Prøv avisen

Menighedsrådsmedlemmer: Drop in-dåb er en smuk oplevelse

Ingeborg Ilkjær og Inge Lise Pedersen

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Henrik Højlund, vi vil med denne beretning gerne vise dig og andre skeptikere i forhold til drop in-dåb, at vi ikke kan følge argumentationen i din kronik. Derimod mener vi, at det er vigtigt, at du og vi ikke gør tærsklen så høj og døren så smal til kirken, at ingen kan føle sig værdig til at komme ind, skriver menighedsrådsmedlemmer

KÆRE HENRIK HØJLUND, tak for din kronik i Kristeligt Dagblad den 8. oktober, ”Drop in-dåb fører alt for let til drop ud-dåb”. Du har ret i at tænke – drop in-dåb – hvad er nu det? Det var også vores første tanke, men vi overvandt vores fordomme og lod nysgerrigheden få plads.

I Frederiksberg Provsti havde vi den 14. juni 2018 i Lindevang Kirke for første gang drop in-dåb. Det blev en ganske forunderlig oplevelse for 26 dåbskandidater og alle os andre, der deltog. Ved kirkens dør blev dåbskandidaterne budt velkommen af en præst og en lægperson og hjulpet videre til kordegnen.

Dåbskandidaterne fik hjælp til at udfylde papirerne, som selvfølgelig skulle være i orden med hensyn til personlige data. De blev af en præst tilbudt en samtale, som alle tog imod, også forældre til de mindre børn, der blev døbt. I ventetiden fik de tilbudt mad og drikke, og der var nogen at tale med hele tiden. Det var afgørende for os, at de, der kom, følte at de kom ind i et fællesskab med krop og sjæl. En af kirkens organister havde indspillet musik, som gav en rolig og fredelig stemning i kirkerummet. Mange af dåbskandidaterne kom med blot en enkelt ledsager, og nogle kom helt alene.

HER VAR DET SÅ, vi som frivillige i kirken fik lov til at være vidner og være med i dåben ved døbefonten. At være vidne var en meget smuk oplevelse. Tænk at få lov til at være fremmed og stedfortrædende som vidne på én gang. Vi mærkede, at vi blev budt velkommen ind i andre menneskers liv, og at det for dem var en velovervejet og meget betydningsfuld situation.

Der var den 39-årige kvinde, der havde taget sin kæreste med – nu skulle det være, nu var der en anledning. Dåben havde hun overvejet igennem længere tid.

Ritualet blev for hende en indgang til et fællesskab, et sted, hvor hun følte hun hørte til. Hun fortalte, at næste gang vi i provstiet holdt drop in-dåb, ville hun få sine to drenge døbt.

Så var der den 10-årige pige, der var rolig som en støtte og fuldstændig klar i blikket. Hun havde mistet sin far. Intuitivt og uden forklaringer vidste pigen, at hun måtte være med i det fællesskab, der rækker ind i døden, hvor hendes far var. Hun blev velsignet i dåben, og hun velsignede også os, der stod omkring fonten.

Der var den 45-årige kvinde, der kom alene, hendes venner forstod ikke, at hun ville døbes – det var far out, som hun udtrykte det. ”De forstår det simpelt hen ikke, og jeg kan ikke forklare dem det.”

Vi fulgte hende helt ud på gaden med en ny bibel i hånden, og hun var glad og lettet. Der var børnefamilierne, som så en mulighed for en lille hverdagssammenkomst og slap for den store, dyre og uoverskuelige fest.

DET ER VORES ERFARING, at folkekirken viser sig fra sin allerstærkeste side, når den åbner sin dør og byder velkommen ind i fællesskabet med drop in-dåb. Der var intet overfladisk eller uovervejet at finde ved disse 26 dåbshandlinger, men derimod så vi megen alvor, tårer og glæde i en skøn blanding.

Henrik Højlund, vi vil med denne beretning gerne vise dig og andre skeptikere i forhold til drop in-dåb, at vi ikke kan følge argumentationen i din kronik. Derimod mener vi, at det er vigtigt, at du og vi ikke gør tærsklen så høj og døren så smal til kirken, at ingen kan føle sig værdig til at komme ind. Drop in-dåb er evangeliet til spotpris, hævder du. Ja, men er det ikke vores eneste chance? Hvad har vi at betale med.

Ingeborg Ilkjær og Inge Lise Pedersen er menighedsrådsmedlemmer i Lindevang Sogn, Frederiksberg.