1. søndag efter påske
Undskyld! For en gangs skyld tvinger jeg lige mig selv til at lade Thomas være.
Det er ellers ham, der i denne tekst normalt trækker al min opmærksomhed til sig: En fantastisk, total omvending fra tvivl til tro, endda med den mest rystende trosbekendelse i Israel – at Jesus er Gud selv! Det hørte man ikke hver dag. Jeg elsker den tekst. Men i dag går jeg altså efter et andet fokus. For det er lige så rystende: Jesus har givet dig tilladelse til at tilsige et andet menneske syndernes forladelse! På hans vegne! Det er det, der foregår i skriftemålet. Vi kender det fra kirken, hvor præsten tilsiger os syndernes forladelse. Det er det, vi ellers kalder for ”nøglemagten”, hvor Jesus først gav Peter, dernæst alle disciplene Himmerigets nøgler, hvormed de kan binde og løse på jorden og i himlene.
Det er vist en af de forklaringer, der kræver flere forklaringer. Men her, på påskedagens aften, taler Jesus mere ligeud. Da han lover menigheden Helligåndens gave, lover han også os alle sammen den mulighed: ”Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt.”
Det er menighedens privilegium. Det er ikke noget sakramente, men en mulighed for alle kristne. Vi kan alle være skriftefædre og skriftemødre. Vi kan alle tilsige et menneske dets synders forladelse, og så gælder det hos Gud. Det er en af de forbløffende konsekvenser af, at Kristus i denne verden kun har ét legeme, nemlig kirken.
Ingen af os er Kristus. Men tilsammen udgør vi hans krop i verden. Og dertil hører altså, at vi kan forlade mennesker deres synd!
En af de ting, der gjorde hans samtid så rasende, var, at han vovede at tilgive mennesker deres synder. For, som de sagde: ”Hvem kan tilgive synder andre end én, nemlig Gud?”. Men det er altså det privilegium, han her også udstrækker til at gælde sin menighed. Hvad er så det med at ”nægte forladelse”? Det betyder, at hvis et menneske kræver at få Guds tilgivelse, for eksempel for at misbruge andre, og samtidig insisterer på at blive ved med det, så er det bare ikke en mulighed, vi har.
Leif Andersen er cand.theol. og lektor.
Undskyld! For en gangs skyld tvinger jeg lige mig selv til at lade Thomas være.
Det er ellers ham, der i denne tekst normalt trækker al min opmærksomhed til sig: En fantastisk, total omvending fra tvivl til tro, endda med den mest rystende trosbekendelse i Israel – at Jesus er Gud selv! Det hørte man ikke hver dag.
Jeg elsker den tekst. Men lige i dag går jeg altså efter et andet fokus. For det er faktisk lige så rystende: Jesus har lige givet dig tilladelse til at tilsige et andet menneske syndernes forladelse! På hans vegne!
Det er det, der foregår i skriftemålet. Vi kender det fra kirken, hvor præsten tilsiger os syndernes forladelse. Det er det, vi ellers kalder for ”nøglemagten”, hvor Jesus først gav Peter, dernæst alle disciplene Himmerigets nøgler, hvormed de kan binde og løse på jorden og i himlene.
Det med nøglerne og det med at løse/ binde er et svært billede at håndtere. Det er vist en af de forklaringer, der kræver flere forklaringer. Men her, på påskedagens aften, taler Jesus mere ligeud. Da han lover menigheden Helligåndens gave, lover han også os alle sammen den mulighed, at ”Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt”.
Det er nemlig ikke præstens privilegium. Det er menighedens privilegium. Det er ikke noget sakramente, men en mulighed for alle kristne. Vi kan alle være skriftefædre og skriftemødre. Vi kan alle tilsige et menneske dets synders forladelse, og så gælder det hos Gud.
Det er en af de forbløffende konsekvenser af, at Kristus i denne verden kun har ét legeme, nemlig kirken. Ingen af os er Kristus. Men tilsammen udgør vi hans krop i verden. Og dertil hører altså, at vi – ligesom han – kan forlade mennesker deres synd!
En af de ting, der gjorde hans samtid så rasende, var, at han vovede at tilgive mennesker deres synder. For, som de (ganske korrekt!) sagde: ”Hvem kan tilgive synder andre end én, nemlig Gud?”. Men det er altså det privilegium, han her også udstrækker til at gælde sin menighed.
Hvad er så det med at ”nægte forladelse”? Det betyder ikke, at vi skal understå os i at dele mennesker op i frelste og fortabte. Det betyder blot, at hvis et menneske kræver at få Guds tilgivelse, for eksempel for at misbruge andre mennesker, og samtidig insisterer på at blive ved med det, så er det bare ikke en mulighed, vi har.
Søndagsordet skrives på skift af sognepræst i Varde Morten Thaysen, sognepræst i Jægersborg Lea Skovsgaard, lektor, cand.theol. Leif Andersen og pastor emer. Lisbeth Smedegaard Andersen.