DER ER EN ganske betydelig, åndelig dovenskab blandt visse af mine kolleger på Christiansborg. For det første er den påtænkte lov ikke en lov om, hvordan folk i al almindelighed og ud over det ganske land skal hilse på hinanden. Der er tale om en lov, der regulerer tildelingen af dansk statsborgerskab. Er man ikke i den situation, at man har søgt om – og fået tildelt – dansk statsborgerskab, vil man aldrig nogensinde blive berørt af den.
For det andet er det ikke en negativ frihedsrettighed at blive dansk statsborger. Det er selvfølgelig meget lidt liberalt at undertrykke de negative frihedsrettigheder. Men det er der under ingen tænkelige omstændigheder tale om her.
Endelig er der så substansen. Indvandrere fra Mellemøsten, de dele af Centralasien, der grænser op til den, samt Nordafrika har katastrofale statistikker, når det gælder deltagelse på arbejdsmarkedet. Men integrationsforskeren Ruud Koopmans’ undersøgelser viser noget interessant:
Hvis en indvandrer fra disse dele af verden opfylder følgende betingelser: taler sproget i det land, vedkommende bor, flydende; har netværk af ”indfødte”; følger med i ”de indfødtes” offentlige samtale; har moderne holdninger til køn og ligestilling. Så har han eller hun statistisk set den samme arbejdsmarkedsdeltagelse som ”de indfødte”.
Det handler altså ikke om håndtryk per se. Det handler om, at håndtryk er en meget vigtig indikator på, om man på langt sigt kommer til at integrere sig på arbejdsmarkedet. Selvfølgelig kan man finde en ryger, der er blevet 100 år. Og selvfølgelig kan man finde en håndtryksdiskriminist, der arbejder. Men prisen er i så fald høj: en islamisering af vedkommendes arbejdsplads.
Derfor skal indvandrere, der vil være statsborgere, selvfølgelig udføre en lille test, der viser, om de virkelig mener Grundlovens paragraf 70: at end ikke religion kan bruges som undskyldning for at blive fritaget for sine borgerpligter.
Krav om kollektive rettigheder til muslimer skal man altid sige nej til. Ikke fordi kravet kommer fra muslimer, men fordi der ikke skal tildeles kollektive rettigheder i et liberalt samfund.
Ønske om vetoret imod centrale rettigheder. I praksis hersker allerede ”voldsmandens veto”, når det gælder ytringsfrihed. Vi skal ikke have mere af dette, men mindre.
Ønske om ret til opt-out. Det vil sige ønske om ret til at blive fritaget for gældende dansk lov (for eksempel i familieretlige spørgsmål).
Ønske om, at for eksempel statslige institutioner skal operere på betingelser, der kan godkendes som ”halal”. Det skal vi selvfølgelig ikke have.
Det er et kæmpestort liberalt svigt at tildele kollektive rettigheder: at acceptere voldsmandens veto, at tillade opt-out og at underkaste institutioner og arbejdspladser et halalregime.
Gør det mig til konservativ? Nej. Det gør mig nok til nationalliberal.
Henrik Dahl er medlem af Folketinget for Liberal Alliance.
Debatindlægget er et uddrag af en Facebook-opdatering.