Gaderne i 57 byer var ombejlet af håbefulde voksne med svajende bannere. Titusindvis af mennesker stimlede i april 2018 – ligesom i fredags – sammen for at råbe politikerne op med ét enkelt spørgsmål: Hvor er der en voksen? Det affødte en varm kartoffel med et mindre smagfuldt navn: minimumsnormeringer.
Men spørgsmålet er stadig ubesvaret. Regeringen og støttepartierne er i disse dage rygende uenige om, hvor mange pædagoger der skal være pr. barn i daginstitutionerne. BUPL anbefaler tre vuggestuebørn og seks børnehavebørn pr. voksen. Det er en svimlende høj ambition, der kræver horder af nyuddannede pædagoger. I mellemtiden ruster en ressource på plejehjem og i ældreboliger, de ældre skal kunne hjælpe frivilligt til i kommunale daginstitutioner.
I tv-programmet ”Rollinger på plejehjem” ser vi, hvordan ældre og børn liver op i hinandens selskab. De ældre bliver friske og rørige, og børnene hygger sig – fordi der er voksne til stede. Det er synet af synergi. Alligevel kaldes DR-programmet for ”dybt umoralsk” i en mediekommentar i Kristeligt Dagblad den 15. november.
Kritikken tager afsæt i Immanuel Kants moralfilosofi. Filosoffen bedyrede, at man aldrig må behandle et menneske som et middel til at opnå et mål. Det gør DR-programmet, når plejehjemmets ældre bruger børnene som middel til bedre helbred, mener avisen. Men det er ikke kun de ældre, der er målet. Børnenes helbred er også et mål – det vidner fejden om minimumsnormeringer jo netop om. Svaret fra det filosofisk modsatrettede boksehjørne vil derfor komme fra nytteetikkens fader, Jeremy Bentham. Han mente, at den moralsk rigtige beslutning er dén, der maksimerer summen af lykke. Og det er tilfældet her, hvor der slås to fluer med ét smæk.
Tematisk lignende tv-programmer som ”Hvem passer vores børn?”, ”Daginstitutioner bag facaden” og ”Eksperimentet med vores børn” peger alle på problemet. Men ”Rollinger på plejehjem” peger på løsningen.
De ældre er en del af svaret, når daginstitutioner drukner i vræl, understimulerede børn og stressede pædagoger. Det ved Ældre Sagen allerede, som har aftaler med private daginstitutioner, hvor foreningens såkaldte børnehavevenner kan hjælpe frivilligt til. Alligevel bliver de ældre glemt i forhandlingerne om minimumsnormeringer. Det er forkert.
For de ældre er en del af svaret. Børnehavevenner skal ikke erstatte fagligt personale. De skal bistå pædagogerne i en frossen tid, hvor daginstitutioner hungrer efter varme hænder. For pædagogernes skyld, for de ældres skyld – og for børnenes skyld: Luk de ældre ind i børnehaven – omgående.
Michael L. Bech Særkjær er journalist.