Prøv avisen

Bekymret professor: Dobbelt kirkemedlemskab rykker ved grundstenen i folkekirken

”Kirkegården er i dag begravelsesplads for hele sognets befolkning, og kirkegårdsudvalget kunne glimrende bestå af valgte medlemmer fra hele sognet uden hensyn til, om de er medlemmer af folkekirken. Dobbelt kirkemedlemskab ville hjælpe et stykke vej,” skriver professor Lisbet Christoffersen. – Foto: Adam Garff

Lisbet Christoffersen

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Hvor langt skal åbenheden række, spørger professor i ret og religion Lisbet Christoffersen, som er bekymret for, hvor folkekirken er på vej hen, hvis det bliver muligt at opnå dobbelt kirkemedlemskab

MIGRANTMENIGHEDER bør kunne være medlem af folkekirken. Mange frikirkemedlemmer er samtidig medlemmer af folkekirken. Det bør være muligt at have dobbelt medlemskab. Sådan har det lydt i mange versioner de seneste år. Senest i en klumme af Hans Raun Iversen i Kristeligt Dagblad den 5. januar. Sagen har da også stor politisk bevågenhed. Et udvalg i Kirkeministeriet forventes at barsle i løbet af foråret.

Man må håbe og forvente, at udvalget gør klart, hvad realiteten i et sådant dobbelt medlemskab skal være. Det indlysende er, at dobbelt medlemskab netop er dobbelt, det vil sige kan gå begge veje: Folkekirkemedlemmer kan ved at betale købe sig ind som katolikker – katolikker kan betale kirkeskat og blive medlemmer af folkekirken.

Som medlem af folkekirken har de så efter de aktuelle regler et retskrav på at få den lokale kirkebygning stillet til rådighed til gudstjenester og kirkelige handlinger. Dermed vil tyngende krav til ikke-folkekirkemedlemmer om selv at skaffe kirkebygning bortfalde. Folkekirken vil få op mod 90 procent af befolkningen som medlemmer og ikke risikere at miste sin status. Og kirkebygningerne vil blive båret økonomisk og praktisk af en langt bredere del af befolkningen. En model med mange fordele.

Men hvor langt skal åbenheden række? Hvis folkekirken udelukkende skal være en borgerlig ramme for offentlig ritualforvaltning, kan det fint lade sig gøre. Det har blot en række konsekvenser, man burde kunne forvente de mange teologer, der foreslår modellen, forholder sig til.

LAD OS BEGYNDE ET STED: Kirkegården er i dag begravelsesplads for hele sognets befolkning, og kirkegårdsudvalget kunne glimrende bestå af valgte medlemmer fra hele sognet uden hensyn til, om de er medlemmer af folkekirken. Dobbelt kirkemedlemskab ville hjælpe et stykke vej, men jeg går ud fra, der skal være adgang også for ikke-religiøse til forvaltningen af kirkegården, ligesom finansieringen af sognets begravelsesplads vel egentlig burde bygge på en gravskat i stedet for som i dag på kirkeskat plus brugerbetaling. Altså dobbelt ritual-borgerskab.

Også kirkebygningen kunne som sognets ritualbygning drives og finansieres på samme måde. For katolikker er det nemt, mange af landets kirkebygninger er bygget i katolsk tid, nogle artefakter skal blot genindsættes. Ortodokse ville få brug for lys og ikoner. Andre kristne ville efterspørge andet. Hvis bygningen skal være religionsneutral ritualbygning, vil jøder, muslimer og human- etikere nok foretrække, at alle artefakter var mobile, så kors eller alter kunne køres ind og ud efter behov.

Videre har jeg egentlig opfattet det sådan, at præster som ritualforvaltere i livets overgangsfaser tager et teologisk-kristent og måske endog konfessionelt afsæt – at de altså er lutheranere. Men global teologi, økumenisk teologi, religionsteologi, religionsdialog og en praktisk-konstruktivistisk tilgang gør måske, at man i dag frit kan sammensætte ritualer efter behov i mødet med den enkelte.

EKSEMPELVIS ER begravelsesritualet meget forhandlingsåbent, men selv dét er begrænset af Fadervor, velsignelse, korstegn og ”af jord er du kommet”. Det behøver man måske ikke i fremtiden? Hvis det er tilfældet, kan præsterne følges med kirkebygning og kirkegård ind i en ny funktion som fælles ritualforvaltere for mennesker med dobbelt ritual-borgerskab.

Hvis der alligevel er noget kristen (måske endog luthersk) teologi tilbage, som skal fastholdes i ritualer, salmer, bønner, gudstjenester og øvrig virksomhed, rejser det en yderligere problemstilling ved dobbelt medlemskab:

Hvor langt skal de dobbelte medlemsrettigheder række? Skal de medlemmer af folkekirken, der samtidig er medlemmer af et andet kristent trossamfund (en migrantmenighed for eksempel) eller måske af et andet religionssamfund (Human-Etisk Forbund, islam), også kunne være valgbare til et menighedsråd, som tilrettelægger folkekirkens virksomhed, herunder vælger præst og biskop, provstiudvalg og stiftsråd med videre? Og skal, modsat, folkekirkemedlemmer også kunne være med til at ændre gudstjenesteformer med videre hos metodister og anglikanere? Eller skal man – hvad man jo fint kan – have et bygningsudvalg, alle er valgbare til, som fordeler råderetten over ritualbygningen som borgerlig ramme og sørger for, at den vedligeholdes, mens den kristne virksomhed, der måtte være tilbage, sker i et kirkeligt menighedsråd, som alene folkekirkemedlemmer er valgbare til? Altså: Hvilke medlemsrettigheder følger med?

Da Grundtvig formulerede sin vision om folkekirken som en borgerlig ramme, var kirkerne i privateje, og præsterne var udpeget af kongen og finansieret af præstegårde og tiende. Medlemsbegrebet blev indført, da tiende blev afløst af kirkeskat, og menighedsrådene blev bygningsforvaltere. Også i forhold til ansættelser må man spørge, om der skal være et konfessionelt element, eller der blot skal være dobbelt medlemskab? For hvem? For andre kristne? Eller for alle?

Dobbelt medlemskab får nemt karakter af et quickfix. Men medlemsbegrebet er aktuelt grundstenen i folkekirkens organisatoriske bygning. Jeg er sikker på, at det nedsatte udvalg vil tage dét forhold alvorligt og give nogle bud på, hvad der konkret skal være indholdet i et dobbelt medlemskab.

Lisbet Christoffersen er professor i ret og religion, Roskilde Universitet.