En gøglerpræsts bekendelser: Vi vinder meget ved at få folks følelser i spil og skabe begejstring

Hvis vi fortsat vil være en meningsfuld kirke for vores folk, en kirke, der bliver valgt til, skal vi naturligvis blive ved med at søge måder, hvorpå vi kan nå menneskers hjerter. Det tror jeg vi gør bedst gennem autenticitet, tillid, ydmyghed og involvering, skriver sognepræst

Denne illustration var Kristeligt Dagblads mangeårige tegner Peter M. Jensens visuelle kommentar til den såkaldte Grosbøll-sag. Tegningen blev første gang bragt i Kristeligt Dagblad den 30. juli 2003 på en ­forside, der efter­følgende blev præmieret i Danske Mediers konkurrence om Årets Avisside. Peter M. Jensen døde i 2015.
Denne illustration var Kristeligt Dagblads mangeårige tegner Peter M. Jensens visuelle kommentar til den såkaldte Grosbøll-sag. Tegningen blev første gang bragt i Kristeligt Dagblad den 30. juli 2003 på en ­forside, der efter­følgende blev præmieret i Danske Mediers konkurrence om Årets Avisside. Peter M. Jensen døde i 2015.

HVORFOR ER MAN enten en gøglerpræst, der bare vil begejstre med tomhed, eller en sand forkynder, der tror på, at Gud nok skal opretholde sin kirke? Der findes noget mellem alt og intet. I Danmark har vi en folkekirke – en folkekirke med lige så mange forkyndelsesformer, som der er præster.

I lørdags blev der bragt et interview med Elisabeth Krarup Jensen i Kristeligt Dagblad, hvor hun gav udtryk for, at mange præster i dag jagter succesen og mest af alt tænker på at begejstre deres menighed med gøgl i stedet for forkyndelse af kirkens sande budskab.

Jeg tror, at den sandhed, evangeliet rummer, kun kan nå den anden, hvis han bliver mødt der, hvor han er, midt i sin eksistens, og det tager form på alle tænkelige måder.

DEN TROVÆRDIGE PRÆST er den, der bruger sig selv på ærlig vis, det vil sige forkynder det smukkeste budskab, verden har hørt, på en måde, der virker overbevisende for tilhørende. Overbevisende kan du kun være, hvis du er tro mod dig selv og de talenter, Gud har tildelt dig. Derfor er vores folkekirke så mangfoldig, fordi vi præster hver især tager opgaven på os og forkynder, som vi bedst kan.

Jeg tror, at vi alle sammen kan blive enige om, at vores mission er at nå menneskers hjerter med den sandhed, vi i vores virke drives af. Og hvordan vi gør det, tager sig naturligvis forskelligt ud alt efter, hvem vi er, og hvem der sidder på kirkebænken.

Tiderne skifter, og derfor må folkekirken tilpasse sig. Den tid, hvor kirken ikke var et valg, men noget, man gjorde traditionen tro, noget, man gjorde, fordi man ikke turde andet, er for længst forbi. Vi har vinket farvel til præsten som en stor autoritet, der havde monopol på udlægningen af Guds ord.

De store fortællinger er faldet, og mennesker i vores del af verden har længe skabt deres identiteter gennem et kludetæppe af valg. Her er kirken blevet et tilvalg: Når der er et arrangement eller en gudstjeneste, der siger mig noget, så kommer jeg. Ser vi os omkring i dag blandt unge mennesker, er der tale om en generation, der selv vil på banen. De deltager mest af alt i fællesskaber, hvor de selv kan komme til orde. De vil involveres og være medskabere og er svære at få fat på gennem envejskommunikation.

Derfor er de sociale medier blevet så stor en succes, fordi her kan de interagere med andre og påvirke fællesskabet. De har for længst lagt autoritetstroen bag sig og vil ikke være et passivt publikum, groft sagt kommer de kun i kirke, når de skal have deres kirkekrydser til konfirmationsforberedelsen.

Hvis vi fortsat vil være en meningsfuld kirke for vores folk, en kirke, der bliver valgt til, skal vi naturligvis blive ved med at søge måder, hvorpå vi kan nå menneskers hjerter. Det tror jeg vi gør bedst gennem autenticitet, tillid, ydmyghed og involvering.

VI SKAL BEGRAVE IDÉEN OM, at vi kan føre vores menighed et bestemt sted hen. Tværtimod tror jeg, at hvis vi giver vores menighed medejerskab over gudstjenesten, kan vi være med til at engagere dem, så de måske forholder sig til deres egen tro. Jeg tror, at vi i langt højere grad skal inddrage andre menneskers erfaringer med tro og mistro, håb og håbløshed, kærlighed og frelse, så vi ikke stivner i vores egne fortolkninger. Det er en forsikring mod forstokkethed, når flere mennesker får lov til at genfortolke budskabet.

Også ærlighed spiller en stor rolle. Den præst, der også kan blotte sig selv og sine skyggesider, er en autentisk præst, der skaber tillid til sin menighed, og det er en væsentlig ressource, fordi det er tillid, der giver os modet til at prøve noget nyt og til at tale åbent og lære af fortidens fejl.

At aktivere menighedens følelser tror jeg er afgørende. Det budskab, der hverken er forbundet med positive, negative eller andre følelser, forsvinder i glemslen. Jeg tror, vi vinder meget ved at få folks følelser i spil.

Jeg tror også, at vi vinder meget ved at skabe begejstring for kirken – at tænde en gnist eller flamme i den andens hjerte kunne være intet mindre end et møde med Helligånden.

Ane Sofie Lindegaard er sognepræst i Vallensbæk og uddannet psykoterapeut.