Prøv avisen
Debat

Forskere: Det Gamle Testamente hører hjemme i Bibelen – og i gudstjenesten

Det er bydende nødvendigt, at den jødiske bibel kommer til at bidrage til udformningen af den kristne teologi, skriver forskere ved Menighedsfakultetet.

Klaus Vibe og Morten Hørning Jensen

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Det er ikke alene naturligt, men også påkrævet, at den jødiske bibel ikke blot forbliver en del af den kristne bibel, men også får lov til at beholde sin selvfølgelige taleret til den kristne gudstjeneste, skriver forskere ved Menighedsfakultetet

PROFESSOR EMERITUS Mogens Müller tematiserer i sin kronik den 1. oktober et vigtigt spørgsmål om den rolle, Det Gamle Testamente skal have i en kristen gudstjeneste. Müller ønsker helt at fjerne læsningerne fra tekstrækkerne i Det Gamle Testamente, fordi det ikke giver mening at hævde, at ”den kristne tolkning er den eneste rigtige”, hvorfor kirken bør afstå fra en sådan ”bibelimperialistisk” tilgang den jødiske bibel. Der sendes ”forkerte signaler til kirkegængerne, når tekster fra Det Gamle Testamente oplæses ved gudstjenesten”, eftersom disse ”er bærere af netop det billede af Gud, som den kristne tro er kommet til for at forandre”.

Vi vil gerne medgive, at kirkehistorien er fuld af eksempler på nedladende behandling af jødisk teologi og tradition. Mogens Müllers beskrivelse af den kristne tro som noget, der skal befri os fra jødernes Gud, synes dog ikke at bidrage konstruktivt til løsningen af dette problem. Müllers forsøg på give den jødiske bibel tilbage til synagogen kommer desuden med en høj pris.

For det første afskærer det den nytestamentlige læsning af evangelierne i den kristne gudstjeneste fra evangeliernes oprindelige ramme. De seneste 40 års nytestamentlig forskning har med hidtil uset styrke argumenteret for, at såvel Jesu som Paulus’ virksomhed må forklares ud fra en jødisk fortolkningshorisont. Hverken Jesus eller hans første følgere var ”kristne” i den forstand,

Mogens Müller bruger ordet, altså som noget adskilt fra den jødiske tradition.

For det andet er Paulus’ læsning af den jødiske bibel fra først til sidst bestemt af hans berømte Damaskus-hændelse, hans møde med den opstandne Kristus. Kristus-åbenbaringen fik ikke Paulus til at tage afsked med den jødiske bibel. Den fik derimod Paulus til at genlæse sin jødiske bibel i lyset af sin nye erkendelse for så at beskrive sin nye tro på Kristus på baggrund af sin nye forståelse af den jødiske bibel. Den kristne kirke må læse Det Gamle Testamente i lyset af Kristus-begivenheden, men den kristne kirke må også – som Paulus – beskrive Kristus-begivenheden i lyset af Guds løfter til Abraham .

Det er derfor bydende nødvendigt, at den jødiske bibel kommer til at bidrage til udformningen af den kristne teologi. Den kristne teologi er kun genuin kristen, såfremt den også er genuin jødisk. Det er den kristne påstand, at disse to kategorier ikke står i et fundamentalt modsætningsforhold til hinanden.

Det forekommer os derfor, at Müller udtaler sig alt for ubeskyttet, når han beskriver den kristne tro som noget, der kom til for at forandre Det Gamle Testamentes billede af Gud.

For det tredje har den kristne gudstjeneste altid haft til formål at proklamere den opstandne Kristus. Går vi til vidnesbyrdet i Apostlenes Gerninger, er den

første adressat af denne forkyndelse det jødiske folk. Det forekommer os, at Müllers forslag om at udskille Det Gamle Testamente fra den kristne gudstjeneste betaler en høj pris i forhold til Kristus-vidnesbyrdet til Jesu eget folk. Hvis Jesus ikke stadig er jødernes Messias, er han heller ikke hedningernes, men i grunden intet andet end en fejlslagen Messias. Derfor kan den kristne kirke ikke opgive udlægningen af Det Gamle Testamente i lyset af Jesus som Messias og vidnesbyrdet herom også over for det jødiske folk uden at afskære sig fra sine egne rødder.

Det er på denne baggrund ikke alene naturligt, men også påkrævet, at den jødiske bibel ikke blot forbliver en del af den kristne bibel, men også får lov til at beholde sin selvfølgelige taleret til den kristne gudstjeneste.

Det er en stående opgave for den kristne teologi at få Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente til at tale sammen på en meningsfyldt måde. Hertil er der brug for lige dele frimodighed i vidnesbyrdet om Jesus som Messias og ydmyghed i samtalen med den jødiske tradition i ønsket om at undgå imperialistiske tendenser.

Klaus Vibe er ph.d., adjunkt ved Menighedsfakultetet.

Morten Hørning Jensen er ph.d., lektor ved Menighedsfakultetet.