Prøv avisen
Debat

Marie Høgh: Hvorfor skal muslimer have en særlig stemme i Højskolesangbogen?

Den 19. udgave af Højskolesangbogen kan måske komme til at indeholde en sang om den muslimske højtid ramadan. Men sangbogen bør ikke repræsentere befolkningsgrupper af en særlig religiøs observans, mener sognepræst Marie Høgh. Foto: Mikkel Møller Jørgensen

Marie Høgh

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Højskolesangbogen skal ikke repræsentere enkeltstående individer eller befolkningsgrupper af en særlig politisk eller religiøs observans – men vidne om det folkelige og det menneskelige, mener sognepræst Marie Høgh

Højskolesangbogen. Den stod i mit barndomshjem i over 40 eksemplarer. Vi havde arvet dem fra Mellerup Efterskole, da de udskiftede til en nyere udgave. Der var faktisk to forskellige gamle udgaver. Min far havde markeret den ældste udgave med et dannebrogsflag i højre hjørne og sirligt klistret den løse ryg og møre lærredsindbinding sammen med blåt klisterpapir.

Højskolesangbogen har være underlægningsmusikken til mit liv. Jeg kunne høre den om aftenen – den lød op ad trappen i gangen og blandede sig med lugten af overfrakker, kaffe og cigarer, når menigheden sad i præstegårdsstuerne og sang, mens jeg var lagt i seng. Det er en gave, en vuggegave. I min gamle Højskolesangbog er der hen over sangene skrevet kærlige hilsener, knus og kys fra nogle af dem, jeg delte nogle af mit livs unge øjeblikke, lyse nætter og lykkelige dage sammen med. Hilsenerne er personlige, men sangteksterne er ikke skrevet, og musikken er ikke komponeret til mig. Eller for at repræsentere mig eller nogen anden.

Ingen af sangene tilhører en bestemt befolkningsgruppe, en (religiøs) minoritet, mænd, kvinder eller et politisk parti, selvom der er politiske sange i Højskolesangbogen. Ingen har fået tildelt en særlig stemme, men bliver gennem sangen en del af et fælles åndedrag.

Og netop derfor undrer det mig såre, at balladen om ramadan-sangen i Højskolesangbogen er opstået. Eller rettere: at Højskolesangbogsudvalget overhovedet har den tanke, at muslimer skal have en særlig stemme i Højskolesangbogen. Jeg er sådan set ligeglad med, om bevæggrunden er politisk korrekthed eller misforstået hensynstagen til den muslimske del af befolkningen.

Det er slemt, at Isam B, der er fundamentalistisk muslim og har et anstreng forhold til alkohol, bare kvindeskuldre, homoseksuelle og vestlige frihedsværdier – og et afslappet forhold til barnebrude, kvindeundertrykkelse og islamisme – måske skal bidrage med en sang til den nye Højskolesangbog.

Men det er endnu værre, at Sangbogsudvalget kan få den idé, at muslimer skal have en stemme i Højskolesangbogen. Sådan set ikke fordi det handler om muslimer, men fordi det med al respekt for udvalgets dygtige og kyndige folk afslører en mislyd i gehøret for folkehøjskolesangens allerinderste sjæl.

For enhver, der kalder sig dansk og regner sig til det danske folk, den danske arv og historie, kultur og ånd er så at sige repræsenteret i Højskolesangbogen.

Uanset, om man tilhører et religiøst mindretal eller ej. Sangene om sprog og ånd. Frihed og fællesskab. Fædrelandet. Folkeviser. Historien. Og salmerne, fordi kristendommen er vandmærket på vores kultur – alt sammen noget, der sætter den danske folkelighed.

Sangene om alt det, som livet er, årstiderne, sorgen, kærligheden, forelskelsen, poesien – er fællesmenneskelige livsvilkår og erfaringer, vi deler på trods af alle andre forskelle.

Højskolesangbogen skal nemlig ikke repræsentere enkeltstående individer eller befolkningsgrupper af en særlig politisk eller religiøs observans – men vidne om det folkelige og det menneskelige.

Det er derfor, Højskolesangbogen har overlevet i generationer, er blevet sunget i trævler og klistret sammen med blåt klisterpapir. I fællessangen bliver vi nemlig befriet fra os selv og fra overopmærksomheden på os selv – for ”friest er dit åndefang,/ når dybt du drager det i sang,/ så højt i sky det klinger!

Det er selvfølgelig Grundtvigs ord, og de er citeret efter forordet i Højskolesangbogens 18. udgave som en note til den, der synger – og en påmindelse til sangudvalget, der er medforvaltere af arvesølvet.

Og af friheden.

Marie Høgh er sognepræst.

Højskolesangbogen skal ikke repræsentere enkeltstående individer eller befolkningsgrupper af en særlig politisk eller religiøs observans – men vidne om det folkelige og det menneskelige

Marie Høgh, sognepræst