Prøv avisen
Debat

En del af min mors aske står fortsat hjemme. Når den rette dag kommer, skal hun i havet

Det er nu, jeg skal prøve at acceptere, at min datter mister sin mormor, skriver Mathilde Louise Stenild Brejner, der er freelancejournalist.

Mathilde Louise Stenild Brejner

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg mister hende, som gav mig livets gave og en værktøjskasse med livsduelighed og et spark bagi, skriver Mathilde Louise Stenild Brejner, der er freelancejournalist

Huden på hendes solbrune og stærke hånd er fortsat varm og glat, og selvom hun er uden for bevidsthed, så vidner styrken i hånden om, at vi sidder her for tidligt.

Hun er stærk, sej, varm og nogens mor: mormor, svigermor, min brors mor, min mor og en Moder Jord-kvinde, som nok ikke vil vælge døden i en steril, hvid hospitalsseng, hvor unge sygeplejersker kommer ilende til iført gummihandsker, når hun skal plejes. Hvis hun blot kunne vågne et øjeblik og ytre sin mening, altså.

I stedet vælger hun at sætte sig i klitterne ved Nørre Nebel med udsigt over havet, a haw. Hun tænker over sin egen tid på Jorden, dem, hun har rørt, dem, hun har sat aftryk på, om det er nok, om hun har bidraget.

Så tænker hun på alt det, hun ville ønske, hun havde fået en chance for at have ført til dørs: retssagen omkring aldersdiskriminering af mennesker med funktionsnedsættelser, som hun nu aldrig får dommen på, striktrøjen til barnebarnet, som ikke bliver færdig, og det faktum, at hun aldrig får lært sin datter at få helt styr på selvangivelsen. Det nager hende.

Hun er stolt, så hun foretrækker konfrontationen med døden uden drama. Bare et bølgeslag. Det ene øjeblik er man her, det næste er man væk.

Et familiemedlem kommer til. Hastet ind fra den anden ende af Jylland, senere kommer bedsteveninden også hastende til fra Jylland. Dialekten går i jysk. Det er beroligende. De siger deres sidste farvel, siger tak, krammer hende. Jeg trækker mig, lader dem få et øjeblik alene sammen. Og så er det dét.

Lægerne har på scanningsbilleder vist os den blødning, der ødelagde hendes hjerne. ”Hvis hun var min mor, ville jeg ønske for hende, at hun ikke vågner igen,” siger en af lægerne. Han har en kimende mobiltelefon i sin brystlomme. Hvad gør man?

Hun var handlingens kvinde. Hun ville ikke trives på et plejehjem med slumretæppe over de slappe ben i rullestolen og plejepersonale, som i en lidt akavet pardans ”liftede” hende over i sengen, når dagens tv-programmer ebbede ud.

Derfor er det nu, jeg skal prøve at acceptere, at min datter mister sin mormor. Hende, hun hver torsdag stormer i møde, når børnehavebussen atter lander på stenbroen. Hende, hvis lune strik og altomfavnende omsorg svøber hendes pigekrop i sweatere med særligt flot islandsk mønster, som de to har designet sammen i den dybeste kærlighed.

Og jeg mister hende. Hende, som gav mig livets gave og en værktøjskasse med livsduelighed og et spark bagi. Af sted. Husk at være god. Jeg elsker dig.

Vi har prøvet det før for en håndfuld år siden. En respirator slukkes, gispende vejrtrækninger, pause, gispende vejrtrækning, pause og til sidst ingenting. Bare stilhed.

Lægerne stod på den anden side af en væg og kom til med et professionelt ”jeg kondolerer”, da monitoreringsskærmen inde hos dem viste, at et liv var forbi. Dengang var hun der sammen med os. Hun holdt vores fars hånd, da kræften tog ham.

To elektriske lys af den slags, som ligner levende lys, bliver sat ind på hendes stue. Loftslyset bliver dæmpet og skifter til en rødlig farve. Sygeplejersken er stille, imens hun udfører de simple handlinger med garvet effektivitet, så dødens faste rutiner er på plads.

Et lægevagtsskifte og et fast håndtryk til den kvindelige læge, som overtager efter den mandlige, humane, jeg kunne lide. Slanger bliver frakoblet, sprøjter givet. Og så de gispende vejrtrækninger, pauser, flere sprøjter, og til sidst kommer stilheden. Et vindue åbnes, så sjælen kan flyve ud.

En del af hendes aske står fortsat her i hjemmet, og af psykologiske grunde, som jeg aldrig har haft motivationen til at søge svar på, skal den blive her lidt endnu. Når den rette dag kommer, så kommer hun i a haw, der ved gabet i klitterne i Nørre Nebel, hvor hun hører hjemme. Uden drama.

Mathilde Louise Stenild Brejner er freelancejournalist.