Prøv avisen
Debatindlæg

Det verdensberømte problem med unges vilde drukvaner er ikke opstået ud af det blå. Mange af os har lært det derhjemme

”Jeg har oplevet alkoholens bagside, og jeg har oplevet misbrug tæt på mig. Jeg har været ulykkelig, flov og skamfuld – og længe tavs!”

Anna-Barbara Bundgaard Weile

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Misbrug er ikke kun, når man ligger hjemløs på en bænk, eller der gemmes flasker under køkkenvasken. Misbrug begynder med løgn og tavshed. Det er på tide, at vi kan tale om druk, mener skribenten

Jeg er hverken alkoholiker eller ekspert. Jeg tillader mig alligevel at ødelægge den gode stemning. Jeg vover at tale om druk.

Det har jeg ikke altid gjort, men jeg har fået mod til det efter at have set Thomas Vinterbergs film ”Druk”. Det lykkedes ham at begynde en samtale om druk uden at være moralsk og uden løftede pegefingre. Han viser, hvor fantastisk og ekstatisk alkohol kan være, men understreger samtidig, hvor alvorlige og destruktive konsekvenser, for meget alkohol kan have – for et menneske og for en familie.

Det er de konsekvenser, jeg vil tale om. Jeg har oplevet alkoholens bagside, og jeg har oplevet misbrug tæt på mig. Jeg har været ulykkelig, flov og skamfuld – og længe tavs! I lang tid var det kun få betroede venner, jeg turde dele det med. Men i dag ved jeg, at jeg ikke er alene. Derfor tør jeg slå på glasset nu.

Jeg vil fortælle jer om en fest, jeg var til i sommer. Jeg var fuld og midt i en vild og desperat dans, da en af mine betroede venner kom og hentede mig: ”Kom med!” Jeg fulgte modvilligt med ud på toilettet, hvor der stod en anden ung pige, opløst i gråd. Hun ville ikke ud med sit problem, men min ven brød ind og sagde til hende: ”Hvis du skal fortælle det til nogen, så er det til hende her.” Og så kom det frem, tøvende og under mange tårer, at hendes forældre var midt i en skilsmisse, fordi en af forældrene havde et misbrug.

Vi faldt hinanden om halsen, og det skulle ikke blive den sidste betroelse i hemmelighed og under tårer, jeg skulle høre. For mange, rigtigt mange, unge, har hvisket mig i øret: ”Der er også et problem med alkohol hjemme hos mig”, ”min mor drikker måske også lige et glas rødvin for meget – og hun begynder om tirsdagen”, ”min far er på antabus”.

Vi hvisker om det. Mange af os, først når vi selv er fulde, under branderten. Vi gør, hvad vi har lært hjemmefra: Vi drikker, også mere end vi burde, men vi indrømmer aldrig, at vi drikker for meget. For vi taler overhovedet ikke om det.

Det verdensberømte problem med danske unges vilde drukvaner er ikke opstået ud af det blå. Der er ikke kun et problem med alkohol blandt unge. Vores drukvaner er måske et symptom: Mange af os har lært det derhjemme.

For misbrug er ikke kun, når man ligger hjemløs på en bænk, eller der gemmes flasker under køkkenvasken. Misbrug begynder med løgn og tavshed. Det taber helte og skaber tabere. Misbrug er, når familien omkring begynder at synes, at det går ud over dem, at det er for meget, at det ikke helt er trygt længere. Derfra kan det udvikle sig til en dæmonisk sygdom, der graver kløfter, splitter og opløser familier. Min. Så jeg må stå ude på et badeværelse og græde i smug sammen med en anden ung, hvis mor eller far heller ikke kan styre det.

Kære forældre! I har lært os, hvor festligt alkohol kan være. I har lært os at hylde rusen og ekstasen, men måske er det os, der skal lære jer at turde være ærlige om konsekvenserne.

Jeg vil ikke være en party-killer eller løfte min pegefinger. Jeg vil ikke stoppe med at drikke, men jeg vil ikke hviske om det længere. Det er på tide, at vi kan skåle og drikke sammen og tale om druk.

Anna-Barbara Bundgaard Weile er 20 år og arbejder som piccoline.