Det er svært at retfærdiggøre at afvise sørgende i kirkedøren. Især når tusindvis af Brøndby-fans fejrer mesterskab

Fra et præsteligt synspunkt synes det meningsløst, at pårørende ikke må samles i kirken for at sige et sidste farvel til deres elskede.

Det vækker harme, når tusindvis af fodboldfans var samlet ved stadion i Brøndby til fejring tidligere på ugen, mens man fortsat må afvise kirkegængere i døren, mener Signe Helbo.
Det vækker harme, når tusindvis af fodboldfans var samlet ved stadion i Brøndby til fejring tidligere på ugen, mens man fortsat må afvise kirkegængere i døren, mener Signe Helbo. Foto: Olafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix og Johanne Teglgård Olsen

I mandags sad jeg hjemme i sofaen opfyldt af glæde efter en velfejret pinse med gudstjenester og salmesang både inde og ude. Tv’et blev tændt, og fodbold blev set. Vi skulle se, om det kunne lykkes Brøndby at hive sejren hjem. Det kunne det – til stor glæde for fans i gult og blåt. En rørende glæde, der under normale omstændigheder ville have en afsmittende effekt på mig. Alligevel blev glæden for mit vedkommende kilde til det modsatte.

Da kampen fløjtedes af, susede fans ind på banen til tydelig irritation for spillerne, der formentlig gør, hvad de kan, for at holde sig smittefri i denne tid. Uden for stadion var kaos endnu større, og den gule slange af fans, der marchede gennem byen, er blevet vist vidt og bredt. I den euforiske beruselse – for manges vedkommende nok forårsaget af mere end glæde – blev restriktionerne brudt. Præcis som de, der har indført restriktionerne, har forudset. For sådan en forudsigelse er vel årsagen til, at blandt andet natteliv og festivaller ikke bliver åbnet og muliggjort?

Den harme, det fremkaldte hos mig, skyldes ikke smålighed over, at nogle bryder de gældende restriktioner. Enhver må bære sit ansvar, og vi skal passe på med at dømme hinanden for hurtigt. Dét, man derimod med god grund kan tillade sig at harmes over, er selve begrundelserne bag restriktionerne.

Fra et præsteligt synspunkt synes det meningsløst, at pårørende ikke må samles i kirken for at sige et sidste farvel til deres elskede. Selv uden sang, der forståeligt nok indebærer en større smitterisiko, er kirkerne underlagt betydelige deltagerrestriktioner. Det kan jeg dels forstå – men det er meget svært at retfærdiggøre afvisninger af elskende mennesker i sorg i kirkens dør, når man ser billeder fra begivenheder som mandagens fodboldkamp. Dertil kan nævnes konfirmanderne, der venter og venter, og alle de kærestepar, der har måttet udskyde deres bryllup, fordi de gerne vil have deres nærmeste med som vidner til deres kærlighed.

Måske det dog alligevel giver mening (det følgende bør læses med en vis mængde sarkasme): Fodbold spilles jo udenfor! Samtidig er der ingen lobbyister fra kirken, der lægger økonomisk pres på landets ledelse. Alt, hvad vi har, er Ordet til trøst og sjælefred – ligesom kulturlivet i øvrigt ikke har andet at byde på end dannelse og refleksionsnæring til befolkningen. Hvad skal vi dog bruge det til? Vi skal tilsyneladende alligevel nødigt tænke for meget selv.

Ministeren på området, Joy Mogensen (S), har givetvis ikke meget at skulle have sagt over for de beslutninger, der træffes højere oppe i det politiske hierarki. Dog kan det igen og igen skuffe, at hun ikke desto mindre slår et slag for, at de sektorer, hun er minister for, er samfundsbærende. Kultur og ånd er dét, vores lands rødder og værdier bygges på – også selvom det ikke er dér, økonomien stråler stærkest. Et land lever ikke af brød alene. Hvor ville det klæde regeringen, eller i det mindste ministeren, at have øje for det, når de begrunder restriktionerne.

Denne indvending er ikke ment som en anke mod fodbolden. Jeg havde selv fornøjelsen af at drikke en længe ventet fadøl på stadion for få uger siden og er ganske bevidst om, at for inkarnerede fans er en tur på stadion vigtigere end en tur i kirken. I stedet er det et forsøg på at understrege den manglende logik, restriktionerne udstråler, samt en appel til at man genovervejer, hvad der er bærende for vores samfund. Det vigtigste i vort liv er forhåbentlig de mennesker, vi deler det med – tænk sig, ikke at måtte være med til deres afsked.

Slutteligt – og fritaget fra alskens sarkasme: tillykke til Brøndby med sejren, trods alt!

Signe Helbo er valgmenighedspræst i Norddjurslands Valgmenighed.