Prøv avisen

En flydende kønsidentitet? Nej tak, det er en absurd glidebane

”Vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at hjælpe transkønnede. Men det sker ikke ved at forsøge at fjerne kønsidentitet fra de resterende 99,97 procent af befolkningen,” skriver Paul Lloyd Robson. Billedet her er fra en demonstration i USA for trans-kønnedes rettigheder. – Foto: Kathy Willens/AP/Ritzau Scanpix

Paul Lloyd Robson

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Mænd og kvinder er født forskellige. For langt de fleste af os er køn en vigtig, stabil grundsten i vores identitet. Det er ikke et problem, men derimod en fantastisk mulighed og en uundværlig nøgle til at håndtere nogle af de udfordringer, vi oplever lige nu omkring køn.

I DAG DISKUTERER VI med stigende intensitet, hvorvidt kønsidentitet er noget, man selv bestemmer. Vi har på meget kort tid bevæget os fra, at alle vidste, at der kun var to gudgivne køn, til i dag, hvor flere og flere eksperimenterer med eller taler om en ”flydende kønsidentitet”. Nu begynder nogle af disse eksperimenterende grupperinger at kræve, at samfundet bliver indrettet på deres betingelser. Det er her, hvor vi som samfund skal sige stop.

Siden slutningen af Anden Verdenskrig har vores samfund gennemgået en kraftig forandring i vores forståelse af køn, identitet, og hvad det betyder at være en mand eller en kvinde. Gennem hele menneskets historie og frem til for omkring 70 år siden har mænd og kvinder været specialiseret og adskilt det meste af deres hverdag. I løbet af meget kort tid er kønsrollerne nu blandet mere sammen end nogensinde før.

Sjældent har man set så hurtig en forandring af de grundlæggende elementer af vores samfund. Og resultaterne kan vi være glade for og stolte over. Aldrig før har mænd og kvinder været så frie til at forfølge det liv, de ønsker sig. Et princip i det menneskesyn, vi deler, er, at alle mennesker er lige i værdi og skal behandles lige, uanset køn.

Men skal vi gå endnu længere og sige, at lighed mellem mænd og kvinder betyder, at de også skal være ens? At man selv kan bestemme sit køn? Eller ligefrem, at vi skal smide begrebet køn ud ad vinduet?

Nej – bare fordi mænd og kvinder er lige, betyder det ikke, at de er ens. Desværre ser vi en bekymrende tendens, hvor nogle minoritetsgrupper i stigende grad insisterer på, at samfundet skal omformes radikalt på deres betingelser. Disse personer forsøger at omdefinere kønsbegrebet i et sådant omfang, at vi risikerer en fuldstændig udvanding af begrebets betydning som kategori. Det er en farlig og destruktiv idé, som ikke blot er i strid med de principper, vores samfund bygger på, men som også står i modsætningsforhold til alt, hvad vi ved om køn fra biologi, psykologi og samfundsvidenskaben.

HVIS VI STARTER DER, hvor det er vigtigst, med vores børn, så er der nogle, der argumenterer for, at vi i stedet for at hjælpe børn med at bygge en stærk kønsidentitet skal skabe et fuldstændig kønsløst miljø. Det er en forfærdelig idé.

Vi ved, at det er utrolig vigtigt at etablere en stærk personlig identitet i et barns vækst- og modningsproces. Af alle de forskellige elementer i en personlig identitet er køn en af det mest grundlæggende. Mange af de mere iøjnefaldende forskelle mennesker imellem såsom hudfarve og etnicitet viser sig at være forholdsvis intetsigende, når man kontrollerer for kultur og opvækst. Modsat disse, så viser al forskning, at biologisk køn er fundamentalt for, hvordan vi er i verden – fra hvordan vores hjerne og nervebaner virker, vores kropslige udvikling, hormoner, følelsesmæssige liv, vores personlighed, prioriteter og valg. Et barn, der ikke får etableret en stærk kønsidentitet tidligt i sit liv, har meget større risiko for at få psykiske problemer senere i livet.

Studier viser, at andelen af personer, der identificerer sig som transkønnede, udgør omkring 0,03 procent af befolkningen. Det er personer, som af forskellige årsager ikke identificerer sig med deres biologiske køn. Studier har også vist, at 40 procent af transkønnede forsøger at begå selvmord på et tidspunkt i deres liv. Det bliver påstået, at dette skyldes undertrykkelse, og at de bliver udstødt af samfundet. Men i manglen af kønsidentitet som en vigtig grundsten i deres selvopfattelse, kan det næppe være overraskende, at de har det svært.

Vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at hjælpe transkønnede. Men det sker ikke ved at forsøge at fjerne kønsidentitet fra de resterende 99,97 procent af befolkningen. De psykiske problemer, der er forbundet med transkønnethed, kan ikke fjernes ved at dekonstruere ”køn” væk. I et samfund domineret af postmodernisme og ”alting er muligt”- konstruktivisme er det vigtigt at holde fast i det, vi ved med sikkerhed. Og der er ingen tvivl om, at etablering af en kønsidentitet har stor betydning. Det ville være en kæmpe fejlsatsning at indrette hele vores samfund efter et lille mindretal, så de kan føle sig mere normale. Vi ville heller ikke foreslå, at alle andre skulle i gang med at spise ekstra, således at overvægtige skulle føle sig bedre tilpas.

DER ER ALLEREDE mange steder, hvor biologiske mænd konkurrerer og dominerer kvindesport på eliteniveau. Og biologiske mænd, der bliver sat i kvindefængsler, blot fordi de ”føler sig som kvinde”. Det er en absurd glidebane.

Vi ved, at kønshormoner som testosteron og østrogen har en kæmpe påvirkning på vores fysiske vækst, personlighed og interesser. Allerede fra de tidligste år kan man se, at drenge og piger har forskellige, kønsbestemte interesser. De forskelle fortsætter hele livet igennem og er resultatet af naturlige biologiske forskelle. For eksempel: Til trods for, at der bliver brugt kæmpe summer og offentlige midler på at få flere kvinder ind i ingeniørerhvervet, som altid har været mandsdomineret, så har det nærmest ingen effekt. Det er ikke udtryk for et ondt og undertrykkende patriarkat. Det er blot, fordi i gennemsnit vælger mænd og kvinder forskelligt, når de er frie til at indrette deres liv på den måde, de foretrækker. Faktisk ville det kræve et totalitært, tvangsbaseret styre, hvis man nogensinde skulle opnå, at mænd og kvinder delte alle opgaverne ens.

VIDENSKABEN KONKLUDERER dermed, hvad vi har vidst hele tiden: Mænd og kvinder er født forskellige. For langt de fleste af os er køn en vigtig, stabil grundsten i vores identitet. Det er ikke et problem, men derimod en fantastisk mulighed og en uundværlig nøgle til at håndtere nogle af de udfordringer, vi oplever lige nu omkring køn.

Jeg har i de seneste fem år sammen med en gruppe venner brugt en stigende andel af min tid på at arrangere events for at bringe mænd sammen og hjælpe dem til at tage ansvar for sig selv og andre. Mange af de mænd, der kommer til disse events, har lyst til at blive bedre fædre for deres børn, bedre ledere på deres arbejdspladser eller bedre partnere for deres ægtefæller. Og næsten alle oplever en kæmpe gevinst ved at bruge noget tid kun sammen med andre mænd. Det styrker nemlig deres egen selvforståelse og giver dem et åndehul, hvor de får et bedre indblik i deres identitet som mand.

Vi kommer aldrig nogensinde til at vende tilbage til samfundet fra 1950’erne med adskillelsen af kønnene. Og det er vi glade for. Men vi kan også se, at både mænd og kvinder oplever det positive ved at tage tid og plads sammen med andre af samme køn. Vores kønsopfattelse har gennemgået en utrolig kraftig forandring.

Mange af de gamle sandheder og sikkerheder er forsvundet for aldrig at komme tilbage igen. Men vi kan glæde os over, at vi nu ved og kan bygge vores identitet baseret på, at vi er født med to forskellige køn, mænd og kvinder. Vi skal gøre, hvad vi kan, for at hjælpe de mennesker, hvor denne grundsten ikke bliver sat fast i deres identitet. Men det ville være et forfærdeligt fejltrin at begynde at tænke, at hele vores samfund skal indrettes på deres præmisser ved at begynde at tro, at køn er noget, man selv kan vælge.

Paul Lloyd Robson er cand.scient.pol. og medstifter af Maniphesto.