Prøv avisen
Debat

Historiker: DR og Anders Agger giver et falsk billede af Mellemøstens tolerance mod de kristne

I programmerne ”Anne og Anders i Mellemøsten” kreerer Anders Agger en falsk illusion af, at kristne og andre minoriteter og ateister trives i Mellemøsten, skriver historiker Maradona Isho. Her ses Anne Hjernøe og Anders Agger i Amman i Jordan. – Foto: DR

Maradona Isho

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Anders Agger kreerer indirekte en falsk illusion af, at kristne og andre minoriteter og ateister trives i Mellemøsten. Det er dumt og farligt, skriver historiker Maradona Isho

DR’s første to udsendelser af ”Anne og Anders i Mellemøsten” i Jordan og Oman har haft en lemfældig omgang med realiteterne. I Jordan-afsnittet brugte Anders Agger noget af tiden på det, han kaldte en ”vild kærlighedshis-torie” med en dansk kvinde fra København, som blev gift med en muslimsk jordaner.

Men Anders Agger bør vide, at det altså ikke er usædvanligt, at muslimske mænd må giftes med ikke-muslimske kvinder, da det i Islams optik er faderens religion, børnene følger, og ikke moderens, og hos (næsten alle) muslimer bliver det opfattet som en slags dominering over anderledestroende, og giftermålet bliver derfor transcenderet i deres islamiske religiøse trang til at dominere andre anderledestroende.

Derfor er det forbudt for muslimske kvinder at gifte sig med ikke-muslimer. Havde George Clooney og Amal Ala-muddin været jordanere, ville deres liv have været i fare. Men det er ikke dét indtryk, man får efter at have set programmet.

I Oman-afsnittet er der en sympatisk omansk muslimsk dreng, hvor han, efter at blive spurgt om, hvordan han betragter Anders Agger som en kristen, sympatisk svarer:

”Det er det samme. Jeg er ligeglad. Vi er alle mennesker. Vi lever alle på samme måde. Der er ingen forskel.” Og så stopper Anders Agger brat uden at give et forbehold eller en nuancering.

Jeg ved ikke, om Anders Agger ikke har haft kildekritik som fag, selvom han er journalist. Som uddannet historiker kan jeg garantere, at der en tommelfingerregel i grundlæggende kildekritik om at spørge sig selv, om et udsagn er repræsentativt for helheden. Havde Anders Agger gjort en simpel granskning, ville han vide, at det ikke er tilfældet: Brian J. Grim og Roger Finke har i deres bog, ”The Price of Freedom Denied”, dokumenteret, at hele 78 procent af de muslimske stater har høj grad af diskrimination af minoriteter. Det tilsvarende tal for kristne stater er 10 procent.

Hvad angår frafald fra Islam, så er der faktisk i (næsten) hele Mellemøsten (døds)straf for frafald fra Islam. Ingen kristne lande har forbudt frafald fra kristendom. For slet ikke at nævne, at i Mellemøsten er muslimsk terror mod ikke-muslimer normen, hvorimod det omvendte, altså terror fra ikke-muslimer mod muslimer, er nærmest ikke-eksisterende.

Det er ikke en overdrivelse at sige, at kristenfobien i Mellemøsten er 100 gange værre og mere fremherskende end islamfobien i Vesten.

Anders Agger kreerer indirekte en falsk illusion af, at kristne og andre minoriteter og ateister trives i Mellemøsten. Det er dumt og farligt. For ikke blot bruger Anders Agger skattekroner og snyder sine seere, men han gør det også mere besværligt at nedbryde den muslimske strukturelle diskrimination af ikke-muslimer i Mellemøsten, når han indirekte fortæller, at den ikke findes.

Maradona Isho er uddannet historiker fra Aarhus Universitet.