Prøv avisen

Elendig klimajournalistik gør børn klimaangst

En tidligere direktør for Forsknings-styrelsen skriver, at der i danske medier praktisk taget aldrig bliver stillet kritiske spørgsmål til velkendte klimaforskere. Foto: John Mcconnico/ritzau Scanpix

Jens Morten Hansen

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Hjemlige klimastars som for eksempel Jesper Theilgaard, Jens Hesselbjerg, Katherine Richardson, Sebastian Mernild og Jason Box kan uden kritiske spørgsmål fremføre ensidige synspunkter i aviserne og gæste tv-nyhederne, debatprogrammer og naturudsendelser. Jeg vil kalde det journalistisk elendighed, skriver geolog

Der kan være mange gode grunde til at reducere menneskehedens CO2-udledninger. Vi vil blandt andet slippe for megen sygdomsfremkaldende luftforurening, der ledsager CO2-udledning. Og vi vil kunne reducere totalitære oliestaters globale indflydelse, for eksempel de arabiske oliestater, Iran og Rusland.

Læs også: Psykolog: Vi er ved at skabe en generation af klimaangste børn

Det burde være argumenter nok. Men i stedet finder man et politisk mere spiseligt motiv: CO2’s påståede effekt på klimaet. Men uanset denne tro har CO2 ringe klimaeffekt, sammenlignet med hvad der ellers påvirker klimaet og styrer de naturlige klimaforandringer, der altid finder sted. Endnu ingen forsker har kunnet sondre naturlige klimaforandringer fra en eventuel effekt fra menneskeskabte CO2-udledninger.

Endnu har ingen af de utallige klimaprognosers algoritmer kunnet rekonstruere fortidens dokumenterede klimaforandringer, kun fremmane ikke-verificerbare skræmmebilleder om fremtiden. Man kender end ikke det naturlige udslip eller variationen i CO2-kredsløbets hovedtal set over en af de naturlige klimaforandringers periodelængder, for eksempel AMO’ens på 74 år (den atlantiske multidekadale oscillation, der beskriver Atlanterhavets velkendte temperaturcyklus).

Betalingen for det videnskabeligt tvivlsomme CO2-motiv er så meget desto værre: Klimaforskningen styres nu af politisk bestemte klimatilpasningsprogrammer, der forudsætter, at vor tids klimaforandringer er menneskeskabte. Derfor er antallet af ”klimaforskere” mere end tidoblet over en kort årrække. Kun et ringe fåtal af ”klimaforskerne” kan i dag sige sig fri for en umiddelbar personlig interesse i, at de store bevillinger til klimatilpasning bliver endnu større.

Nogen trøst har jeg dog hentet i Danmarks og andre landes planer om at deponere CO2 i undergrunden. Så kan vi da altid lukke det ud igen, når det – med stor videnskabelig sikkerhed – vil vise sig, at et reduceret CO2-indhold i atmosfæren vil skade plante- og fødevareproduktionen. Det lave CO2-niveau, som FN’s klimapanel, IPCC, ønsker, ligger tæt på grænsen for, hvor de vigtigste afgrøder kan vokse ordentligt. Det viser både velkendte og nye laboratorieforsøg. Og det var sandsynligvis det, der skete i 1400-1700-tallet, hvor Europa var præget af misvækst, sult, underernæring, modtagelighed for epidemier og massedød.

Men IPCC’s opgave omfatter ikke naturlige klimaforandringer. Det har IPCC ifølge sin opgavebeskrivelse nærmest forbud mod at beskæftige sig med. Dermed er Jordens to eneste betydende varmekilder – Jordens indre varme og den ledsagende vulkanisme samt Solen og solpletternes pulserende virksomhed – ude af billedet, uanset den betydelige forskning, der er på området.

Det burde derfor undre journalister, hvordan IPCC uden hensyn til det naturligt fluktuerende klima kan identificere eventuelle menneskeskabte ændringer. Det er ikke troværdigt.

Danmarks internationalt mest citerede klimaårsagsforsker Henrik Svensmark har påvist den vigtigste årsag til klimaforandringer, nemlig atmosfærens varierende indhold af vand. Sammen med blandt andre nyligt afdøde professor Eigil Friis-Christensen (tidligere chef for DTU Space) har Henrik Svensmark gennem en lang årrække dokumenteret cykliske klimaeffekter som følge af svingninger i solpletternes antal og dermed i Solens magnetfelter og den stråling, der påvirker skydannelsen. En viden, IPCC ikke ønsker at anvende qua sit politiske kommissorium.

Derimod hører vi dagen lang fra ”godhedsindustrien”, der i verdensfrelsens navn kræver en klimaindsats af drakoniske dimensioner. Fra statsledere til skolebørn hører vi uafbrudte opråb om sagens grumme alvor. Og IPCC anvender skamløst en mindreårig, veltalende svensk skolepige som en af hovedtalerne på det sidste klimatopmøde: CO2, CO2, CO2! Overalt i verden skræmmes børn til tårer og mareridt og frygt for Jordens ”varmedød” og ubeboelighed, og at næste massedød er nært forestående.

Læs også: Sådan taler du med dine børn om klimaforandringer

Ikke kun børn skræmmes. Tænd fjernsynet, eller læs din avis: Praktisk taget alt, der har med miljø og naturfænomener at gøre, følges af kommentarer om, at CO2 er årsag til ”klimaforandringerne”. ”Klimaforandring erne ”, underforstået klimaforandringer som følge af menneskehedens CO2-udledning. Men kommentarerne bliver praktisk taget aldrig fulgt af en second opinion eller pressens almindelige krav om kildekontrol.

Derimod får vi daglige henvisninger til IPCC’s mest bemærkelsesværdige løgnehistorie, nemlig at 97 procent af verdens ”klimaforskere” skulle være enige om, at nutidens klimaforandringer er menneskeskabte.

Men heller ikke denne gamle løgnehistorie får journalistisk tjek endsige omtale af, at påstanden om 97 procents enighed for længst er pillet fuldstændig fra hinanden.

Sagen er, at den undersøgelse af 12.000 videnskabelige klimaartikler, som IPCC’s oprindelige påstand stammer fra, i kontrolundersøgelser falder sådan ud: Af de 12.000 undersøgte artikler angiver kun 38 procent en opfattelse af klimaforandringers årsager. Af disse 38 procent mener færre end fem procent, at årsagerne overvejende er menneskeskabte, mens otte procent mener, at årsagerne i nogen grad er menneskeskabte. De resterende 25 procent mener, at der kan være en meget lille, sandsynligvis ikke målbar menneskeskabt effekt. Det, IPCC omtaler som kun tre procent ”klimabenægtere” er altså snarere majoriteten.

Som dansker og forsker må jeg derfor kritisere den danske journaliststand. Praktisk taget aldrig noget dobbelttjek, nogen second opinion eller noget kritisk spørgsmål til de velkendte hjemlige klimastars som for eksempel Jesper Theilgaard, Jens Hesselbjerg, Katherine Richardson, Sebastian Mernild og Jason Box. De kan uden kritiske spørgsmål fremføre ensidige synspunkter i aviserne og gæste tv-nyhederne, debatprogrammer og naturudsendelser. Jeg vil kalde det journalistisk elendighed.

I en demokratisk verdensdel som vores, der bryster sig af forskningsfrihed og fri presse, må man spørge: Hvorfor hører vi så lidt til det flertal, som faktisk forsker i naturlige årsager til (og ikke virkninger af) klimaforandringer, og som mener, at nutidens klimaforandringer i overvejende grad er naturlige?

Det er der efter min opfattelse fire hovedgrunde til:

1) IPCC-kritiske indlæg til både avisernes debatsider og anerkendte tidsskrifter afvises stort set altid på grund af ovennævnte journalistiske og redaktionelle uansvarlighed.

2) De, der forsker i årsagerne, har kun de sociale medier tilbage og savner mod til at blive svinet offentligt til.

3) Med de mange milliarder til klimatilpasningsprogrammer kan det have vidtgående sociale og ansættelsesmæssige konsekvenser at forske i og mene noget andet end det, programmerne giver bevillinger til.

4) 97 procent-påstanden fortsætter, fordi de forskere, der faktisk har forstand på klimaændringers årsager i dag, udgør et meget lille mindretal i forhold til det eksponentielt voksende antal biologer, ingeniører, fødevareforskere, sociologer, politologer, økonomer og humanister, som er begyndt at kalde sig ”klimaforskere”, og som lever af alverdens politisk iværksatte klimatilpasningsprogrammer.

”Klimaforskningen” er så at sige blevet en selvopfyldende institution i samfundet. Som i andre komplekse sammenhænge er det eneste sikre i klimavidenskaben, at propaganda og økonomiske midler virker.

Derfor er det katastrofalt for oplysningen, når jounalistikken svigter sin opgave.

Jens Morten Hansen er geolog, ph.d., forhenværende direktør for Forskningsstyrelsen.