Det er sygeplejerskens ansvar at tage initiativ til åndelig omsorg - ikke patientens

God sygepleje indebærer at skabe et rum, hvor det er legitimt at tale om håb, skyld, tro og tvivl. Det gør vi ikke ved passivt at vente på, at patienten samler sig mod til at begynde, skriver formanden for Dansk Kristelig Sygeplejeforening

Det er et misforstået hensyn at tro, at man respekterer patientens privatsfære ved ikke at stille åndelige spørgsmål, skriver Grete Schärfe, formand for Dansk Kristelige Sygeplejeforening.
Det er et misforstået hensyn at tro, at man respekterer patientens privatsfære ved ikke at stille åndelige spørgsmål, skriver Grete Schärfe, formand for Dansk Kristelige Sygeplejeforening. . Foto: Iris / Ritzau Scanpix.

”Som læge bør man have forståelse for, at religion og andre eksistentielle spørgsmål kan have betydning for patienten.” Det mener Egil Bargfeldt, religionssociolog, ansat i den kirkelige funktion på Rigshospitalet. Udtalelsen kommer i et indlæg i Kristeligt Dagblad fredag i fredags: ”Kristne læger: Tro og arbejde må gerne forenes.” Artiklen er en reaktion på kritik af en muslimsk læge, der har optrådt i kittel og rådgivet fastende muslimer.

I Dansk Kristelig Sygeplejeforening har vi beskæftiget os med den eksistentielle og åndelige omsorg gennem mange år. Vi er enige i, at det hører naturligt med i omsorgen for det hele menneske at forholde sig til trosmæssige spørgsmål.

Vi er også enige med læge Ole Hartling i, at det ikke handler om at missionere eller pådutte patienten noget, sådan som han citeres for i samme artikel.

Et enkelt punkt ser vi dog forskelligt på. Ifølge artiklen mener Ole Hartling, at ”det alene må være på patientens initiativ, hvis en læge skal indgå i en åndelig relation med vedkommende”. Vi kan ikke udtale os om, hvad en læge bør gøre i en given situation.

Men som sygeplejersker anser vi det ikke som god sygepleje at lade den eksistentielle eller åndelige omsorg alene afhænge af patientens eget initiativ. Som bekendt hersker der stor blufærdighed på det åndelige område. Er det rimeligt at forvente, at patienten selv skal bryde barrieren?

For nogle år siden lavede jeg en pilotundersøgelse om patienters åndelige behov.

Jeg spurgte sygeplejerskerne: ”Taler du nogensinde med patienterne om åndelige spørgsmål?”.

Svaret lød: ”Kun, hvis patienten begynder.”

Da jeg spurgte patienterne, om de talte med sygeplejerskerne om deres eksistentielle overvejelser, lød svaret: ”Kun, hvis sygeplejersken begynder.”

Sygeplejerskerne ventede på, at patienterne skulle begynde. Og patienterne ventede på, at sygeplejerskerne skulle begynde.

Når vi overlader initiativet til patienten, sker det sikkert ofte, fordi vi ønsker at respektere dennes privatsfære. Det er efter min mening i mange tilfælde et misforstået hensyn. I værste fald er det at lade patienten i stikken.

Undersøgelser viser, at mange patienter beskæftiger sig med eksistentielle spørgsmål, men at personalet sjældent spørger ind til dette. Den viden må vi handle på.

Patienterne ønsker ikke at blive prædiket for, men at blive lyttet til. Det handler ikke om at missionere, men om at invitere til samtale og vise interesse for, hvad der optager patienten.

En informant i en undersøgelse udtrykte det på denne måde: ”De kunne i hvert fald spørge!”.

God sygepleje indebærer at skabe et rum, hvor det er legitimt at tale om mening, håb, angst, skyld, tro og tvivl. Det gør vi ikke ved passivt at vente på, at patienten samler sig mod til at begynde.

Det gør vi ved at tage ansvar, bruge vores faglige skøn, og hvor det er på sin plads: komme patienten i møde ved taktfuldt at spørge ind til eventuelle åndelige overvejelser.

Grete Schärfe er formand for Dansk Kristelig Sygeplejeforening og pensioneret hospicesygeplejerske