Vicepræsidentens betydning i amerikansk politik har historisk set varieret meget. Fra markante eksempler som Lyndon B. Johnson og Dick Cheney, der spillede afgørende roller for den politiske dagsorden, til navne som Nixons Spiro Agnew og George H.W. Bushs Dan Quayle, som de fleste har glemt.
I sig selv rummer embedet som vicepræsident ikke nogen formel magt af betydning, og Franklin D. Roosevelts vicepræsident gennem otte år i perioden frem mod Anden Verdenskrig er berømmet for sin udtalelse om, at embedet ikke er en ”spand varmt [urin] værd”.
Når valget af vicepræsidentkandidat alligevel ofte tiltrækker sig opmærksomhed, hænger det, ud over den indlysende betydning af at erstatte præsidenten ved sygdom og død, især sammen med, at vicepræsidentkandidaten i en valgkamp kan appellere til bestemte vælgergrupper og dermed spille en vigtig rolle for mulig valgsejr.
Det er i det lys, man skal vurdere den demokratiske præsidentkandidat Joe Bidens valg af senator Kamala Harris som sin vicepræsidentkandidat. Harris er kvinde og vil i tilfælde af demokratisk valgsejr blive den første kvinde på posten, ligesom hun med sin jamaicanske far og indiske mor har den multikulturelle baggrund, som kan blive helt afgørende i Demokraternes bestræbelse på at få landets talrige kulturelle og etniske mindretal til stemmeurnerne i november. Også evnen til at mobilisere landets mange demokratisk hældende kvinder er et vigtigt supplement til Joe Biden, som trods sin brede folkelige appel har haft vanskeligt ved at begejstre kvindelige vælgere.
Det er nu ikke, fordi Harris i løbet af sin karriere som offentlig anklager og senator har dyrket de progressive paroler, som lige nu trives på den identitetspolitiske venstrefløj, snarere er hun repræsentant for en lov og orden-fokuseret centrum-venstre-position. Men med sin sociale bevidsthed og fornemmelse for USA som et kulturelt kludetæppe er hun et oplagt valg til den landsfaderlige, omfavnende reach out -strategi, Joe Biden forsøger at blive valgt på i modsætning til Trumps betydeligt mere splittende tilgang.
Om det er nok til at sikre demokratisk valgsejr til november er endnu for tidligt at sige, selvom de aktuelle målinger ser gode ud for Biden og Harris. Men sikkert er det, at USA har brug for nyt lederskab. Ligesom resten af verden, herunder Danmark, vil have stor glæde og gavn af at slippe af med Trumps uforudsigelige, selvoptagede og indimellem regulært farlige varetagelse af præsidentembedet.
Uagtet at Det Demokratiske Parti unægtelig har haft vanskeligt ved at koble sig til den amerikanske middelklasses faktiske problemer og alt for længe har været domineret af mere eller mindre ørkesløse identitetspolitiske spilfægterier om transrettigheder, kønsneutrale toiletter og politisk korrekthed i al almindelighed, så er Biden og Harris den bedste chance for at få det USA, vi kender, tilbage.
De vil stadig sætte Amerika først, men forhåbentlig uden at brænde resten af verden ned i processen.