En fælles lovsang

Mariæ bebudelsesdag

Lukasevangeliet 1, 46-55

”Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min frelser!”. Sådan indleder jomfru Maria sin lovsang, der priser Gud for det, der er overgået hende. Hun skal føde Guds søn, hun er blevet udvalgt af Gud til at løfte en opgave, der bestemt ikke var hendes eget valg eller efter hendes eget ønske. Hun var gravid uden for ægteskabet og meget ung. På den tid var den situation både skamfuld og noget, der kunne udelukke hende fra fællesskabet, ja, det har formentlig været ødelæggende for hendes liv, og alligevel priste hun Gud.

I den tid, vi er i netop nu, kan det være godt at læse Marias lovsang, for hele verden står over for en opgave, vi hverken har ønsket eller valgt. Pandemien har fat alle steder, og vi oplever, hvordan der kæmpes for at holde det voldsomme pres nede og holde angsten for døren.

Det, der overgår os i netop disse uger, må siges at være helt uventet og uvirkeligt. Og alligevel oplever vi nærmest som i trods en form for lovsang. Hver dag bliver der sunget fællessang i radio og tv. Hver aften stiller mennesker sig ud på altaner eller står i vinduer og synger sammen. Hver dag er der flere, der melder sig til frivilligt at hjælpe en nabo eller en ven, der ikke selv kan komme ud. Og hver dag går mennesker på arbejde for at redde liv, selvom også de kan blive syge.

Det er som en fælles lovsang, der midt i alt det, vi ikke helt kan forstå eller få kontrol over, trodser med håb, glæde og fællesskab. Og naturen synger med – med sine smukke solskinsdage, fuglesang og forårsblomster.

Vi ved ikke, hvad fremtiden bringer, kun at det, vi oplever i de her uger, vil få vidtrækkende konsekvenser for mange mennesker – ja, for os alle. Men vi ved nu, at der findes et fællesskab mellem os, som er stærkt, og som kan hjælpe os igennem det svære.

Lovsangen lyder i trods mod mørket, men den lyder også i et håb til Gud om, at han vil være os nær i det svære, vi står i, og at han vil se til os, som han så til Maria, og give os mod til at kæmpe sammen.

For Gud er med os med den styrke og kærlighed, der kan give os frimodighed til at række ud og synge med i den fælles lovsang.

Søndagsordet skrives på skift af sognepræst i Varde Morten Thaysen, sognepræst i Jægersborg Lea Skovsgaard, lektor, cand.theol. Leif Andersen og pastor emer. Lisbeth Smedegaard Andersen.