Tidligere næstformand i DR: Maria Rørbye Rønn er blevet et offer for kulturvenstre

Maria Rørbye Rønn har ikke gennemskuet den reelle baggrund for nedskæringen af DR, skriver Ole Hyltoft, tidligere næstformand i Danmarks Radio

”Der er under de senere DR-ledere – og ikke kun under Maria Rørbye Rønn – foregået en forringelse af DR’s kulturniveau, som forplanter sig til et kulturforfald for hele vores land,” skriver forhenværende næstformand i Danmarks Radio Ole Hyltoft. Her ses generaldirektør Maria Rørbye Rønn fremlægge DR’s spareplan i september. –
”Der er under de senere DR-ledere – og ikke kun under Maria Rørbye Rønn – foregået en forringelse af DR’s kulturniveau, som forplanter sig til et kulturforfald for hele vores land,” skriver forhenværende næstformand i Danmarks Radio Ole Hyltoft. Her ses generaldirektør Maria Rørbye Rønn fremlægge DR’s spareplan i september. – . Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

DR stander i våde. Regeringen kapper 20 procent af DR’s budget. Den dybeste degradering af DR i radio/tv’s historie. Degradering er det rette udtryk. For der ligger også en afstraffelse i nedskæringen. Regeringen ville stoppe, at DR var så indforstået med Socialdemokratiet, venstrefløjen, og hvad dermed følger.

Maria Rørbye Rønn blev generaldirektør, fordi hun regnedes for en duelig administrator. Men generaldirektøren i DR er ikke nogen administrationspost. Det er en post, der forudsætter viden om kultur og politik. Generaldirektøren spiller hovedrollen i en daglig kamp om, hvordan danskernes sjæle skal påvirkes.

Jeg tror, Maria Rørbye Rønn kom til generaldirektørposten i 2011 uden nogen stærk kulturpolitisk hældning. Men hun kom straks og vedholdende under DR-systemets ensporede kulturradikale påvirkning. Og uden måske selv at forstå det er hun blevet et offer – eller et redskab – for kulturvenstre, den holdning, ja, man kan vel ligefrem sige det parti, der behersker journalist-, kultur- og forlagsverdenen, også uden for DR.

Politikerne fra den ene halvdel af Socialdemokratiet og ud over regeringspartierne har længe været irriteret over det magtmonopol, som kulturvenstre har haft. Men har vel følt, det var en slidsom uriaspost at få genoprettet den ligelighed mellem holdningerne, der herskede i DR engang.

Så nu beskærer regeringen i stedet DR’s udfoldelse. Nu må alle seere lide under den svækkelse af DR, som de 20 procents nedskæring af licensen vil medføre. Jeg prøvede et par gange som næstformand i DR’s bestyrelse at forklare denne lidt gedulgte kulturkamp for Maria Rørbye Rønn. I enrum endda. Generaldirektøren sagde, hun lyttede til mig. Det gjorde hun måske. Men til andre sagde hun, at hun da blæste på mine advarsler. Det kunne godt være, DR var ensidig og kultursvag. Men den var nu, som den skulle være.

Ytringsfriheden, sagligheden og upartiskheden er det uundværlige fundament for en demokratisk Danmarks Radio. Det slog allerede den første generaldirektør fast, den konservative kammersanger Emil Holm – hvid knækflip, stok og gamacher. Og han blev fulgt op af sin lige så ligevægtige og dygtige efterfølger, F.E. Jensen.

Men 1968-livsstilen, som ikke mindst landets journalister tog til sig, bragte DR ud af balance. Således at det flertal af seere og lyttere, der bibeholdt deres ikke-kulturradikale livsanskuelse, følte sig mere og mere hjemløse i DR’s udsendelser og DR’s kommentarer.

Et humoristisk højdepunkt i medarbejdernes fejring af kulturvenstres globale triumf indtrådte, da en hoben DR-medarbejdere under den amerikanske præsidents valg drog til USA for at fejre Hillary Clintons sejr. Deres slukørede reaktion over valgets resultat gjorde de deres bedste for at påføre den danske befolkning.

Det er den samme holdning, Maria Rørbye Rønn og hendes håndgangne mænd udviser, når de lader politikernes nedskæring af licensen med 20 procent gå ud over folkekære og almennyttige programmer som Peter Qvortrups ”Sundhedsmagasinet”, Ask Rostrups ”Langt fra Borgen” og sportsnyhederne; mens bagedyster, forherligelse af gammelt skrabsammen under betegnelsen antikviteter og andet i samme skure får lov at fortsætte. Maria Rørbye Rønns reaktion på de nye vilkår tyder på, at hun ikke har gennemskuet den reelle baggrund for nedskæringen af DR.

Maria Rørbye Rønn er en sekretariata administrativa. Men administration har en rigtig general folk til. Generaldirektøren behøver ikke selv være kammersanger, kunstmaler, ikke engang magister. Men hun/han skal have den blanding af kulturelt fugleperspektiv og politisk næse, der gør, at hun kan finde de tørskoede områder i et sumpet terræn.

Det, jeg oplevede i mine otte år i DR’s bestyrelse, var, at alt, hvad der kom af skriftligt materiale fra generaldirektørens kontor, var knirkende formuleret, uden glød og personligt engagement. Jeg hørte aldrig Maria Rørbye Rønn udtale sig – kritisk eller begejstret – om et radio- eller tv-program. Jeg spurgte af og til mig selv: Ser eller hører Maria aldrig nogen af de programmer, hun er øverste chef for? Formanden (Michael Christiansen ) og næstformanden (Ole Hyltoft) overværede langt de fleste af DR’s torsdagskoncerter – DR’s fornemste kunstneriske ydelse. Maria Rørbye Rønn viste sig aldrig ved disse storslåede koncerter.

Endnu fra 1985-1994 var det en mand med DR-kulturbaggrund, nemlig Hans Jørgen Jensen, der var øverste chef for DR. Men med Christian Nissen fra 1994 til 2004 blev det en kulturfremmed administrator, der overtog ledelsen. Og siden har institutionen nået to lavpunkter med Kenneth Plummer og Maria Rørbye Rønn.

Det er i dag umuligt at pege på en afløser for Maria Rørbye Rønn blandt DR’s nuværende medarbejdere. Som det tit er tilfældet med svage ledere, er under-lederne endnu svagere. DR’s kulturdirektør Tine Smedegaard Andersen, som var Maria Rørbyes valg, har været usynlig under hele sin DR-tid. Nu har kulturministeren valgt et ubeskrevet blad fra provinsens forretningsverden som bestyrelsesformand fra 2019. Det havde nok været klogere at pege på et kulturmenneske af typen Per Stig Møller på den post.

Der er under de senere DR-ledere – og ikke kun under Maria Rørbye Rønn – foregået en forringelse af DR’s kulturniveau, som forplanter sig til et kulturforfald for hele vores land. Skriften er en afgørende del af et lands kultur. Men de fleste nye bøger anmeldes ikke i DR. Oplæsning af romaner, digte, noveller er ophørt. Danske skuespil opføres næsten ikke mere i DR TV. Kunstudstillinger omtales/anmeldes næsten ikke. Hele vores klassiske kultur, der opbygges dag efter dag – bygninger, videnskab, historie, medicin, lyrik, prosa, drama – får seerne ingen løbende og kvalificeret orientering om. Men popunderholdning og ligegyldige rejse- og snakkeprogrammer får vi masser af.

Tidligere kunne mange danskere fortælle, at alt, hvad de havde lært, havde de suget til sig fra Danmarks Radio. Men i den seneste generation er dansk kultur i DR druknet i journalistisk affald. Kun den symfoniske musik har overlevet.

Der har i de senere år været en stigende utilfredshed blandt politikere over at skulle overholde armslængden; det princip, at politikerne ikke skal blande sig i programlægningen. Man syntes, programmerne udviste en kulturpolitisk ensidighed. Tidligere sørgede DR-bestyrelsens kløgtige radiorådsformænd som Julius Bomholt og H.C. Hansens fortrolige ven Peder Nørgård for at forhandle en balance igennem mellem socialdemokrati og borgerlighed, inden der opstod ensidighed i udsendelserne. Men dengang var kulturradikalerne heller ikke et stærkt og selvstændigt parti. Dengang blev der ansat kapaciteter i DR. Mennesker, hvis indsigt og fortælleevne kunne få lytternes og seernes interesse til at gløde. Folk, der evnede at udtale sig med begejstring om et hjørne af kulturverdenen. Disse personer var elskede af befolkningen. De sørgede for, at vi danskere blev klogere og fik væsentlige emner at tale om.

Disse henvisninger til gamle dage drages ikke som et nostalgisk mindebillede fra en moden kronikør, men for, at vi kan drage lære af fortiden.

En af mine bekendte sendte i 2011 et brev til Maria Rørbye Rønn og foreslog en tv-udsendelse i anledning af Kulturministeriets 50-årsjubilæum, som jo vitterligt fandt sted i 2011. På vegne af generaldirektøren takkede næstkommanderende i DR’s kulturforvaltning for forslaget, men meddelte, at forslaget rigtignok kom for sent. For DR havde allerede to år før, altså i 2009, fejret 50-årsjubilæet! Det er niveauet.

Ole Hyltoft er forhenværende næstformand i Danmarks Radio.