I 1904 vinder den kendte danske sportsmand J.P. Müller genklang for sit sundhedsbudskab via sin bog om hjemmegymnastik ”Mit System”, der bliver oversat til 26 sprog og udkommer i det astronomiske antal af halvanden million eksemplarer i hele verden.
Fra 1904 til 1914 bliver ”Mit System” den danske bog, som næstefter H.C. Andersens eventyr er den bedst kendte i verden. Herved starter den store sundhedsapostel på verdensplan den motions- og fitnessbølge, som er på mode i nutiden.
Med Müllers system kunne datidens mennesker bogstaveligt talt ”gnide” den krops- og seksualangste victorianisme ud af kroppen. Gennem strygninger med håndfladen hen over huden efter badet påbegynder Müller et arbejde på at skabe en ny følsomhed over for den ret oversete og uberørte krop.
Med ”Mit System” blev denne praksis så til en verdensomspændende dille, hvor mennesker for alvor opdagede deres hud med alle dens erogene zoner.
For at nå dertil måtte Müller bruge hele sin ungdomstid på at vriste sig fri af kristne vaneforestillinger for at finde et nyt ståsted, der ikke forkastede Kristi lære, men fortolkede den i et helt nyt lys i tråd med tidens gryende sansevækkelse.
Müllers far, bror og bedste ven er præster, og Müller selv læser fra 1884 som ung mand teologi på det meget bibeltro Teologiske Fakultet på Københavns Universitet, hvilket kaster ham ud i en dyb orienteringskrise. For den veltrænede, muskelsvulmende, solbrændte sportshelt Müller er det tydeligvis et valg mellem teologi og sundhed, når han har siddet bænket ved pulten i beklumrede lokaler og med medynk kigget rundt på sine blege og spinkle studiekammerater.
En ung medstuderende og lærernes favorit bliver for Müller en form for antihelt, der i 1894 en dag får bægeret til at flyde over for Müller:
”En fyr, som sidder ved siden af mig med hele hovedet fuldt af filipenser, indgyder mig modbydelighed, og så er han oven i købet alle professorernes yndling, fordi han er søn af en berømt biskop. Denne mand som formentlig siden er blevet domprovst har en meget væsentlig andel i, at jeg en skønne dag knalder bøgerne i og forlader auditoriet, fast besluttet på at ofre resten af mit liv på at gøre den danske ungdom sundere.”
Hos Müller vandrer de kristne forestillinger om ”renhed” og ”evigt liv” over i hans hygiejniske system. Centralt i Müllers gymnastikprogram står de gymnastiske øvelser, der skal udføres i soveværelset for åbent vindue i frisk luft. Efter de svedfremkaldende øvelser kommer et bad i et lille fladt kar med gerne koldt vand, der igen følges af gnidninger af hele kroppen, først med et håndklæde og herefter med håndfladerne.
Müllers forestillinger om renselse fører ham over i visioner om en nærmest dennesidig frelse, om det hygiejniske menneskes almagt, en nærmest fuldstændig kontrol over egen sundhed og livslængde, der for de opvoksende generationer kan nærme sig de 150 år.
Hvor Müllers far prædikede frelse som noget, der først fuldbyrdes i himmerige, skimter Müller himmerige på jord i kraft af et ufatteligt langt liv befriet fra sårbarhed, udsathed og sygdom. Med en kristen sprogbrug om synd hævder Müller, at de forskellige ”forsyndelser mod hygiejnen” forkorter levealderen. Den almindeligste ”synd”, som uden undtagelse alle gør eller har gjort sig skyldig i, er indåndingen af fordærvet luft.
Også på kærlighedsfronten må Müller gennem et årelangt selvarbejde for at bryde med den kristne kirkes fortolkninger, men ikke med kristendommen som sådan. Tværtimod ender hans bestræbelser med intet mindre end et udkast til en ny form for sanselig kristendom. Det sker i tæt samklang med hans kæreste, senere hustru og livsledsager, med det bibelske navn Marie. Sammen går de i gang med at bryde med kristen skyld og skam og opdage seksualiteten og kvindens lystpunkt i en årtier lang sanserus.For Müller er sanselighed ikke dyrisk, men menneskelig, også når Marie helt overgiver sig i et klimaks som i februar 1891: ”Jeg synes da ikke, at det kan kaldes for dyrisk sanselighed, at jeg i dig beundrer det skønneste eksemplar af Guds mest fuldkomne skabning, mennesket. Når vi elsker, så tænker jeg hele tiden: Mon du nu har den dejlige fornemmelse – og det synes jeg er den højeste lykke, at det er muligt for mig at give dig den salige nydelse i et sådant øjeblik.”
Müller kan også trække på sin bibelkundskab, når han skal overbevise sin kæreste om, at seksualiteten ikke er syndig, som i april 1891: ”Marie, du må tro, at det er ikke synd at bære sig ad, som vi gør, da vi holder af hinanden og holder os til hinanden alene. Du vil ikke kunne fremføre et eneste sted, hverken i Bibelen eller af menneskeslægtens historie, hvor det bliver kaldt for syndigt, at to elskende tilhører hinanden.”
For Müller er den nøgne krop et kærlighedens tempel, og han elsker sin Maries kurver: ”Jeg føler næsten en hellig ærefrygt for et fuldkomment skønt legeme.”
Müllers sexologiske bog ”Kønsmoral og Livslykke” fra 1908 er intet mindre end Danmarks første sexologibog, der udfolder en refleksion over hans og Maries årtier lange erotiske udforskninger i deres ungdom. Uden at sige det direkte forsøger Müller her at almengøre sine individuelle erfaringer fra sit og Maries erotiske liv, og i 1908 kan Müller takket være sin voksende verdensberømmelse på grund af ”Mit System” fortolke samlivet med det andet køn med en helt anden selvtillid end i sine egne første læreår med Marie.
I sammenhæng med Müllers opprioritering af kroppen udtrykker han i ”Kønsmoral og Livslykke” sit syn på udviklingen fra dyr til menneske med udgangspunkt i de seksuelle drifter: ”Nu har menneskene erkendt, ikke at de er dyr, men at de står i slægtskabsforhold til dyreriget og som en følge deraf kan de nu indse at kød og kønsdrift hverken er noget djævelsk eller noget dyrisk, men simpelthen noget menneskeligt.”
I ”Kønsmoral og Livslykke” løfter Müller ligefrem direkte det erotiske forhold mellem to elskende op i den religiøse sfære, hvis det er baseret på ”alvorlig og oprigtig kærlighed, det vil sige både gensidig uimodståelig sanselig tiltrækning og sjælelig og åndelig sympati (…) en i sandeste forstand guddommelig forbindelse mellem de to køn”.
Müller fremhæver: ”Foreningen mellem de to, der elsker hinanden, kan i religiøs forstand ligefrem føre til, at himlens porte åbnes mod en tilstand af ’salighed’ eller ligefrem Paradiset”:
”For to elskende, mand og kvinde, at hvile hos hinanden i den inderligste hengivelses ømmeste omfavnelse, berusede af hinanden og sammensmeltede i en både legemlig og sjælelig, harmonisk enhed time efter time, det er Paradiset her på Jorden.”
Müller fremlægger ansatser til en ny kristen etik, hvorefter en mands højeste mål i tilværelsen er at gøre sin elskede kvinde lykkelig. Han vil overføre næstekærlighedsprincippet på også den fysiske del af kønsforholdet mellem mand og kvinde, hvor det bliver en mands fornemste pligt at gøre sin kvinde lykkelig også erotisk. Müllers dennesidige længsler om at fuldkommengøre sig kan forstås i relation til den danske teolog Niels Henrik Gregersens analyse af den “dobbelte kristendom”: det forhold, at der både eksisterer en officiel kristen kirke, men at der også fra omkring år 1900 foregår en ”diffusion” af kristent arvegods ud i nye former i andre sektorer som musik og digtning og altså også i gymnastik og hygiejne.
Faktisk bevæger J.P. Müller sig fra sin ungdoms asketisk-hærdende sportsdyrkelse over sin manddoms eros- og kærlighedskristendom til en healende spiritistisk sundhedsreligion i sin sidste livsfase. Müller bliver altså et tidligt varsel om hele den spirituelle alternative kropskultur, der for alvor er vokset frem i årtierne før og efter år 2000. Men det er en senere historie.
Hans Bonde er professor dr.phil. Teksten er inspireret af Hans Bondes nyligt udgivne bog ”J.P. Müller – Danmarks store sundhedsapostel”, Syddansk Universitetsforlag, 2020.