Prøv avisen
Debat

Diakon: Den samfundsmæssige foragt for de ældre og svage viser sig i de ord, vi bruger om dem

Arkivfoto. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Dorte Schiønning Andersen, cand.psych., diakon og centerchef i Arbejde Adlers Aflastning

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Forsætter vi med at omtale og lønne fagområdets ansatte så ringe, som vi gør, vil vi fortsat have problemer med at rekruttere de rigtige fagpersoner med de rette holdninger til opgaverne, skriver cand.psych., som også kigger retorikken efter i sømmene

Noget af det første, jeg lærte af min daværende underviser i socialpsykologi, var, at den prestige, ens brugere og patienter nyder i samfundet, smitter af på os, som arbejder for og med dem. Der er for eksempel mere prestige i at indoperere silikonebryster på privatklinik end at stå i et fixerum og redde narkomaners liv. Der er mere prestige i at lappe topatleter sammen end at passe børnehavebørn, mere prestige i at lede en gruppe selvkørende konsulenter end at holde sammen på en flok børn med adhd og så videre.

Eksemplerne står i kø og minder os dagligt om, at der altså ”er forskel på folk” i vores samfund.

Den afsmittende prestige viser sig på mange måder. For eksempel i, hvordan man taler om visse faggrupper, hvordan man aflønnes i forskellige erhverv, samt hvor mange ressourcer der stilles til rådighed, så opgaverne kan løses fagligt forsvarligt.

Sommerens debat om – og megen kritik af – plejen af ældre på plejehjem er et godt eksempel på, hvordan en samfundsmæssig foragt over for en bestemt befolkningsgruppe (her de ældre) ender med, at et fagområde fagligt og ressourcemæssigt udhules så meget, at der til sidst sker svigt.

Vi står lige nu med mulighed for et direkte kig ind i nogle helt konkrete uværdige og sørgelige situationer, og efterfølgende kan vi nemt enes om, at det er for galt. For det er det. Men hvor er det galt? Og hvorfor?

Undersøger vi, hvordan vores mest sårbare medborgere behandles, springer nogle grupper straks i øjnene: vores svageste ældre, vores socialt udsatte, vores handicappede og vores børn. Fælles for de fire grupper er blandt andet, at de har ganske få ressourcer samt ringe mulighed for reelt at påvirke politik og opinion. Og så koster de samfundet penge.

Især det med pengene gør tilsyneladende ondt på mange af os – også når de kommunale budgetter lægges. Det viser sig også i, hvordan vi taler om disse medborgere. Tænk på ord som ”ældrebyrden”, ”socialnassere”, handicappede er ”gøgeungen” i den kommunale økonomi og så videre.

Foragten i disse udtryk afspejles direkte i de utilstrækkelige ressourcer, vi vælger at afgive til omsorg for samfundets svageste. Er man tæt på plejen og omsorgen for ældre og socialt udsatte, får man nemt det indtryk, at de faktisk helst ikke må koste samfundet noget. Ikke når der føres valgkamp, eller en grim sag rammer medierne, naturligvis. Men ellers.

Den samfundsmæssige foragt for de ældre og svage viser sig også i retorikken om de faggrupper, som har uddannet sig til at hjælpe dem.

På den ene side giver vi dem ansvaret for komplekse plejeopgaver og stiller store krav om udtalt empati og omsorg for vores dyrebare ældre.

På den anden side er det helt gængs at omtale deres arbejde som ”at tørre røv”. Mange af mine kolleger er social- og sundhedsassistenter, og de hører jævnligt deres arbejde omtalt på den måde. Tag lige ordene i øjesyn. Man har reduceret et medmenneske til at være ”en røv”. Og en fagligt uddannet person til at være ”den, der tørrer røven”.

Ord og menneskesyn har magt. Begge dele er afgørende for, hvilke pleje- og omsorgstilbud vi skaber som samfund. Fortsætter vi med at gøre ældreplejen til et foragtet arbejdsområde, der jagtes i budgetter og sparekataloger, udhuler vi området endnu mere. Forsætter vi med at omtale og lønne fagområdets ansatte så ringe, som vi gør, vil vi fortsat have problemer med at rekruttere de rigtige fagpersoner med de rette holdninger til opgaverne. I sidste ende handler det om, at vi som samfund altid foragter og forarmer de svage.

Dorte Schiønning Andersen er cand.psych., diakon og centerchef i Arbejde Adlers Aflastning.

I sidste ende handler det om, at vi som samfund altid foragter og forarmer de svage.