SOGNEPRÆST Henrik Højlund har problemer med det forholdsvist nye folkekirkelige fænomen drop in-dåb. Det kunne man læse i Kristeligt Dagblads kronik den 8. oktober.
Højlund skildrer selv, hvordan han er gået fra at betragte det som ”skingrende skørt” og ”et teologisk vildskud” – som der efter Højlunds mening er mange af i folkekirken – til nu at betragte sig som kritiker. Skal man kort sammenfatte Højlunds kritik, så går den på, at det hele bliver for nemt, for billigt, for fast-food-agtigt. ”Dåb i den allerhurtigst tænkelige udgave uden noget for alvor før og efter”.
Alle de kirker, der allerede har holdt drop in-dåb, kan fortælle om mennesker, der gennem mange år har gået med overvejelser om at blive døbt. Der har manglet noget i deres liv. Måske valgte deres forældre dåben fra, da de var børn. Måske noget andet stod i vejen. Drop in-dåb bliver for dem anledning til at realisere ønsket om at blive døbt. Drop in-dåbens lettilgængelighed er i det lys ikke dens mangel, men dens styrke. Den skubber så at sige praktiske og personlige indvendinger til side og stiller spørgsmålet: Er det nu? Det har mange øjensynligt fundet en stor befrielse og alvor i.
Højlund er selv inde på, at dåben kan være omgærdet af forventninger om atholde fest og samle hele familien, og at drop in-dåben skyder genvej gennem alt det. Men han forsømmer at overveje, om det måske er andet end praktiske forhold, der står i vejen for voksnes beslutning om at blive døbt.
I mange tilfælde tror jeg, at mennesker døjer med en bestemt forståelse af, hvad det vil sige at tro. En arv fra vækkelserne, hvor tro kun kan gøre krav på sit navn, hvis den er forbundet med en (bestemt) inderlighed og alvor. Troen flyttede ind i mennesket og er i dag blevet til et krav om at være autentisk. Dermed er troen blevet noget, det enkeltemenneske skal ”præstere” – stik imod en protestantisk forståelse af troen. Mange mennesker stiller sig derfor spørgsmål som: Tror jeg nok, tror jeg rigtigt? Kan jeg skrive under på trosbekendelsen og alle de kirkelige dogmer? Spørgsmål, det kan være svært at svare ja til, hvis man samtidig skal være ærlig over for sig selv, være ”autentisk”.
Drop in-dåb skræller alt det væk. Og i virkeligheden er det nok her, skoen trykker for Højlund. Ja, han siger ligefrem, at ”man dropper ind og bliver døbt – og dropper alt for let ud igen uden at få den store, skønne helhed med sig”.
Henrik Højlund mener åbenbart, at man kan droppe ud af sin dåbs nåde?! Og at det er muligt at afgøre, hvornår det sker. Man kan kun gisne om, hvem der skal afgøre det, men at der er nogen, der kan afgøre, om man er inden for eller uden for sin dåbs nåde, må man ud fra Højlunds tankegang kunne operere med. Her kan man da for alvor tale om et teologisk vildskud.
I en protestantisk kirke er det ikke præstens opgave at forkynde fortabelse eller gøre sig til dommer over alvoren i folks tro. Luther havde i sin teologi altid to fronter: til den ene side en katolsk kirkeinstitution, der hævdede at have frelsesmonopol. Når bare dåben blev udført af en af kirkens præster, så stod kirken inde for, at ”det virkede”. Og til den anden side sværmerne, der forlangte, at troen skulle have bestemte udtryk. Den skulle være alvorlig – og det var sværmerne, der vidste, hvordan den alvor tog sig ud. Luther lagde derimod stor vægt på det sjælesørgeriske aspekt i sakramenterne: Gud har sat dig stævne i dåben og givet dig sit løfte. Det skal du holde dig til, og det kan du tro på. Det kan ingen tage fra dig. Heller ikke ”alvorlige” præster.
Henrik Højlund skriver, at drop in-dåb meget gerne må sætte gang i overvejelser om, hvordan vi i kirken bliver bedre til at møde længslen efter tro og kirkeligt tilhørsforhold. Netop. Det er der, vi må begynde. Drop in-dåb er et bud på det.
Peter Birch er provst for Gentofte Provsti.