Det, vi kalder kultur, hænger sammen med det, vi kalder samfundssind. Begge dele er vigtige

Dokumentarerne, der er blevet tilgængelige på ny portal for historiske dokumentarfilm, er vigtige tidsbilleder og vidnesbyrd om, hvem vi var engang, hvad der optog os, og hvordan vi opbyggede og fortalte om det fællesskab, vi kender som Danmark

Den 1. april blev en samling nordjyske film lagt online på ”Danmark på film”. Samme dag steg brugertallene 125 procent. – Foto: Det Danske Filminstitut.
Den 1. april blev en samling nordjyske film lagt online på ”Danmark på film”. Samme dag steg brugertallene 125 procent. – Foto: Det Danske Filminstitut.

Da personalet i Det Danske Filminstituts afdeling for arkiv og digitalisering blev sendt hjem i corona-karantæne, gik arbejdet med at genoplive fortidens filmarv i stå.

Men mens de sidste scannere blev lukket ned, steg omdrejningerne på de servere, der holder Filminstituttets forskellige streamingportaler kørende. Ivrige brugere af den del af filmarven, som har fået nyt digitalt liv, strømmede til i et tempo, der truede med at lægge en ellers robust maskinpark ned.

Efter få dage måtte it-medarbejderne udstyre instituttets filmportaler med skilte, der med rød skrift advarede om, at man kunne opleve ventetid, før de levende billeder gled, som levende billeder nu skal.

Besøgstallet på portalen for historiske dokumentarfilm, ”Danmark på film”, for Børne- og ungdomsafdelingens tilbud til landets skoler, ”Filmcentralen/undervisning”, og for det nyeste site med danske stumfilm, ”Stumfilm.dk”, steg under nedlukningens første dage med over 60 procent.

Normalt bliver det fejret, når film, vi har arbejdet med at digitalisere og formidle, finder et stort publikum. Det giver naturligvis mening at passe på og holde liv i filmfortællinger, som fortidens danskere har skabt, som den danske stat, og dermed skatteyderne, i mange tilfælde har finansieret, for filmenes skyld alene.

Dokumentarerne er vigtige tidsbilleder og vidnesbyrd om, hvem vi var engang, hvad der optog os, og hvordan vi opbyggede og fortalte om det fællesskab, vi kender som Danmark.

Stumfilmene giver et indblik i dansk films storhedstid og minder os om, at det, der solgte billetter i 1910’erne og 1920’erne, er det samme, der skaber kioskbaskere i dag. Verden er en anden, filmteknikken en anden, men det, der kan fascinere et stort publikum, er stadig det samme. Mennesker forandrer sig ikke så voldsomt med tiden.

Så også det giver god mening, selv om der ikke ligefrem er kø ved indgangen. Men arbejdet med at genoplive fordums fiktions- og faktafilm er naturligvis sjovere og føles mere væsentligt, hvis der er et publikum, der tager fortællingerne i brug. Og er der et stort publikum, vokser glæden ved at arbejde med filmarven tilsvarende.

Sådan var det ikke denne gang. En virus fra Wuhan måtte have sin del af æren. Men nok alligevel ikke hele æren. For brugerne kunne bare have tyet til Netflix, hvis det var det, de havde villet.

Filminstituttets brugertal viser, at det var det ikke. I hvert fald ikke kun. Efterspørgslen på danske historiske film kan næppe alene forklares med karantænekedsomhed. Målinger fra Gallups tvmeter giver dansk film fine placeringer på listen over mest sete programmer på tv. Også her flokkes danskerne om det danske, selvom det udenlandske er lige ved hånden.

Men hvorfor så den pludselige interesse for de historiske film, ud over at der er mere tid til film? To ting har præget tiden under nedlukningen: en usynlig fjende og et meget synligt fællesskab.

Den første kræver næppe forklaring, den sidste kommer mest konkret til udtryk i faldende smittetal. På pressemøde efter pressemøde forklares det, hvordan ”vi” skal håndtere pandemien. Det er en situation, der kalder på samfundssind og tilbageholdenhed. De dalende smittetal viser, at samfundssindet er til stede og kan mobiliseres i befolkningen.

Men hvem er det ”vi”? Hvad gør, at ”vi” formår at sætte vores umiddelbare personlige behov på standby, fordi vi skal passe på hinanden? På mennesker, vi aldrig har mødt og egentlig ikke har noget som helst forhold til. Eller har vi?

Den digitalt tilgængelige filmarv har et bud på, hvem det ”vi” er, og hvad det er for et forhold, vi har til alle dem, vi ikke kender. Her er en del af forklaringen på, hvorfor den historiske film hitter, mens der kaldes på styrket fællesskab. Og hvad et stærkt fællesskab gennem mere end 100 år har skabt af filmkultur. Når ”vi” agerer med samfundssind i en krise, er det, fordi vi deler fortællinger – vi tilhører en fælles kultur, som kan mobiliseres, når det kræves. Brugeranalyser viser, at når Filminstituttet lægger film fra øsamfund online, så eksploderer brugen lokalt. Så er det film fra Færøerne eller Island, der rydder topti på ”Danmark på film”. Karakteristisk for øsamfund er deres tydelige afgrænsning. Og tilsvarende tydeligt tegnede fællesskab. Også andre regionale fællesskaber er storforbrugere af lokale, historiske film: Den 1. april blev en samling nordjyske film lagt online på ”Danmark på film”. Samme dag steg brugertallene 125 procent. På samme måde som nordjyderne denne dag opførte sig som en slags øboere, gør hele Danmark det på sæt og vis også, når der er en virus på spil: Vi genbesøger det fællesskab, vi er rundet af.

På samme vis kan ”mentale øsamfund” – altså interessegrupper eller nørdefora, om man vil – der dyrker deres specielle emneområder, tydeligt ses i brugerstatistikkerne. Pludselig brager en film om gamle fly, tog eller sejlsportsmanden Paul Elvstrøm op ad listen. Så ved man, at der er et internetforum, der har fået øje på filmen. Ligesom geografiske øsamfund er den slags fora afgrænsede grupper, hvor engagementet i den fælles interesse er definerende. Der er dem, der kender en grønsisken fra en grønirisk, dem, der ved, at skinnebredden på Ballerup-banen var så og så bred i det og det årti, at Litra ME-lokomotiver har en tophastighed på 175 kilometer i timen. Den slags oplysninger deler man, man deler fortællinger i en afgrænset gruppe. Udenfor står de, der mener, at en pipfugl er en pipfugl og et MElokomotiv et tog. De, der ikke har set filmen.

Historiske film kan altså noget særligt for afgrænsede, veldefinerede grupper af mennesker – give de fælles emner og erfaringer detaljerigdom, historisk dybde, noget at snakke og om – også når man ikke kan mødes fysisk om det fælles gods.

Historiske film viser, hvem vi var, hvad der optog os, hvordan vi udtrykte det, og hvem vi måske også er taknemmelige for ikke længere at være. En væsentlig del af filmene viser stolt, hvordan den danske stat blev den velfærdsstat, der i dag udstyrer os med en sundhedssektor, som gør coronakrisen mindre kras her end andre steder.

Samme stat har gennem de senere år investeret millioner i, at Filminstituttet kan genoplive og gøre en rigdom af film om ”os” frit tilgængelige – fortællinger, som vi tilsyneladende oplever et akut behov for at se i en tid, hvor der trækkes veksler på vores samfundssind – et samfundssind, der har sin rod i oplevelsen af at tilhøre et ”vi” med fælles historier.

Sådan styrker en statslig investering i filmdigitalisering den fællesskabsfølelse, der er afgørende for, at en krisesituation lettere kan håndteres.

Det, vi kalder kultur, hænger sammen med det, vi kalder samfundssind. Begge dele er vigtige. Ikke kun, når der er virus på spil, men nok særlig tydeligt, når der er.

Lars-Martin Sørensen er ph.d. og forskningsleder, og Jens Nielsen Gram er arkivchef ved Det Danske Filminstitut.