Prøv avisen
Debat

Katrine Winkel Holm: Giv familien valgfrihed

"Venstrefløjen afslører en mærkelig materialistisk og omsorgsforagtende tænkemåde, når de forsøger at skyde familievenlige forslag ned med en fladtrådt kødgrydemetafor," skriver Katrine Winkel Holm. Foto: Sophia Juliane Lydolph

Katrine Winkel Holm, sognepræst og debattør

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Forslaget om at bedre muligheder for hjemmepasning går ikke ud på at sende nogen nogen steder hen. Tanken er at give småbørnsforældre en mulighed for at være mere sammen med deres børn

KNAP VAR Dansk Folkepartis forslag om bedre muligheder for hjemmepasning offentliggjort, før beskyldninger om at ville sende kvinderne tilbage til kødgryderne dukkede op. Især politikere fra Radikale Venstre og Socialdemokratiet har luftet højlydt forargelse. Nu går forslaget ikke ud på at sende nogen nogen steder hen. Jeg véd det, for jeg har selv været med til at udarbejde forslaget. Tanken er derimod at give småbørnsforældre en mulighed for at være mere sammen med deres børn.

Hvorfor skal vi så straks begynde at høre om kødgryder? Hvorfor hedder det ”hjem til kødgryderne” og ikke ”hjem til børnene?”. Det er jo dem, det handler om. Kødgryde- udtrykket siger mere om afsenderen, end om opgaven med at passe sine børn. Udtrykket rummer en foragt for forældres omsorgsarbejde. At gå hjemme drejer sig ikke primært om at fylde børnenes maver, men om at give dem nærvær, varme, omsorg og tid.

Det bliver tydeligt, når man tænker på det bibelske forlæg for talemåden. At ”længes efter de hjemlige kødgryder” er oprindelig udtryk for at længes efter en dorsk og tryg slavetilværelse som den, israelitterne havde, da de var faraos slaver i Egypten. Dengang havde de ingen frihed, men de fik mad nok af deres undertrykkere. Da israelitterne så blev befriet fra slaveriet og vandrede rundt i ørkenen, kom længslen efter Egyptens trygge kødgryder en gang imellem op i dem. Det var mavens åndløse længsel, der kom til udtryk i længslen efter kødgryderne.

Tænk, at det er denne nedgørende sprogbrug, vi i dag anvender om længslen efter mere tid med børnene og mere tid til hjemmets opgaver. Det er langt fra tryghed, man opnår, når man fravælger arbejdsmarkedet i dag. Det er ofte usikkert og altid meget foragtet at være hjemmegående, for i dag sidder identiteten primært i lønsedlen. Når man går hjem til børnene, gør man altså det stik modsatte af det, israelitterne længtes efter, når de sukkede efter kødgryderne.

Venstrefløjen afslører en mærkelig materialistisk og omsorgsforagtende tænkemåde, når de forsøger at skyde familievenlige forslag ned med en fladtrådt kødgrydemetafor.

Jeg synes, det er meget opmuntrende, at et større parti nu kommer med et så familievenligt forslag, og jeg er glad for, at man tager højde for det forhold, der hidtil har stoppet alle forsøg på at gøre hjemmepasning mere attraktivt: Bekymringen for at det vil forringe integrationen. For alle ved, at ikke mindst indvandrerkvinder vil benytte sig af muligheden for hjemmepasning.

Det skal de selvfølgelig have lov til, men for at sikre sammenhængskraften, må vi som samfund også sætte nogle krav: At man har boet i Danmark i 20 år, at man kommer direkte fra et arbejde eller en uddannelse, og at man taler dansk med sit barn. Sådan som situationen er i dag efter årtiers tankeløs masseindvandring, er det nødvendigt at stille den slags krav.

Vi skal styrke familiens frihed uden at undergrave sammenhængskraften.

Katrine Winkel Holm er sognepræst i Borup og medudgiver af tidsskriftet Tidehverv.