Frimenighedspræst: Drop in-dåb er ikke fastfood-kristendom

Det var helt almindeligt med drop in-dåb på Det Nye Testamentes tid, skriver Sten Kaalø, ifølge hvem dåben handler om nåden og frelsen

Drop in-dåben er for hurtig og for tidsbundet og flugter for meget med den dominerende stemme i tiden, skrev sognepræst Henrik Højlund i kronikken i Kristeligt Dagblad den 8. oktober. Men i Det Nye Testamente prædikede Johannes Døber omvendelsesdåb – og også Jesus blev døbt, sådan som det kunstnerisk er afbildet på dette billede. Dengang var drop in-dåb altså helt almindeligt, skriver frimenighedspræst Sten Kaalø.
Drop in-dåben er for hurtig og for tidsbundet og flugter for meget med den dominerende stemme i tiden, skrev sognepræst Henrik Højlund i kronikken i Kristeligt Dagblad den 8. oktober. Men i Det Nye Testamente prædikede Johannes Døber omvendelsesdåb – og også Jesus blev døbt, sådan som det kunstnerisk er afbildet på dette billede. Dengang var drop in-dåb altså helt almindeligt, skriver frimenighedspræst Sten Kaalø. Foto: Iris/ Ritzau Scanpix.

NOGLE PRÆSTER er specialister i at sige noget, som ikke siger andet end, at de er specialister i netop at sige det, de siger – som det for eksempel stod at læse i Kristeligt Dagblad mandag den 8. oktober i sognepræst Henrik Højlunds kronik om drop in-dåb.

Højlund skriver: ”(…) drop in-dåb er med til at underminere den rigdom, dåben skulle lukke op for. Den rigdom, som findes i dåbens egentlige mening: at blive en Jesu discipel, som lever et helt liv under korsets og opstandelsens fortegn, under Guds kraft og velsignelse på vellykkede dage såvel som dage i ren magtelsesløshed, med syndernes forladelse hen over så meget forbrydelse og fortrydelse, med bønnens vedvarende, uundværlige samtale med den usynlige Gud, som en dag skal vise sig i synlig magt og herlighed, når han siger velkommen hjem for enden af discipellivets korsvej.”

Der findes uden tvivl mennesker, som kan lide at høre og læse den slags gejstlig rysten teologisk peptalk ud. På undertegnede virker det intetsigende og afskrækkende og er, hvad jeg vil kalde ugenerøst sprog eller ikke-inviterende sprog – i al fald for sådan en som mig.

Drop in-dåben er for hurtig og for tidsbundet, skriver Henrik Højlund. Selv er jeg blevet døbt som lille og kunne ikke tage stilling til, om jeg ønskede at blive døbt eller ej. Og uden at jeg først blev undervist i tro og dåb. Men at fortryde min dåb og dens indhold er aldrig faldet mig ind. Siden min dåb er der løbet meget vand i åen, og for tiden er jeg præst på 26. år.

MÅSKE JEG KAN RUSKE LIDT OP i Henrik Højlunds hukommelse angående, hvordan mennesker er blevet døbt gennem tiderne – om det nu er gået hurtigt (som drop in-dåb), eller det ikke er?

De ældste udsagn om kristen dåb stammer fra Det Nye Testamente i Lukasevangeliet kapitel 3 og fortæller om Johannes Døber:

”Han kom så til egnen omkring Jordan, og overalt prædikede han omvendelsesdåb til syndernes forladelse, ligesom der står skrevet i bogen med profeten Esajas’ ord: Der er en, der råber i ørkenen: Ban Herrens vej, gør hans stier jævne! Hver dal skal fyldes, hvert bjerg og hver høj skal sænkes, de krogede veje skal rettes ud, de ujævne gøres jævne. Og alle mennesker skal se Guds frelse.”

Og videre i Lukasevangeliet kapitel 3 står:

”Og det skete, da hele folket lod sig døbe, og også Jesus blev døbt, og mens han bad, at himlen åbnedes og Helligånden dalede ned over ham i legemlig skikkelse som en due; og der lød en røst fra himlen: ’Du er min elskede søn, i dig har jeg fundet velbehag!’.”

Så vidt Lukasevangeliet.

Ligeledes i Det Nye Testamente, i Apostlenes Gerninger kapitel 8, fortælles der om en etiopisk hofmand, som rejser i en vogn mellem Jerusalem og Gaza, og Helligånden befaler disciplen Filip at løbe hen ved siden af vognen. Filip hører hofmanden sidde og læse højt af Esajas’ Bog og spørger ham, om han nu også forstår, hvad han sidder og læser.

”Hvordan skal jeg kunne det, når der ikke er nogen, der vejleder mig?”, svarer hofmanden.

Filip træder så op til hofmanden i vognen, og begynder med skriftstedet hos Esajas og fortæller evangeliet om Jesus. Som de nu kører hen ad vejen kommer de til noget vand og den etiopiske hof-mand siger:

”’Se, dér er vand, hvad hindrer mig i at blive døbt?’. Filip sagde: ’Tror du af hele dit hjerte, så kan det ske.’ Han svarede: ’Jeg tror, at Jesus Kristus er Guds søn.’”

Vognen standser og Filip døber den etiopiske hofmand. Det er vel drop in-dåb?

I APOSTLENES GERNINGER kapitel 16 hører vi om apostlen Paulus:

”Derfra kom vi til Filippi, en koloni, som er en by i Makedoniens første distrikt. I den by boede vi nogle dage. På sabbatten gik vi ud gennem byporten og langs med en flod, hvor vi mente, der var et bedehus. Dér satte vi os og talte med de kvinder, der var forsamlet. Og en gudfrygtig kvinde ved navn Lydia, en purpurhandler fra byen Thyatira, lyttede til alle Paulus’ ord, og Herren åbnede hendes hjerte, så hun tog dem til sig. Da hun og hendes husstand var blevet døbt, indbød hun os: ’Hvis I anser mig for at være tro mod Herren, så kom ind i mit hus og bliv dér.’ Hun nødte os til det.”

Det må også have været drop in-dåb af Lydia og hendes familie.

LIDT SENERE I SAMME KAPITEL fortælles det, at Paulus og hans hjælper Silas er sat i fængsel:

”Ved midnatstid sad Paulus og Silas og bad og sang lovsange til Gud, og fangerne lyttede. Pludselig kom der et kraftigt jordskælv, så fængslets grundmure rystedes; i det samme sprang alle døre op, og alles lænker faldt af. Fangevogteren blev vækket af sin søvn og så fængselsdørene stå åbne. Han greb et sværd og ville dræbe sig selv, for han troede, at fangerne var flygtet. Men Paulus råbte højt: ’Gør ikke en ulykke på dig selv, for vi er her alle sammen.’ Fangevogteren forlangte at få fakler, og han løb ind og faldt skælvende på knæ for Paulus og Silas. Så førte han dem udenfor og spurgte dem: ’I gode herrer, hvad skal jeg gøre for at blive frelst?’. De svarede: ’Tro på Herren Jesus, så skal du og dit hus blive frelst.’ De forkyndte nu Herrens ord for ham og hele hans hus. I denne sene nattetime tog han dem med og vaskede deres sår, og umiddelbart efter blev han selv og alle i hans hus døbt.”

Endnu en gang drop in-dåb. Det var åbenbart helt almindeligt med drop in-dåb på Det Nye Testamentes tid.

Men siden kom jo kirken til – først oldkirken, siden kirken op til vor tid – styret af mennesker, og ikke bare mennesker, men magtmennesker. Og så kan det nok være, at der blev lavet om på gængs dåb: Nu skulle – og skal – der meget mere til end ”Tro på Herren Jesus,” som Paulus sagde til fangevogteren. For mennesker skal styres. De er nogle bæster alle sammen. Og Guds nåde og frelse skal folk i hvert fald ikke bare sådan lige have – de må gøre noget for frelsen og nåden. Dåben – som Gud har fundet på – er slet ikke nok.

Henrik Højlund mener dog ikke, at vi sådan én til én skal adoptere oldkirkens treårige dåbsforberedelse, men noget derhenad ville efter hans mening være godt – for han er bange for, at en hurtig-dåb alt for let bliver til en glemme alt om-dåb, så den hurtigt døbte bare går videre i verden og livet som efter et fastfood-måltid.

Det er, som om dét ikke at have magt over frelsen og nåden går nogle gejstlige på, så de nødvendigvis må stille krav til det andet menneskes frelse og forsøge at bilde mennesket ind, at nåden og frelsen holdes tilbage indtil – ja, indtil hvad – indtil mennesket er blevet et mere teologisk rigtigt menneske.

DEROVERFOR STÅR BERETNINGEN i Andet Korintherbrev kapitel 12 om magtesløs-hedens styrke, hvor apostlen Paulus skriver: ”(…) for at jeg ikke skulle blive hovmodig (…) blev der givet mig en torn i kødet. Tre gange bad jeg Herren om, at den måtte blive taget fra mig, men han svarede: ’Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed.’ Jeg vil altså helst være stolt af min magtesløshed, for at Kristi magt kan være over mig. Derfor er jeg godt tilfreds under magtesløshed, under mishandlinger, under trængsler, under forfølgelser og vanskeligheder for Kristi skyld. For når jeg er magtesløs, så er jeg stærk.”

”Min nåde er dig nok,” hører apostlen Gud sige. Mon ikke Guds nåde også skulle være nok til den drop in-døbte? Henrik Højlund taler om ”dåbens egentlige mening” og fremfører, at den er, at den døbte bliver Jesu discipel og lever et helt liv under korsets og opstandelsens fortegn. Men er ”dåbens egentlige mening” ikke i første række, at Gud rækker sin nåde og frelse til den, som bliver døbt? Og drop in-dåben er en dåb.

Sten Kaalø er frimenighedspræst.