Alternativet-ordfører: Drop al den snak om vækst. De vigtigste ting i livet er slet ikke ting

I Alternativet tør vi godt sætte spørgsmålstegn ved den næsten religiøse jagt på evigt stigende vækst, skriver finansordfører Josephine Fock (Å)

 Bliver vi lykkeligere af en lidt større bil, af en ny telefon, af en større bøf på tallerkenen om fredagen? Det er der absolut ikke noget, der tyder på, skriver Josephine Fock (Å).
Bliver vi lykkeligere af en lidt større bil, af en ny telefon, af en større bøf på tallerkenen om fredagen? Det er der absolut ikke noget, der tyder på, skriver Josephine Fock (Å).

Vi hører det igen og igen, ja, faktisk bliver vi hver dag tæppebombarderet med budskabet: Vækst er nøglen! Vækst er løsningen! Vi kan godt tænke lidt på klimaet, men det må for Guds skyld ikke gå ud over væksten.

Når noget bliver gentaget nok gange, bliver det til en ufravigelig sandhed, så bliver det til et faktum.

Men sådan ser vi det ikke i Alternativet.

Vi tør godt sætte spørgsmålstegn ved den næsten religiøse jagt på evigt stigende vækst. Vi efterspørger ikke et stagnerende samfund, vi vil ikke sætte udviklingen i stå. Men vi insisterer på at stille det grundlæggende spørgsmål: Gør vækst og velstandsstigning os gladere, gør den vores samfund bedre, bliver danskerne lykkeligere af ukontrollabel vækst?

Det korte svar er: Nej. Undersøgelser viser utvetydigt, at vækst var fremragende, da vi skulle opbygge vores velfærdssamfund. Det var en absolut nødvendighed og skabte trygge rammer og et socialt sikkerhedsnet for danskerne. Derfor steg vores livsglæde i takt med vores levestandard. Men sådan har det faktisk ikke været de seneste 45-50 år.

Ikke nok med, at væksten ikke gør os gladere. Den er skadelig for kloden. Der er en direkte sammenhæng imellem økonomisk vækst og CO2-udledning. Sidste gang, vi havde dalende udledninger af drivhusgasser, var under finanskrisen. Så hvad der syntes skidt for os, var faktisk et pusterum for kloden. Det fortæller os, at vores (over)forbrug må og skal ned. Vi skal indse, at vi ikke kan og må bruge flere ressourcer, end Jorden kan gendanne. Og det er præcis det, vi gør lige nu.

For hvad er det, vi vækster for? Bliver vi lykkeligere af en lidt større bil, af en ny telefon, af en større bøf på tallerkenen om fredagen? Det er der absolut ikke noget, der tyder på. Forskning viser, at vi i gennemsnit er cirka lige så tilfredse med vores liv, som vi var i 1975 – trods den enorme materielle velstandsstigning. Og helt ærligt: For Alternativet er det vigtigere, at livstilfredsheden stiger, end at bnp stiger.

Vi skal selvfølgelig sørge for, at alle har en levestandard, der sikrer dem basal tryghed og rimelige levevilkår. Og der skal være rum til den vækst, der måtte være nødvendig for at svare på de udfordringer, som for eksempel en stigende andel af ældre i samfundet bringer med sig. Men når det er sagt, må vi holde fast i, at et rigt liv er så meget mere end økonomi.

Et rigt liv er at have tid til at se sin familie, det er nærvær på tværs af generationer, det er rent vand i hanerne. Det er at lære, så længe man lever, det er meningsfulde fællesskaber, hvor vi mærker hinanden som mennesker og finder på løsninger, der løfter lokalsamfundet. Det er børns frie leg, det er unges nysgerrighed på livet. Det er at fejle og at lære af sine fejl. Fokuserer vi enøjet på økonomisk vækst, spænder vi ben for vores egen kreativitet og menneskelighed. Så bliver vi til tandhjul i en maskine.

Vi skal så at sige effektiviseres og effektivisere hele livet. Børn skal lære, ikke lege. Unge skal vælge en uddannelsesvej, holde sig til den og gennemføre den på rekordtid, så de kan komme ud på arbejdsmarkedet og bidrage. Vi bliver myrer, vi bliver mekaniske, og vi mister vores selvstændige tænkning, vores fandenivoldskhed og vores mod til at træde nye veje. Alt det, der er så afgørende for, at vi kan skabe et Danmark, der er klar til fremtiden – ikke bange for den.

Drop nu al den snak om vækst og lad os tale om, hvordan vi skaber gode liv for os selv og hinanden. For ved I hvad? De vigtigste ting i livet er slet ikke ting.

Josephine Fock er finansordfører for Alternativet.