Kim Larsen begyndte som protestsanger, men endte som sekularismens salmedigter

Kim Larsen er opstandelsens rockpoet. Eller han er folkets sekulære opstandelsesdigter. Hans musik og tekster blomstrer ikke blot i går og i dag, men vil også blomstre de næste mange år, skriver præst

Kim Larsen er opstandelsens rockpoet. Eller han er folkets sekulære opstandelsesdigter, skriver præst og debattør Anders Kjærsig. Her ses coveret til Kim Larsen & Kjukkens 10. og sidste studiealbum ”Øst for Vesterled”, som udkom den 7. april 2017.

FØRST DØDE Benny Andersen, den danske folkekære digter. Og nu Kim Larsen, den folkelige nationalskjald.

De er ikke hos os mere. Til gengæld har vi deres store produktion af tekster og musik, som de efterlod sig: en guldgrube til at forstå både eget liv og den tid og kultur, man er opvokset i.

Hvem kender ikke Kim Larsen, og hvem har ikke skrålet med på Gasolin? Min nu afdøde mor hadede Gasolin og hele dets væsen, for de var ikke kristne. 20 år senere sang hun glad og frejdigt med på Larsens album ”Sange fra glemmebogen” og flere af hans egne sange.

Kim Larsen startede som rock- og protestsanger i Gasolin. Senere blev han folkesanger med hang til Grundtvig og Højskolesangbogen. Og de seneste årtier er han blevet en slags sekularismens salmedigter. Hvilket er forståeligt. Der er flere kristne motiver i sangene, og der er mange af dem, altså sangene. Jeg har valgt et par stykker.

EN AF DE MEST DEBATTEREDE sange er ”Om lidt bli’r her stille”. Jeg tror, de fleste præster er blevet spurgt, om den kan spilles til en bisættelse, og jeg tror også, at de fleste organister har spillet nummeret enten som præludium eller postludium.

Den er oprindeligt skrevet som afslutningsnummer på en cirkusforestilling. Men folket har, uanset Kim Larsens intentioner, omformet sangen til en begravelsessalme. Det siger noget om teksten og musikken. Den er godt lavet. Den kan bruges og give mening i forskellige sammenhænge: i teltet og i kirken.

På cd’en ”7-9-13” fra 2003 er der flere sange med kristne og eksistentielle tematikker. Sangene befinder sig i spændingen mellem hovmod, de alt for store forestillinger om sig selv og så nåden, alt det, der taler hovmodet imod.

Det næstsidste nummer har titlen ”Uma na na” og handler om det, man har fået givet ganske gratis: menneskene, man elsker, solens opståen og det, der skal komme.

Sangen er en fastholdelse af det tabte på den ene side og på den anden side en selvransagelse og anger over det tabte – sluttende med glæden over, at mørket forsvinder, og man vågner om morgenen med solen og lyset.

Der er både smerte og sorg, selvransagelse og anger, nåde og håb, erindring og glæde i sangen.

Herren kalder på sine slaver

Kom og hjælp mig, ormene gnaver

Bloder fryser i mine lemmer

Djævlen danser, skærsilden brænder

Åh, hvor jeg dog bittert fortryder

At jeg er og var en forbryder

Hvis jeg blot kunne få et par dage

Gav jeg alt det, jeg tog tilbage

Regnen falder på Plads Pigalle

Glædespigerne de kalder

Pengene i kisterne klinger

Sct. Laurentis klokker de ringer

For de nøgne og for de døde

For de sorte og for de røde

Dem, der gik, og dem, der skal komme

Fryd dig hjerte, natten er omme

Nummeret trækker på Kingos salme ”Den klare sol går ned” og Grundtvigs ”Den signede dag”. Der er flere direkte henvisninger: orme, Herren, Djævelen danser, skærsilden brænder, fryd dig hjerte, natten er omme.

Sletter man det nynnende omkvæd og kun har de fire strofer, får sangen karakter af en salme. Gud og Jesus er ikke nævnt, og det er heller ikke nødvendigt, fordi indhold og ordlyd trækker i sig selv sangen i en kristen og kirkelig retning.

Om det har været Kim Larsens intention, ved jeg ikke, og det er heller ikke det væsentlige, hvis blot teksten og musikken kan legitimere sig selv som en eventuel salme.

I 1994 udsendte Kim Larsen cd’en ”Hvem kan sige nej til en engel”. Titlen signalerer, at vi befinder os inden for et eksistentielt og kristent univers af en eller anden larsensk art. Et af numrene hedder ”Halleluja”.

Titlen vækker genklang af Leonard Cohen og er oversat til dansk af Steffen Brandt. Sangen er komponeret som en gammeltestamentlig salme, hvilket vil sige, at den ikke er specielt opdelt i vers og strofer. Den er nok på vers og strofer, men ikke skåret kort og præcist, som Larsen ellers gør. Slet ikke i stil med ”Uma na na” – og mange andre.

I ”Halleluja” er det spændingen mellem død og opstandelse, som er det centrale. Det beskrives i to parallelle forløb. En begrebsbeskrivelse, der handler om forholdet mellem liv og død, og et billede af blomsten, der visner, dør og opstår. De to flader bevæger sig ud og

ind af hinanden, begreb og billede, og er med til at give sangen poetisk og teologisk dybde. Sangen refererer både til Prædikerens Bog og Matthæusevangeliets tale om ”markens liljer og himlens fugle”. Omkvædet lyder:

Døden er kun

En illusion

Tid til at leve

Tid til at dø

Man er jo kun på besøg

Men ser du ikke blomsten

Der visned i går

Den blomstrer igen

Til næste år

Døden er kun

En illusion – halleluja!

Larsen begynder temmelig abrupt ved konkluderende at påstå, at døden kun er en illusion. Hvad mener han? Døden er da absolut ikke en illusion, men derimod en barsk og realistisk kendsgerning. ”Ingen slipper levede ud herfra,” for nu at citere C.V. Jørgensen, som Kim Larsen havde stor respekt for.

Alligevel er der noget om illusionen, specielt når den ses under opstandelsens fortegn. Det ligger i det lille ”kun”: Døden er ”kun” en illusion. Der er med andre ord noget andet og mere end døden.

Larsen har indspillet flere klassiske salmer. Ikke mindst Grundtvigs ”Lille Guds barn, hvad skader dig”. Den har fulgt ham i mange år, og det har blandt andet smittet af på ”Halleluja”. Salmen handler om Guds omsorg og sammenligner mennesket med barnet.

Grundtvig refererer i salmen til fortællingen om ”markens liljer og himlens fugle”: ”Blomst kommer op og blomst går ud.” Det samme gør Larsen: ”Men ser du ikke blomsten, der visned i går.”

Døden er således en realitet eller fakticitet hos begge. Til gengæld bliver det realistiske og faktuelle også hos begge til en illusion, fordi det visne og døde skal blomstre på ny. Døden er ”kun” en illusion – det er opstandelsen ikke, den er virkelighed. Grundtvig slutter derfor sin salme med den evige herlighed, som er lovet ”de små”. Larsen slutter med ordene:

Ser du ikke blomsten

Der visned i går

Den blomstrer igen

Til næste år

Kim Larsen er opstandelsens rockpoet. Eller han er folkets sekulære opstandelsesdigter. Hans musik og tekster blomstrer ikke blot i går og i dag, men vil også blomstre de næste mange år.

Anders Kjærsig er præst og debattør.