TV 2 bragte den 27. marts historien om Camilla Sparre, der er blevet nægtet fertilitetsbehandling i det offentlige sundhedsvæsen, fordi man vurderede, at hendes BMI var for høj. Afvisningen var for så vidt fuldstændig i overensstemmelse med den gældende praksis på området: Ingen kvinder med et BMI på 35 eller derover kan i dag modtage fertilitetsbehandling i det offentlige sundhedsvæsen.
Konsekvensen af dette er, at kvinder, der ikke kan eller vil nedbringe deres BMI, enten helt må opgive selv at give liv til deres biologiske afkom eller må betale i dyre domme for en behandling på private klinikker.
Spørgsmålet er bare, om der egentlig er overbevisende argumenter for, at det bør være sådan. Der forekommer at være tre kerneargumenter for, at kvinder med et BMI på 35 eller derover ikke kan få hjælp af det offentlige til at blive gravide.
Et flittigt brugt argument er, at både graviditet og fødsel kan være forbundet med flere komplikationer for kvinder med et BMI over 35 end for personer med et lavere BMI.
På sundhed.dk lyder det eksempelvis, at et ”bmi over 35 (…) øger risiko for komplikationer under graviditet (sukkersyge, svangerskabsforgiftning etc.) og øger risiko for komplikationer i relation til fødsel”.
Men er den øgede risiko, en kvinde med et BMI på over 35 udsætter sig selv for ved at blive gravid en holdbar grund til at nægte hende fertilitetsbehandling i det offentlige sundhedsvæsen?
Der er to grunde til, at jeg ikke mener, det er tilfældet. For det første kan kvinden, såfremt hun har midlerne til det, modtage en tilsvarende behandling på en privat klinik. Så hvis formålet er at beskytte kvinden, så opnår man kun med sikkerhed det i de tilfælde, hvor kvinden ikke er velbemidlet.
For det andet lader vi det almindeligvis være op til patienter selv at vurdere, om de mener, at den smerte og det ubehag, en behandling kan medføre, opvejes af de potentielle fordele – det gør vi, fordi vi mener, det er etisk vigtigt at respektere patienters autonomi.
Faktisk anses patienters autonomi normalt for så vægtig i Danmark, at man i sundhedslovens kapitel seks eksplicit tillader patienter at forsætte en sultestrejke eller nægte at modtage blodtransfusioner, selv hvis det medfører døden.
Det er derfor besynderligt, at man i tilfældet med fertilitetsbehandling til kvinder med et BMI over 35 har taget beslutningen om, hvorvidt de ønsker at modtage behandlingen helt ud af deres hænder.
Et andet argument, der er blevet fremført, er, at de børn, der måtte blive til som resultat af fertilitetsbehandlingen, har forøget risiko for selv at blive overvægtige senere i livet. Fødselslæge på Rigshospitalet Kristina Martha Renault udtalte eksempelvis i forbindelse med sagen om Camilla Sparre:
”Vi ved, at når man bliver født stor med høj fedtprocent, så er der en høj risiko for, at det følger en, og at man også bliver overvægtig senere i livet. Overvægtige børn kan jo nogle gange have nogle begrænsninger i deres udfoldelsesmuligheder, men jeg tænker, det væsentlige ikke er overvægt. Det handler om sundhed, og der er en del sygdom og diabetes, der er relateret til at være overvægtig.”
Det er for så vidt prisværdigt at tage det potentielle barns velfærd med i overvejelserne, når det skal besluttes om en fertilitetsbehandling bør igangsættes. Der er dog mindst to problemer med dette argument.
Det første problem er, at det barn, der måtte blive til efter en sådan behandling, ikke ville have eksisteret uden behandlingen.
Således er spørgsmålet reelt, hvilke af disse to udfald vi foretrækker:
Enten eksisterer der et barn, der potentielt skal slås med problemer med overvægt og de følgesygdomme, det potentielt medfører, eller barnet eksisterer ikke. Personligt har jeg svært ved at se, at den sidste mulighed skulle være at foretrække fra et etisk standpunkt. Såfremt barnet vil få et liv, der er værd at leve (og det tror jeg, alle er enige om, at overvægtige børn almindeligvis har), så forekommer det alt andet lige bedre, at barnet eksisterer, end at det ikke gør det.
Det andet problem for argumentet er, at det, at en kvinde kan overføre et, fra et medicinsk standpunkt, uhensigtsmæssigt træk til sit barn, ikke lader til at blive brugt som grund til at nægte kvinder fertilitetsbehandling i andre lignende tilfælde.
Det er, så vidt jeg er orienteret, eksempelvis fuldt ud muligt for forældre med alvorlige arvelige sygdomme at modtage hjælp fra det offentlige til at få børn, selvom det forventeligt vil lede til en række udfordringer for barnet.
Det sidste kerneargument for at nægte kvinder med et BMI over 35 at modtage fertilitetsbehandling i offentligt regi lader til at være, at behandlingen kan være mindre effektiv for denne gruppe af kvinder. Ifølge den offentlige sundhedsportal forringer et BMI over 35 ”muligheden for at opnå graviditet” samt ”øger risikoen for spontan abort”. Antageligvis er effektiviteten af behandlingen en relevant overvejelse, fordi det er nødvendigt at prioritere sundhedsvæsenets ressourcer.
Men igen er der mindst to problemer ved at bruge dette som begrundelse for at udelukke kvinder med et BMI over 35 fra at modtage fertilitetsbehandling.
Den første udfordring for argumentet er, at vi faktisk tillader andre kvinder at få behandlingen, selv hvis de udfører handlinger, der beviseligt nedsætter deres chance for at blive gravide. Der er eksempelvis ingen regel om, at kvinder, der ryger, ikke kan modtage fertilitetsbehandling i det offentlige.
Den anden, og i min optik vigtigere, udfordring for argumentet er, at selvom studier rigtig nok peger på, at kvinder med et BMI over 35 har en lavere chance for at få et udbytte af behandlingen, så er deres succesrate stadig højere, end den er for kvinder over 40 år.
Men det er antageligvis de færreste, som mener, at den sidstnævnte gruppe kvinder ikke bør kunne modtage fertilitetsbehandling i det offentlige sundhedsvæsen.
De tre argumenter for den gældende praksis forekommer altså ikke specielt overbevisende ved nærmere eftersyn. Men hvis der virkelig ikke er nogle gode argumenter for forsat at udelukke kvinder med et BMI over 35 fra at modtage fertilitetsbehandling, så er der tale om en etisk problematisk form for diskrimination mod denne gruppe fra det offentlige sundhedsvæsens side.
Og det vil derfor være mere rimeligt, at spørgsmålet om, hvorvidt en kvinde bør modtage fertilitetsbehandling fra det offentlige, beror på en individuel vurdering, snarere end hvorvidt denne har et BMI over eller under en fastsat værdi.