Prøv avisen
Debat

Efterskoleforstander: Hvor længe skal unge lade være med at leve for at undgå, at de ældre dør?

Vi risikerer at miste opbakningen fra de unge, hvis det fortsat er dem, der skal betale prisen for coronakrisen, mens vi andre kører i Ikea, skriver efterskoleforstander Per Krøis Kjærsgaard. Her ses køen foran Ikea i Gentofte den 27. april. – Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix.

Per Krøis Kjærsgaard, forstander på Osted Efterskole

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Dette indlæg er ikke et sundhedsfagligt indlæg. Det handler ikke om hygiejne eller matematiske modeller for smittetryk. Det handler om et enestående samfundssind, som de unge har vist, men som efterhånden nok er ved at være tyndslidt, skriver efterskoleforstander

NU ÅBNES DER for besøg hos de ældre på plejehjemmene. De unge skal fortsat blive hjemme. Dette debatindlæg er en hyldest til ungdommen. Blandt andet de unge, der er sendt hjem fra deres efterskole.De er sendt hjem for at passe på os andre, og de udviser stort samfundssind.

For nyligt åbnede Ikea efter fem uger. Det udløste ganske vist en reprimande fra en minister, der mente, at møbelgiganten skulle lade være med at følge loven – og i stedet følge ministerens følelse af, at det nok var bedst at lade være med at sælge stigereoler og pastelfarvede kaffekopper netop nu.

Men danskerne strømmede til. Under overværelse af politiet, og på trods af ministerens følelser, mødte familierne op for at se på den nye seng til teenageren eller bare lidt hyggeligt til hendes værelse.

At unge i dag er forkælede, kan de fleste os jo nok blive enige om. Der er bare lige dét, at det er os selv, der har ført curlingkosten. Vi har kun os selv at takke for det. Stegetermometret peger kun ét sted hen, når datteren vender øjne over at skulle sætte sin egen tallerken i opvaskemaskinen.

Men de seneste uger har vist os, at unge har et samfundssind og en solidaritet, som kunne gøre selv en polsk fagforeningsformand i 1980’erne varm i kinderne. Det er nemlig de unge, der betaler en meget stor del af prisen for nedlukningen. Og de har indtil nu gjort det loyalt og beredvilligt. Næsten for beredvilligt.

Det er ganske vist ikke dem selv, der er i risikozonen. De skal blive hjemme for at passe på andre befolkningsgrupper: de ældre og sårbare. Det har de gjort eksemplarisk. Kæmpestor tak!

I øjeblikket sidder de så hjemme på værelset og lever skolelivet gennem Google Meet eller Zoom. De deltager i undervisningen, laver opgaver, som fortvivlede lærere – med større eller mindre grad af begavet opfindsomhed – udtænker… Hvordan laver man idræt med en papirkurv og et par sokker? Hvor mange danske stile kan man egentlig lave på seks uger? Og så skal de jo også rettes. Dér har de unge siddet siden den 12. marts, hvor statsminister Mette Frederiksen (S) sendte hele Danmark på bænken uden at kunne fortælle, hvor længe halvlegen varer.

Bortset fra enkeltstående episoder, hvor festiveren og den sociale sult blev for voldsom, har de unge rettet ind, sagt javel og sat sig til rette bag skærmen. Prisen har været høj. At undvære hyggelige rødvinsmiddage er svært for mange af os gamle. For de unge er et liv uden egentlig social kontakt med jævnaldrende næsten ubærligt. Det er nemlig fællesskabet og samværet med andre unge, der betyder allermest i de år.

Men de har gjort det.

Nu rumler det imidlertid. Fra skærmene kan de unge – ind imellem virtuelle dansk- og matematiktimer – se, hvordan vuggestuer, børnehaver, skolernes indskoling og mellemtrin, gymnasiet for 3.g’erne, frisører, små virksomheder, optikere, butikker… ja, selv Ikea åbner.

Samtidig er ”kurverne” – de røde og grønne og alle de andre – positive. Der er langt mindre belastning af sygehusenes intensivafdelinger end selv de mest optimistiske epidemiologers forudsigelser.

Hvis det er svært for en 15-årig eller 17-årig at forstå, hvorfor de skal blive hjemme, når kurverne er fine – og så mange andre er lukket ud på græs – så er der ikke noget at sige til det.

Er det så underligt, hvis en enkelt efterskoleelev skulle komme til at stille de kætterske spørgsmål:

Hvorfor skal jeg blive hjemme, når så mange andre kan genoptage livet?

Hvorfor skal netop vi betale så høj en pris? Vores efterskoleår kommer jo ikke tilbage.

Hvor længe skal vi lade være med at leve livet, for at andre kan undgå at dø? Tre måneder? Seks måneder? Et år?

Er det forkælede unge, der stiller disse spørgsmål? Måske – men efter syv ugers hjemsendelse vel egentlig også forståelige og rimelige spørgsmål.

Dette indlæg er ikke et sundhedsfagligt indlæg. Det handler ikke om hygiejne eller matematiske modeller for smittetryk. Det handler om et enestående samfundssind, som de unge har vist, men som efterhånden nok er ved at være tyndslidt.

Vi risikerer at miste den enestående folkelige opbakning fra den yngre del af befolkningen, hvis det fortsat er dem, der skal betale prisen. Hvis de skal blive hjemme fra efterskolen, højskolen og alle de andre skoler. En pause uden tidshorisont.

Mens de venter, kører vi andre i Ikea. Selv uden köttbullar med mos er det nemlig lidt ligesom at komme ud.

Per Krøis Kjærsgaard er forstander på Osted Efterskole.