Prøv avisen
Debat

DR-redaktør om sprogkultur: Både bandeord og formelt sprog kan være fremmedgørende – DR skal finde balancen

Sådan præsenterer DR selv den hårdstående studievært Esben Kjær fra programmet ”Bagklog på P1”. Foto: Agnete Schlichtkrull/DR

Martin Kristensen, sprogredaktør i DR

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

I EN LEDERARTIKEL den 19. september beskriver Kristeligt Dagblads lederskribent DR’s sprogpolitik som ”provinsiel”. Med henvisning til et påstået højere sprogligt bundniveau hos medier i Frankrig, Storbritannien og Tyskland efterlyses det, at DR påtager sig et større ansvar for, ”hvilket dansk der tales i landet”, ikke mindst graden af frisprog, der slipper ud i æteren.

Lad mig indledningsvis slå fast, at DR naturligvis vedkender sig et medansvar for sproget i ”landets store samtale mellem mennesker, der ikke kender hinanden”, som lederskribenten så fint beskriver det.

DR’s interne sprogindsats består således af omfattende stemme- og taleundervisning, grammatikkurser, klichéworkshops og meget mere. Den samlede indsats kan man få yderligere indblik i ved at læse DR’s stilguide og sprogklummer på dr.dk/sprog.

DR publicerer årligt mange timers radio, tv og webartikler om politik, samfund, kultur, tro, historie, sport og alt derimellem. Programmer, hvor DR’s værter, reportere og programmedarbejdere tilstræber at formidle i et levende, inkluderende og letforståeligt sprog. Samtidig er målet, at sproget er så fair, præcist og dækkende som muligt. Det mener jeg lykkes en stor del af tiden. Var det ikke tilfældet, ville DR’s nyhedsformidling for eksempel næppe nyde den troværdighed i befolkningen, som undersøgelser viser, at den gør. Men denne store majoritet af oplysende programtilbud synes jeg ofte forsvinder i det billede, der tegnes i sprogdebatten.

DERIMOD RETTES KRITIKKEN ofte mod genrer som satire og drama samt medvirkendes sprogbrug. Det, der tilsyneladende især deler vandene, er spørgsmålet om, i hvilket omfang DR bør afspejle sprogbrugen og variationen af sprognormer i det danske samfund. Som Kristeligt Dagblad spørger i sin lederartikel: Hvilken – eller måske snarere hvis – virkelighed er det, man afspejler?

Spørgsmålet er afgjort relevant og har fulgt DR siden dets grundlæggelse. For generationen, der i 1920’erne som de første fik radio, var det, hvis man for eksempel læser Thorvald Stauning (S), som at gå fra babelstårn til pinseunder. Pludselig kunne befolkningen høre og forstå hinanden på tværs af land og by. I mange år var der dog mest tale om énvejskommunikation fra et overvejende københavnsk dannelsesborgerskab.

I 1983 kritiserede Modermåls-Selskabets daværende formand, Gerda Thastum Leffers, DR for at påtage sig en ”skolemesterrolle”. Hun opfordrede derfor husets ”professionelle skærmfolk” til at overlade mere af sendetiden til ”gennemsnitsmennesker”. Den bøn blev hørt af både DR og TV 2 op gennem 1990’erne og 2000’erne. Tøjlerne blev løsnet i et sådant omfang, at Sørine Gotfredsen i 2013 her i avisen skrev:

”Når man i stigende grad kritikløst giver plads til alle på tv-skærmen og gør det til en pointe, at de blot skal fortælle så spontant og bramfrit som muligt, kan det ikke undgås, at sproget degenerer.”

Fra en demokratisk synsvinkel er spørgsmålet, om det holder at udelukke nogen fra landets store samtale mellem mennesker på grund af deres sprog. De fleste ville formodentlig betakke sig, hvis DR satte sig for at opdrage på politikere, eksperter og andre og tjekkede deres sprog for graden af stuerenhed før udsendelse?

På den anden side anerkender jeg, at det ikke er gnidningsløst, når divergerende sprognormer mødes i dagens mere pluralistisk, socialt og geografisk repræsentative mediebillede.

Som lederskribenten er inde på, kan en del føle sig fremmedgjort ved at høre bandeord, som andre bruger ubekymret, når de udtrykker temperament og følelser. Et mindre spontant og formelt mediesprog, der afviger betydeligt fra hverdagens sprog, kan dog også opleves fremmedgørende af andre seere og lyttere. For DR er det derfor et spørgsmål om balance.

I DR’S STILGUIDE ANBEFALER VI, at vores værter så vidt muligt undgår bandeord, da der som regel findes andre og bedre måder at gøre sproget kraftfuldt på. Og som oftest formidler vi i et nyhedssprog, der ikke peger unødigt på sig selv. Men vi lægger også vægt på, at der levnes rum i sendefladen til at afspejle for eksempel yngre dele af befolkningens hverdag og sprog. Gør vi ikke det, risikerer DR nemlig at miste relevans i forhold til kommende generationer af public service-brugere.

Erkendelsen af behovet for at lade flere sprognormer fremtræde side om side er vi i øvrigt langtfra alene om i Europa. I Tyskland for eksempel er public service både NDR Kultur, hvor værterne introducerer oplæsninger af Thomas Mann med en skuespillers diktion, og ARD og ZDF’s fælles indholdsunivers for unge, Funk. Mange af værterne på Funk er hyret blandt nettets influencere, og det tyske sprog, der tales, er mildest talt nutidigt.

Selvom jeg ud fra alder og interesse oplagt mest tilhører NDR Kulturs målgruppe, sætter jeg også pris på det indblik, Funk giver i sin samtid, i andre virkeligheder og i mødet med de sproglige identiteter, som yngre tyskere præsenterer sig med. Hver ting til sin tid. Ligesom man nogle dage er mest til ”nældens mindste blad” hos Brorson, andre dage Kingos mere kradsbørstige ”søvne-sved” og ”mesterskalkenik”. Personligt holder jeg af begge dele, og også i medierne mener jeg, at sproglig mangfoldighed i sidste ende er en styrke.

Martin Kristiansen er sprogredaktør i DR.