kun er lykke og glæde, men også alt det andet. At vi giver plads til alt det uperfekte, det menneskelige, og derigennem knytter bånd til hinanden. Det har vi brug for som mennesker og også som samfund.

Lisbeth Andreassen Ryelund er konstitueret leder af Folkekirkens Familiestøtte.

Jeg ønsker, at vi er villige til at normalisere, at det at være menneske ikke kun er lykke og glæde, men også alt det andet.