KFUM-spejder: Det er skræmmende, hvor lidt børn er i naturen

I naturen er der ingen vindere eller tabere. Der er ingen definerede rammer for, hvad der er rigtigt og forkert, og der er ingen kasser, man skal passe ind i, skriver medlem af KFUM-Spejdernes hovedbestyrelse

Børn i dag er faktisk kun halvt så meget i naturen, som deres bedsteforældre var, da de var børn, skriver Tobias Simonsen fra KFUM-Spejderne. –
Børn i dag er faktisk kun halvt så meget i naturen, som deres bedsteforældre var, da de var børn, skriver Tobias Simonsen fra KFUM-Spejderne. – . Foto: Bjarke Ørsted/Ritzau Scanpix og Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.

For mig er naturen grundlaget for enhver levende by, og jeg mener, naturen har en stor indflydelse på vores opdragelse og den måde, vi opfører os på over for hinanden.

Når jeg går igennem København, kan jeg godt blive lidt urolig for, om vi har glemt, hvor vi kommer fra. Tydeligt stressede tyer vi til beroligende hjælpemidler som energidrik og cigaretter i stedet for at gå en tur langs havnen eller løbe en tur.

Jeg voksede op i et rækkehus med have, hvor min mor dagligt måtte vaske mit beskidte tøj. Jeg fik lov til at kravle i de højeste træer, og hvor mine venners forældre råbte ”pas nu på”, havde mine forældre heldigvis den holdning, at hvis jeg kunne komme op i træet, kunne jeg vel også komme ned igen. Det betød også, at jeg i skolen gik med lange ærmer for at dække mine blå mærker, så lærerne ikke troede, at jeg blev mishandlet derhjemme.

For naturen lærer os at tage ansvar, og at handlinger har en konsekvens. Naturen har formet min motorik. Naturen har sendt mig på alverdens eventyr og givet mig redskaber til at være nysgerrig på den verden, der omgiver mig.

Jeg oplever, at vi i dag har mere fokus på at opstille formlen for den perfekte opdragelse og karriere frem for at koncentrere os om den verden, vi er en del af.

Jeg ved godt, at tiderne hele tiden skifter, med indtog af e-sport og sociale medier, men for at være klar til de udfordringer, der kommer, bliver vi nødt til at være tæt på vores rødder. Og det kan naturen hjælpe os med.

Børn i dag er faktisk kun halvt så meget i naturen, som deres bedsteforældre var, da de var børn. Den udvikling er rigtig skræmmende, for er vores brug af naturen virkelig reduceret til at cykle til arbejde eller at tage på festival?

I naturen er der ingen vindere eller tabere. Der er ingen definerede rammer for, hvad der er rigtigt og forkert, og der er ingen kasser, man skal passe ind i. Det står i skarp kontrast til vores øgede fokus på præstation og effektivisering frem for tid og respekt for den enkeltes behov og læring.

På samme måde vil vi gerne lave byplanlægning effektivt og stringent. Vi laver derfor grønne områder ved at indsætte græsplæner og pyntetræer. Jeg tror, at vi hele livet skal mindes om vores tilknytning til hinanden og naturen.

Derfor så jeg gerne, at vi plantede frugttræer og vilde naturområder med plads til alverdens insekter og planter som supplement til vores græsplæner i byerne.

Jeg kan ikke tælle, hvor mange gange jeg har spist mig mæt i mirabeller, og hvordan jeg har lært ikke at knække de grene, mirabellerne skal voksne på.

Jeg drømmer om en by, hvor vi tager ansvar for hinanden. For hinandens sundhed, hvor vi mødes i stedet for at skrive sammen. En by, hvor vi danner hele mennesker i stedet for at danne mennesker til at passe i kasser.

Der er så meget, vi kan lære af naturen. Naturen er for os alle, uanset om du cykler til arbejde, eller om du spiller fodbold i parken. Naturen former os som mennesker og giver os styrke hele livet.

Jeg er derfor helt overbevist om, at adgang til natur er grundlaget for levende byer. Vi mødes i naturen, vi spiser den, og den inspirerer os.

Så næste gang du har lyst til en Red Bull, så gå en tur og få lidt mudder på knæene i stedet for.

Tobias Simonsen er medlem af KFUM-Spejdernes hovedbestyrelse.