VED HØRINGEN på Christiansborg om emnet ”Hvad er kristendommens rolle i et åbent og pluralistisk samfund?” den 21. januar var jeg ved at falde ned fra stolen, da Morten Messerschmidt (DF) som deltager i et politikerpanel tog ordet og i stedet for at svare på høringens spørgsmål lancerede et hadefuldt angreb på Folkekirkens Nødhjælp.
Da jeg efterfølgende den 30. januar læste hans kommentar i Kristeligt Dagblad med overskriften ”Folkekirken må tage afstand fra Folkekirkens Nødhjælp, der forkynder sin falske sandhed”, tænkte jeg, at nu rabler det virkelig for Messerschmidt.
Her fremturer han og beskriver denne kirkelige organisation som ”en nødhjælpende slange” og som ”falske profeter”. Og skulle læseren endnu ikke have forstået, hvad han mener, så sætter han trumf på, når han sammenligner den med ”Antikrist”.
Men hvad var det, der på høringen bragte sindet i kog hos Morten Messerschmidt, så han i den grad tabte besindelsen? Baggrunden var et oplæg på fem minutter fra Folkekirkens Nødhjælps medarbejder Birthe Juel Christensen om klimakrisen. Hendes hovedbudskab var, at ”klima er blevet et meget varmt emne, vi som ansvarligt samfund og derfor også som ansvarlig folkekirke er nødt til at forholde os til”, at klimaspørgsmålet ikke splitter kirken, men snarere samler, og at ”vi har et håb, der så at sige kaster lys tilbage på nuet – også i en klimatid – og giver livsmod til fremtiden”.
”Vi må som kristne og kirke komme på banen og hente al den inspiration, vi kan, være kreative, være modige, så alternativet til vrede og frygt for fremtiden bliver afløst af glæde over livet, værdsættelse af Guds gode skaberværk.”
NÅR MAN LÆSER Messerschmidts kommentar, får man det indtryk, at kristnes forpligtelse til at vise omsorg kun gælder de allernærmeste, nemlig familie, venner og naboer. Men heldigvis har vi kirkelige organisationer som for eksempel Folkekirkens Nødhjælp, der også har blik for de mennesker i Afrika og Asien, som på grund af krige, naturkatastrofer og klimaforandringer rammes af fattigdom og sult og derfor har brug for vor hjælp.
Messerschmidt vil gerne have en kirke, der ”ikke er af denne verden”, en kirke, hvor der ikke tales om klimakrise, en kirke, hvor kristendom ikke har noget med politik at gøre. Heldigvis har vi andre politikere end Morten Messerschmidt. For eksempel har tidligere udenrigsminister og kirkeminister Per Stig Møller (K) engang udtalt:
”Hvis man siger, at kristendommen ikke må spille nogen rolle for ens politik, har man misforstået det. Politik kommer ikke af ingenting, men kommer af den enkeltes grundopfattelse, der er baseret på ens etik, moral eller religion, hvad enten man er kristen, muslim eller buddhist.”
Op igennem hele kirkehistorien har der været kristne, som ud fra deres forståelse af kristendommen har deltaget i den politiske samtale om det gode samfund. Blandt andre vore ”kirkefædre”, nemlig Luther og Grundtvig.
Også i dag i vort åbne og pluralistiske samfund er der brug for, at vi bringer kristendommen i spil – også i forhold til, hvordan vi for eksempel forholder os til klimakrisen og til sult og fattigdom i verden.
Det er helt legitimt, at Messerschmidt er uenig med en folkekirkelig nødhjælpsorganisation om, hvordan vi som kristne og kirke skal forholde os til klimakrisen og til verdens fattige. I folkekirken er der selvfølgelig plads til forskellige holdninger, og ingen kan udtale sig på hele folkekirkens vegne. Men det er mildest talt helt hen i hegnet, når Messerschmidt begynder at sammenligne Folkekirkens Nødhjælp med Antikrist – blot fordi han er uenig med Folkekirkens Nødhjælp på en række punkter.
Det er virkelig under lavmål, selv for en Messerschmidt.
Mogens S. Mogensen, ph.d. og freelancekonsulent, Christiansfeld.