Døv studerende: Jeg er blevet svigtet af systemet

Jeg er så ked af situationen, og det har kostet mig livsglæde, motivation og lyst til at komme i uddannelse igen, skriver Mads Jensen. Modelfoto.
Jeg er så ked af situationen, og det har kostet mig livsglæde, motivation og lyst til at komme i uddannelse igen, skriver Mads Jensen. Modelfoto. . Foto: Iris/Ritzau Scanpix.

Jeg er født døv og har derfor et stort tolkebehov i videregående uddannelse, på trods af at jeg har cochlear implant. Jeg har lige læst Kristeligt Dagblads artikel om, at veluddannede døve forhindres i at arbejde, og her er jeg blevet inspirereret til at fortælle om, hvad der også foregår. Prøv med overskriften ”Døve forhindres i at uddanne sig”. Det lyder jo langt ude, men det er desværre sandheden for min vedkommende.

Jeg læser til radiograf på Metropol i København og skulle i september i gang med femte semester. Desværre er jeg ikke endnu mødt op, selvom datoen lige nu hedder den 18. oktober. Årsagen? Jeg kan ikke få tolk, da der er mangel på tolke. Jeg er derfor helt bagud i forhold til andre studerende, da jeg slet ikke har haft muligheden for at følge med i undervisningen.

Jeg har kontaktet SPS-vejlederen og har kun fået dækket tolk tre gange i denne uge, fordi alle andre jo har efterårsferie. Derefter hedder det ingen tolk i yderligere to uger, og så kommer vi op på to måneder uden tolk. Jeg har først en fast tolk fra november, men skaden er desværre sket.

Jeg er helt bagud og skal nok tage semesteret om igen. Jeg synes, det er så uretfærdigt, at systemet svigter mig, og det har den konsekvens, at jeg ikke har været i uddannelse i næsten to måneder nu. At jeg nok skal tage yderligere et halvt år, fordi jeg ikke fik den hjælp, jeg havde brug for. At jeg nok skal skifte hold og derfor blive smidt ind i en klasse, hvor alle kender hinanden undtagen mig.

Jeg er så ked af situationen, og det har kostet mig livsglæde, motivation og lyst til at komme i uddannelse igen. Jeg føler mig svigtet af systemet, og det kommer til at få konsekvenser for mig.

Mads Jensen er 24 år og studerende.